Ene og ikke alene

enebarn

I Samvirke er der denne gang et interessant tema om søskende. Når jeg læser om dette emne, kommer jeg selvfølgelig til at tænke på min egen situation. Jeg er ikke et rigtigt enebarn; fra jeg var 35 fik jeg efterhånden lidt efter lidt foræret i alt fire halvsøskende som jeg indtil da ikke anede at jeg havde. Men jeg voksede op som enebarn, og det samme gælder for to af mine halvsøskende. Min datter er enebarn og flere af de nærmeste barndomsvenner, hun har haft, har også været det.

Selv har jeg svært ved at sætte mig ind i hvordan det mon er at vokse op med søskende. Der er da heller ikke noget klart svar på hvordan dette er. Jeg har set søskende, der er meget nært knyttet til hinanden og elsker hinanden højt. Jeg har set brødre, der lavede alting sammen, indtil de ragede uklar med hinanden.  Jeg har set enæggede tvillingesøskende, der også som voksne er kolleger og går i samme slags tøj og har samme frisure. Og jeg kender søskende, der er meget forskellige af natur og aldrig har sagt hinanden noget.

Men de mange mennesker, der er vokset op med søskende, har tilsvarende svært ved at leve sig ind i hvordan det er at være vokset op som enebarn. Myterne om det usikre og forkælede og ensomme og egoistiske enebarn findes stadig (og kritiseres da heldigvis også i Samvirkes korte artikel med Per Schultz Jørgensen).

Man kan få sine forældres fulde opmærksomhed, og det kan være overvældende, og især når man gerne vil være den foruden. Men det lærer man efterhånden at håndtere. Når man er sig selv, er man til gengæld helt sig selv. Også dét kan være overvældende, men også det lærer man at håndtere. 

I New York Times skriver forfatteren Lauren Sandler, der selv er enebarn, at 

…solitude is not synonymous with loneliness and often strengthens character. As one psychotherapist explained to me, only children tend to have stronger primary relationships with themselves. And nothing provides better armor against loneliness.

Der er ikke noget rigtig godt dansk ord, der svarer til det engelske/franske solitude. Der er ikke nødvendigvis tale om at være overladt til sig eller om at være ensom.  Også opvæksten som enebarn kan bringe noget væsentligt positivt frem i os.

Dette er en erfaring, jeg også selv har haft og nu får sat ord på: At enebørn får et stærkere forhold til sig selv.  Man kan stole mere på sig selv, og man kan også tvivle mere på sig selv. Som enebarn kan man let blive en “selvkørende enhed”; jeg har bl.a. selv aldrig haft problemer med at tage på en rejse alene, fordi jeg altid har skullet stole på mig selv.  Dén tryghed er jeg glad for at føle. Faren kan være at man nogle gange kan opleves som værende for selvtilstrækkelig (det engelske ord self-contained er dog bedre her, thi det har ikke de samme negative konnotationer). På den anden side er der også en anden socialisering, end den søskende har i mødet med hinanden, nemlig mødet med de andre i uddannelsessystemet, på arbejdet og andetsteds. Jeg holdt selv meget af gruppearbejdet, da jeg var studerende, og på samme måde har jeg det med de gruppesammenhænge, jeg siden er indgået i rundt omkring. At være enebarn er ikke det samme som at ville være alene.

(Visited 231 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar