Den med hånden

togetI skrivende stund sidder jeg i toget på vej til København hvor jeg sammen med en kollega fra Københavns Universitet skal til et møde med en mulig samarbejdspartner inden for den offentlige trafik. Jeg stiger på toget som en af de første og finder mit sæde i stilleafdelingen, lige ved døren.  Nu kommer de andre passagerer ind, eller rettere – de prøver at komme ind. Jeg er vant til at rejse med tog, og jeg har set dette masser af gange. Men i dag er det rigtig slemt.

Først er der en mand, der vifter ihærdigt og stadig mere desperat med hånden ved spalten mellem de to døre. Men ind kommer han ikke. Jeg prøver at få øjenkontakt med ham og signalerer at han skal holde hånden roligt lige ved spalten, med håndfladen ned mod gulvet. Men han forstår ikke hvad jeg prøver at signalere. Jeg rejser mig og holder hånden roligt lige ved spalten, med håndfladen ned mod gulvet. Døren går op, han kommer ind.

Derefter er der en viftende ung kvinde, og jeg ender med at gøre det sammen. Og så endnu en ung kvinde, der vifter løs, denne gang muligvis inspireret af karate. For tredje gang rejser jeg mig og får døren op. I alt oplever jeg  fem passagerer, der kæmper forgæves med at få døren ind til stilleafdelingen op. I alle tilfælde prøver jeg bagefter at sige, at man skal holde hånden roligt og fladt med håndfladen vendt mod gulvet.

Men hvorfor kigger de rådvilde passagerer dog ikke på den lille ikon?  Den viser jo at man skal holde hånden fladt. Mit ene bud er at ikonen sidder for lavt. Mit andet er at ikonen er misvisende; pilene antyder at hånden skal bevæges. Mit tredje bud er at det ikke er oplagt hvordan man skal lave en god illustration af hvordan hånden skal placeres.

Inden for dette område er jeg lægmand; jeg har kolleger på samme institut og andre steder på vores universitet, der beskæftiger sig med brugbarhed og brugergrænseflader. Der er nok ikke et stort projekt gemt i at forstå og forbedre passagerernes oplevelse med dørene i IC3-tog, men samtidig virker dette til at være et problem der både er interessant og burde kunne løses. En helt plat løsning på problemet er at man skal have en ikon med en knytnæve – hvis man holder en knyttet hånd frem, vil døren nemlig også reagere. Og skulle det alligevel ikke ske, kan den være et udtryk for passagerens ærgrelse.

(Visited 193 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar