Leslie Lamport

leslie

Årets Turing-pris går til Leslie Lamport. Som så mange andre fra sin generation er han oprindelig matematiker. Som en af de forholdsvis få store forskere inden for datalogi har han haft hele sin karriere inden for industrien. Siden 2001 har han været hos Microsoft.

For nogle mennesker kan Lamport godt virke lidt irriterende, eller måske er det snarere hans til tider polemiske facon, der nogle gange har kunnet opildne til faglige diskussioner. Men Lamport har ydet mange vigtige begreb til teorien for parallelle programmer, herunder at man kan forstå et program som det, man kalder en tilstandsmaskine og hvordan begrebet kausalitet egentlig skal forstås. Meget vigtigt er også hans arbejde med anvendelser af temporallogik til beskrivelse af egenskaber ved beregninger – bl.a. skyldes begreberne safety- og liveness-egenskaber Lamport. Det er interessant, at det der engang blev anset som et rent spekulativt område af filosofisk logik har fået så konkrete anvendelser.

Jeg har kun mødt Lamport én gang, og det var ved et seminar på universitetet i Edinburgh for 21 år siden. Robin Milner (der på det tidspunkt havde modtaget Turing-prisen to år tidligere) spurgte Lamport om hans holdning til et bestemt begreb, som jeg mener at kunne huske var atomicitet. Dvs. hvad menes der med at en hændelse under udførelsen af et program er “udelelig”?

Det kom nu der ikke rigtig nogen diskussion i gang, og da slet ikke nogen polemik – måske var der ikke så meget at være uenige om, eller måske var alle bare “mætte”.  Og så stillede Milner sit opfølgende spørgsmål til salen: Er der mon så nogen derude, der har nogle LaTeX-spørgsmål, de gerne vil have svar på? Lamport er nemlig også manden bag LaTeX, og på denne måde rækker hans indflydelse langt ud over datalogi. Det kom der heller ikke nogen spørgsmål ud af – denne gang måske fordi man ikke rigtig ved hvad man skal spørge om, når man for en sjælden gangs skyld måske ville kunne få svar på hvad end det skulle være.

(Visited 60 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Leslie Lamport”

Skriv et svar