Mellem Fripp og Frida

Nogle hævder at det er det et tegn på svigtende kreativitet, når en kunstner opkalder et album efter sig selv. Men The Beatles, Blur og Metallica kan næppe siges at være ligegyldige udgivelser fra de pågældende bands.

Her er i al fald nu et album med titlen St Vincent fra sangerinden med dette kunstnernavn – faktisk hedder hun Annie Clark. Jeg er kommet lidt sent i gang med at lytte til hendes musik, og det er tydeligt at hun placerer sig selv i en velkendt tradition for lidt excentriske sangerinder, der faktisk både har udseendet og vokalen med sig, men ikke vil være sædvanlige popstjerner (jvf. Kate Bush, Siouxsie, Björk, Tori Amos, PJ Harvey og mange flere) – og lydbilledet er overvejende elektronisk.

For år tilbage blev jeg gjort opmærksom på at Stuart Staples fra Tindersticks faktisk i forbløffende grad lyder som – Roger Whittaker. Det er gået op for mig at Annie Clarks vokal faktisk ofte minder ikke så lidt om Annifrid Lyngstad, og dét er faktisk en ros, thi jeg holder meget af ABBA. Der er også mindelser om ABBAs sangskrivning her og der (prøv at lytte til “Prince Johnny”), men som regel er musikken hvad man på engelsk ville kalde quirky. St Vincent er ikke desto mindre så hip at hun har opført sin musik til store modeopvisninger. Se bare ovenfor. Jeg vil dog (klog af skade) undlade at kalde musikken for pop.

Med en så elektronisk orienteret albumudgivelse fra en kompetent sangerinde med er markant visuelt image kommer det let til at stå lidt i skyggen, at der er nogle interessante guitarpassager med mindelser om Robert Fripp (synes jeg i al fald, eller også er det Adrian Belew) rundt omkring på St Vincent. Guitaristen er såmænd Annie Clark selv.

(Visited 46 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar