Historien om det forgiftede vand

forgiftetvand

Psykologen Nadja Prætorius gengiver denne gamle sufihistorie i en artikel fra 2002; den dukker også op i hendes bidrag til Knud Illeris’ bog, som jeg omtalte forleden. Jeg vil lade fortællingen stå alene her. Mon vi, der læser den, er med i den?

En bjerglandsby, der var kendt viden om for indbyggernes venlighed og harmoniske levevis, fik en dag besøg af en rejsende, der bragte ildevarslende nyt med sig: Floden, som løb gennem landsbyen, og som forsynede beboerne med frisk drikkevand, var højere oppe i sit løb blevet forgiftet, og de, der drak af vandet, forandrede karakter. Det viste sig ved, at de kun tænkte på sig selv og egen vinding, at de blev mistænkelige og fjendtligt indstillede overfor hinanden og overfor fremmede, og at de ikke længere formåede at opdrage deres børn til at videreføre kulturens normer og værdier. Det værste var, at de ikke selv var klar over, at de var forandrede, og at de anså mennesker, der ikke havde drukket af det forgiftede vand for at være forkerte og fremmede, ja endda sindssyge.
Da det forgiftede vand inden længe ville nå ned til landsbyen, opfordrede den rejsende indtrængende landsbyens beboere til i tide at opsamle så megen vand fra floden, at de havde nok drikkevand til floden atter var ren.
En af beboerne gik straks hjem og byggede en beholder og fyldte den med vand. De skræmmende udsigter gjorde øjensynligt ikke indtryk på landsbyens øvrige beboere, for de fortsatte ufortrødent at drikke af flodens vand.
Det lille samfund forandrede sig i takt med, at det forgiftede vand gjorde beboerne stadigt mere egensindige og aggressive overfor hinanden, og snart var den venlige og harmoniske atmosfære afløst af mistænkeliggørelse og fjendtlighed. Beboeren, der havde lagret rent vand, så til med forfærdelse. Han tryglede og bad de andre i landsbyen om at stoppe med at drikke af flodens forgiftede vand, men det var fuldstændig forgæves. Tværtimod vendte de sig i mod ham og beskyldte ham for at være blevet fremmed og syg, og efter nogen tid ønskede de ikke længere at vide af ham.
Han vidste ikke sine levende råd, for han var overbevist om, at vandet havde forgiftet de andre og livet i det lille samfund. Men efterhånden begyndte han at tvivle på sig selv og sin egen dømmekraft, og da han en dag, knuget af smerten over det skete, ikke længere kunne udholde ensomheden ved at være anderledes og udstødt, begyndte han at drikke af det forgiftede vand.

(Visited 320 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar