Ikke rigtig klog?

michael-strunge-1983

Jeg så aftenens udsendelser på DR1 og DR3 om mennesker, der har været eller er i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle de fordomme der er mod psykisk sygdom. Mange vil ikke ansætte mennesker, der har eller haft haft en psykiatrisk diagnose, og der er mennesker, der har været indlagt som helst ikke vil fortælle andre om det. De føler kort og godt at det er skamfuldt.

Tilfældet ville at det også var i aften, jeg endte med at tale med andre om en sang af Nikolaj Nørlund – ikke fra hans nye album, som jeg endnu har til gode at få hørt (og købt) – men en af hans gamle sange fra 1996 med tekst af Michael Strunge. Strunge har stadig en helt særlig status som dansk lyriker, og det er næppe mange, der vil affærdige hans tekster med at han havde en psykiatrisk diagnose – det, vi i dag ville kalde for bipolar lidelse. Blandt de digte, han nåede at lave inden sin alt for tidlige død som 27-årig,  er de mest gribende vel netop hans universelle og uhyggeligt præcise beskrivelser af depressionens fængsel, helt uden for den 1980’er-sammenhæng, hvor meget af Strunges tekstunivers havde rod.

Til dem, der er mistroiske over for mennesker med en psykiatrisk diagnose vil jeg stille spørgsmålet, hvordan de vil se på en mand som Michael Strunge. Han var nemlig også “en af dem” samtidig med at han var “en af os”.

Prøv at høre Nørlunds fortolkning af “Den støjende tid” fra 1996.

Musikkens hus

2014-03-30 15.26.08

I dag var jeg med familien til åbningskoncert i Musikkens Hus i Aalborg i anledning af min kones fødselsdag. Jeg har fulgt tilblivelsen af denne bygning nøje – som cyklist. Hver dag er jeg cyklet forbi den store, grå klods efterhånden som den blev til. Og nu kunne jeg omsider få musikhuset at se og høre indefra.

Lyden skuffede ikke. Sammenligningerne med DRs koncerthus i København ligger lige for, og Aalborgs nye koncertrum spiller lige op mod hovedstadens tilsvarende klods. Jeg må konstatere at jeg synes at Musikkens Hus ser bedre ud indvendig end udvendig – igen præcis som det er tilfældet i København.

Programmet var i romantikkens tegn:  Først Gades Ossian-ouverture. Så kom Nikolaj Znaider til og brillerede i Tjajkovskijs violinkoncert – dette var første gang jeg hørte ham live – og til sidst kom Elgars Enigma-variationer. Variation nr. 5, den langsomme “Nimrod”, kan frembringe tårer på en sten – og endnu engang ramte den mig på denne måde.

Bifaldet var så langt og intenst at chefdirigent Rumon Gamba kvitterede med et ekstranummer, og det blev “Nimrod”.

Dans, growl og Letterman

For mange år siden røbede en af en mine med-PhD-studerende i Edinburgh, at hun savnede David Letterman fra sit hjemland USA. Jeg kunne forstå på hende at Jonathan Ross prøvede at lave noget lignende i sit show på Channel 4, men alligevel… Det blev først mange år senere, jeg stiftede bekendtskab med Letterman – og nu er han med få dages forsinkelse fast eftermiddagsinventar på TV2 Zulu herhjemme. Det er ikke tit, jeg får set hans programmer, men de er helt klart i den bedre ende af tv-underholdning. Det er blandt mange andre ting et plus at  Letterman ikke er bange for at få fat i musiknavne, der rent faktisk er interessante.

Jeg er lige for tiden bizart fascineret af denne optagelse fra i år fra The Late Show, hvor Future Islands fremfører deres nummer “Seasons”. Sangen er meget iørefaldende, lydbilledet meget tilbageskuende – dette kunne snildt have været indspillet først i 1980’erne og være blevet et pophit af de større. Men sangerens (der minder mig om Marlon Brando og Steve Martin på samme tid!) og hans specielle koreografi og slåen sig på brystet, resten af bandets ubevægelighed og det, der må være det mest uventet placerede growl i nyere populærmusik, giver allerede dette klip kultstatus – et uvist sted på grænsen mellem det kiksede og det fuldstændig gennemførte.

 

Fremtidens Internet?

wires_680_453_80

En ikke helt lille del af EUs program for forskning og udvikling, Horizon 2020, fokuserer på fremtidens Internet. Men mange af forslagene fokuserer på at videreudvikle det Internet vi allerede har adgang til. Behøver det at være sådan?

David Byrne, den skotsk-amerikanske sanger og sangskriver fra Talking Heads har en interessant artikel om livet efter Internet.

Det er ikke så underlig en idé, som den måske kan forekomme at være. Man kan sagtens forestille sig en verden uden det Internet, vi kender. Det kunne være en verden helt uden et verdensomspændende netværk til datakommunikation – en sådan verden har nogle af os stadig en erindring om. Men det kunne også være en verden med en anden slags netværk.

Som Byrne gør opmærksom på, er Internettet bestemt ikke født sikkert – da ARPANet blev til sidst i 1960’erne, fandtes asymmetrisk kryptografi ikke, og de kryptografiske protokoller var stadig i deres verden. Og nu prøver nogle af os på at reparere sikkerheden, mens andre prøver at udnytte hullerne i den. Det bemærkelsesværdige er, at det både er efterretningstjenester, store virksomheder som f.eks. Google og kriminelle, der gør det sidste – de er forskellige sider af samme mønt. Og deres aktiviteter viser at ikke alle er lige på Internettet. Ikke nok med det, selve det at er så forløffende nemt at aflytte kommunikation, viser også at det er forbløffende nemt at ødelægge væsentlige dele af Internettet. Man skal bare angribe dets backbone.

Men “fremtidens Internet” kunne være en helt anden slags netværk, der i stedet var bygget på principper om privatlivets fred og var født helt decentraliseret. Det kunne udspringe af en utilfredshed med det eksisterende Internet.

Imagine this: in a new Internet, we’d still be able to send emails. Academic and nonprofit institutions would still share resources online. Wikipedia and web-based journalism would still exist. But if we can’t be tracked as we are now, a lot would change. Google would lose its primary sources of revenue—ads—and return to being a very good search engine, with a lot fewer employees. The NSA and the other data thieves and collectors would be helpless. No one would have data on countless innocent citizens that could be repurposed to God knows what ends. The Chinese couldn’t hack into the North American power grid.

Men som Byrne påpeger, er der en stor, indbygget træghed som trækker imod sådanne initiativer. Vi har investeret en hel masse midler og tankegods i det eksisterende Internet.

Reassessing what makes us secure might be a start. Real lifelong security comes not from the barrel of a gun or from being able to spy on your fellow citizens like a Stasi informant; it comes with less harsh extremes of wealth and poverty and increased access to health care and education. Embracing the security that comes with a more robust democracy is far preferable to other incentives to change, like all our credit cards becoming worthless or the NSA leaking incriminating webcam pictures of its critics. Before a catastrophic collapse like the one I described comes, let’s find it within ourselves to give up some convenience and become a little more human.

Gad vide om der er en Horizon 2020-mulighed gemt her?

Poetry slam igen

20140327-222728.jpg

Endnu en aften med poetry slam i Aalborg, og endnu et bevis på at denne scene nu omsider er ved at være etableret her i byen. Niveauet er mærkbart højere end for fem år siden, hvor de første spæde skridt i Aalborg var noget famlende. To af dem, der var med, nemlig Mads Bjergen Pedersen og Mikkel Grøn, husker jeg helt tilbage fra dengang, og Tobias Dalager husker jeg fra DM i 2011 (og fra Amnesty International!). Det var også godt at møde endnu en af deltagerne fra årets DM, nemlig Dennis Buchleitner fra København (egentlig Lolland), der gik hen og vandt. Titken Pavia Toft blev som så ofte før nummer to – men så giv dog snart den mand den førsteplads han fortjener!  Selv endte jeg på en tredjeplads. Næste poetry slam-arrangement i Aalborg ligger en mandag, hvor jeg ikke kan deltage, så mit næste forsøg bliver den 2. maj i Rigets Centrum.

6-fikseret?

adgang

Københavns Universitet har planer om at kræve at man skal have mindst 6 i gennemsnit af sine eksamenskarakterer fra den adgangsgivende ungdomsuddannelse for at kunne studere der. Der er en del debat om denne idé.

Nogle uddannelsesforskere er skeptiske, og professor i uddannelsesstatistik Peter Allerup udtaler:

»Nogle af de virkelige genier bekymrer sig ikke det store om karakterer, for der ingen sammenhæng mellem at være en nørd og have et godt snit. Og det her risikerer at holde dem uden for deres yndlingsfag til skade for os alle sammen,« siger Peter Allerup og minder om, at hverken Newton eller Einstein ville være kommet særligt langt, hvis de var stødt ind i de adgangskrav, som dukker op flere steder både på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.

Det, jeg ikke kan se hverken hos kritikerne eller hos Københavns Universitet, er nogle konkrete begrundelser ud fra data. Hvad er det, der er begrundelsen bag at kræve netop 6,0 i gennemsnit? Hvorfor ikke 5,9 eller 6,1 ? Og hvor mange virkelige genier er egentlig blevet endegyldigt udelukket fra at tage en videregående uddannelse?

Ved Studienævn for datalogi på mit universitet er der blevet iværksat en undersøgelse af frafald på datalogi- og softwareuddannelserne, og her viser de statistiske tests at der er en signifikant forskel mellem matematikkaraktererne hos de studerende, der falder fra i løbet af de første to semestre og hos de studerende, der ikke falder fra.

Det ville kvalificere hele denne diskussion om adgangskrav, adgangsgrundlag og adgangsbegrænsning (og den dukker også op når talen falder på gymnasiet og på erhvervsuddannelserne), hvis alle argumenterne for og imod kunne have et kvantitativt grundlag i form af statistiske undersøgelser.  Data findes allerede i rigt mål, og det samme gælder de statistiske værktøjer.

 

Den gamle barndom og den nye

1970

Da jeg var seks år gammel og boede i Arentsminde, en landsby på 400 sjæle, gik jeg alene i skole hver dag. Det var vel omkring 600 meter, måske lidt mere. Da jeg fik en cykel som syvårig, cyklede jeg selv i skole langs hovedvej A11. Mange dage og mange aftener af min barndom var jeg alene ude, når vejret var til det. Jeg var egentlig ikke så meget sammen med de voksne i hjemmet.

Dette er fjern fortid. Vores datter var vel 10 år gammel, før hun fik lov af far og mor til helt alene at gå de 600 meter hen for at besøge en kammerat.

En lang, fascinerende artikel af den amerikanske forfatter Hanna Rosin (ja, det hedder hun!) i The Atlantic handler netop om dét. Vi der er forældre har svært ved at slippe vores børn. I hvert fald i middelklassen er børnene blevet vores “projekter” – vi vil gerne give dem alle muligheder og skåne dem for alt det onde i tilværelsen. Så derfor ender vi med ikke at ville, ikke at turde slippe dem. I Storbritannien var det i 1971 80 procent af alle børn i 3. klasse, der gik alene i skole (uden at blive fulgt). Nu er det kun 9 procent.

Hanna Rosin vier meget af sin artikel til The Land, en skrammellegeplads i Wales, hvor børnene må løbe frit omkring og endda må tænde bål; der er dog altid et par voksne på legepladsen, men de blander sig meget lidt. Skrammellegepladser dukkede op i Storbritannien efter 2. verdenskrig; i Danmark dukkede de allerede op under krigen. Senere kom også skovbørnehaverne. I USA ville det være helt utænkeligt at lade børn færdes frit omkring og endda tænde bål på en legeplads. Det er det efterhånden også herhjemme.

Der er også en lang omtale af den norske forsker Ellen Sandseter, der  konkluderer at børn faktisk gerne vil udfordres af højder, af at håndtere skarpe genstande, af at være i nærheden af noget de synes er farligt (f.eks. ild), af fart, af at udforske på egen hånd. Ved at lære at overfinde “farerne” bliver man mere modig!

Og endelig er der en lang historie om den britiske forsker Roger Hart der i 1972 brugte to år på at studere børns leg et sted i USA og 30 år senere vender tilbage. I 1970’erne løb børnene rundt hvor de ville; nu, hvor de selv er forældre, er tonen en ganske anden over for deres børn!

Det rigtig ironiske er at der i USA faktisk er flere børn, der kommer på skadestuen i vore dage (artiklens data er fra 2012) efter uheld på legepladser end der var i 1980. Så meget for forældrenes anstrengelser for at passe på deres børn!

Selvfølgelig er der grunde til at mentaliteten er en anden, og ikke alt det nye er skidt. Det var i 1970’erne, mange børn oplevede at deres forældre blev skilt – og de har så lovet sig selv ikke at ville svigte deres børn. Selv voksede jeg op uden min far, og det er måske derfor jeg selv har været så beskyttende.

Og for 40 år siden var der ikke fokus på mobning. Det er helt anderledes nu.

Artiklens konklusioner er alligevel værd at tænke over: Måske er det sådan, at hvis vi ikke lader børnene vove, vil de tage større risici senere i livet, hvor vi heller ville have at de tænkte sig bedre om.

Og måske er der en anden følge af at være så længe under forældrenes bekymrede opsyn. Mange forældre beklager at deres børn bliver så hurtigt voksne, men måske er det ikke så underligt, for meget af tiden er børnene jo netop sammen med voksne. Så er der ikke tid til at være barn alene, uovervåget, i sin egen verden.

En net sag

nets

Nu er Nets blevet solgt til et konsortium, der består af de to amerikanske kapitalfonde Advent og Bain sammen med ATP. ATP har 5,5 procent af aktierne. Advent og Bain har hver omkring 47 procent.

Det der gør mig mest bekymret er ikke salget af Dankort-systemet men at Nets også tager sig af NemID, der er blevet en væsentlig del af den digitale infrastruktur i Danmark. Digitaliseringsstyrelsen har et mål om at kommunikation med offentlige myndigheder skal ske digitalt, og dette vil i høj grad indebære brug af NemID.

Nu er mange af oplysningerne bag NemID på private hænder. Det var NemID også før – så hvad er dog problemet? Det var imidlertid også et problem før salget af Nets, og det har altid undret mig at danske banker kunne udstede NemID-certifikater, når vi ved hvor ustabile pengeinstitutter kan være. Og dette problem er ikke blevet mindre nu.

ATP fremstår i medierne som en slags garant for at der stadig er dansk indflydelse på Nets. Til DR udtaler ATPs direktør Carsten Stendevad:

Udover at have sikret sig vetoret til udlevering og ændring af personfølsomme oplysninger oplyser han til DR Nyheder, at der kun vil være europæiske statsborgere i Nets bestyrelse.

– Salget af Nets kommer ikke til at ændre på dansk lovgivning. Alt hvad der bliver udleveret af personfølsomme oplysninger vil stadig komme til at foregå i overensstemmelse med den danske lovgivning, siger Carsten Stendevad.

Jeg havde heller ikke forestillet mig at salget ville ændre på dansk lovgivning; det er trods alt kun Folketinget og EU, der vil kunne gøre det. Det, der er det helt store problem, er det samme som problemet med salget af DONG til Goldman-Sachs, ja i dette tilfælde er det egentlig større.  En væsentlig del af den digitale infrastruktur  kommer på hænderne af udenlandske kapitalfonde, med alt hvad det indebærer. Erfaringerne med privatisering af offentlige og kvasioffentlige virksomheder viser at de pågældende virksomheder kan komme til at føre en højst omskiftelig skæbne. Her tæller det også at NemID  ikke er en perfekt løsning, så langt fra, og det vil ikke blive nemmere at forbedre den med de nuværende ejerforhold – det er uklart for mig, hvor interesseret kapitalfondene er i Nets som andet end et investeringsobjekt . Denne bekymring ville jeg også have, hvis NemID var en perfekt løsning på nuværende løsning – hvor er garantien for at NemID i så fald ville blive videreudviklet?

Det er nok ikke overraskende, at min holdning er at den digitale infrastruktur i vore dage er lige så vigtig som den fysiske – elnettet, vandforsyningen, vejene,  jernbanerne osv. – og ligesom denne burde være i offentligt eje og under demokratisk kontrol i stedet for at være gjort til et ustabilt investeringsobjekt.

Altruisme blandt hvaler

stumpy

dolphin-with-spinal-trouble-sperm-whales_63541_990x742

Der er masser af diskussioner af om mennesker først og fremmest tænker på sig selv.  Men når man taler om menneskets natur, kan det være interessant at se netop på naturen.  Billedet af alles kamp mod alle er mere nuanceret end man ofte tror.

I dag så jeg et naturprogram på DR2 om en flok spækhuggere, der blandt sig har én, der har et hak i rygfinnen. Det har gjort den pågældende spækhugger nem at identificere, og man ved derfor at den har levet i mindst 17 år. Men undervandsfotograferne fik en stor overraskelse, da de for første gang så mere end halefinnen af Stumpy – spækhuggeren er deform og svømmer dårligt. Den kan derfor ikke jage selv. Men alligevel er den med, når resten af flokken jager, og de andre hvaler lader Stumpy få noget af byttet.

En anden historie, også blandt tandhvaler, viser en lignende altruisme, men her er det hvaler fra to forskellige arter. Tyske havbiologer har observeret hvordan en flok kaskelothvaler har taget et marsvin til sig og beskytter det – og marsvinet er ligesom Stumpy deformt. Der er forskellige mulige forklaringer på hvorfor kaskelotterne beskytter det lille marsvin, og en af dem er at de beskyttet det, som de ville beskytte en af deres egne kalve. En anden er at de beskytter marsvinet mod – spækhuggere.