Arven fra Bernard London

Green-My-Apple

Tilbage i 2011 skrev jeg et indlæg her på bloggen om indbygget forældelse. Jeg er træt af at eje ting, der ikke kan repareres. En aften kom jeg til at ødelægge skærmen på en standerlampe fra IKEA derhjemme – og det var der ikke noget at gøre ved. Jeg ringede til IKEA, og en ny lampeskærm var ikke til at få. Til gengæld har jeg fundet ud af at man kan genopfylde printerpatroner.

Lidt naivt har jeg altid regnet med at vi havde at gøre med en skummel strategi, som industrien ad åre er kommet frem til og aldrig har villet indrømme. Men det er ikke engang en hemmelig strategi: Indbygget forældelse blev i 1930’erne lanceret som en bevidst mekanisme til at øge produktionen og skabe den af mange politikere så efterstræbte økonomisk vækst.

Den amerikanske ejendomsmægler Bernard London rejste rundt i USA og slog til lyd for at man producerede varer med henblik på indbygget forældelse. Man kan finde hans kampskrift fra 1932, Ending the Depression Through Planned Obsolescence, på nettet.

Det  var et helt bevidst bud på en vej ud af den økonomiske krise at  producere varer, der ikke kunne holde længe. Kompetente ingeniører, producenter og matematikere (!) skulle i samarbejde med regeringen finde ud af hvor lang/kort levetid et produkt skulle have for at sikre økonomisk vækst.

I dag kan man heldigvis læse om reparationsværksteder, der dukker op rundt omkring og en hel masse anti-Bernard London-kampagner er omsider ved at blive født. Vi må kunne skabe et bedre livsgrundlag ikke gennem vækst men gennem at frembringe solide produkter som vi kan reparere og vedligeholde. Hvor underligt det end lyder, er den mest miljøvenlige mobiltelefon, jeg kan anskaffe mig, den jeg allerede har.

(Visited 67 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar