Den gamle barndom og den nye

1970

Da jeg var seks år gammel og boede i Arentsminde, en landsby på 400 sjæle, gik jeg alene i skole hver dag. Det var vel omkring 600 meter, måske lidt mere. Da jeg fik en cykel som syvårig, cyklede jeg selv i skole langs hovedvej A11. Mange dage og mange aftener af min barndom var jeg alene ude, når vejret var til det. Jeg var egentlig ikke så meget sammen med de voksne i hjemmet.

Dette er fjern fortid. Vores datter var vel 10 år gammel, før hun fik lov af far og mor til helt alene at gå de 600 meter hen for at besøge en kammerat.

En lang, fascinerende artikel af den amerikanske forfatter Hanna Rosin (ja, det hedder hun!) i The Atlantic handler netop om dét. Vi der er forældre har svært ved at slippe vores børn. I hvert fald i middelklassen er børnene blevet vores “projekter” – vi vil gerne give dem alle muligheder og skåne dem for alt det onde i tilværelsen. Så derfor ender vi med ikke at ville, ikke at turde slippe dem. I Storbritannien var det i 1971 80 procent af alle børn i 3. klasse, der gik alene i skole (uden at blive fulgt). Nu er det kun 9 procent.

Hanna Rosin vier meget af sin artikel til The Land, en skrammellegeplads i Wales, hvor børnene må løbe frit omkring og endda må tænde bål; der er dog altid et par voksne på legepladsen, men de blander sig meget lidt. Skrammellegepladser dukkede op i Storbritannien efter 2. verdenskrig; i Danmark dukkede de allerede op under krigen. Senere kom også skovbørnehaverne. I USA ville det være helt utænkeligt at lade børn færdes frit omkring og endda tænde bål på en legeplads. Det er det efterhånden også herhjemme.

Der er også en lang omtale af den norske forsker Ellen Sandseter, der  konkluderer at børn faktisk gerne vil udfordres af højder, af at håndtere skarpe genstande, af at være i nærheden af noget de synes er farligt (f.eks. ild), af fart, af at udforske på egen hånd. Ved at lære at overfinde “farerne” bliver man mere modig!

Og endelig er der en lang historie om den britiske forsker Roger Hart der i 1972 brugte to år på at studere børns leg et sted i USA og 30 år senere vender tilbage. I 1970’erne løb børnene rundt hvor de ville; nu, hvor de selv er forældre, er tonen en ganske anden over for deres børn!

Det rigtig ironiske er at der i USA faktisk er flere børn, der kommer på skadestuen i vore dage (artiklens data er fra 2012) efter uheld på legepladser end der var i 1980. Så meget for forældrenes anstrengelser for at passe på deres børn!

Selvfølgelig er der grunde til at mentaliteten er en anden, og ikke alt det nye er skidt. Det var i 1970’erne, mange børn oplevede at deres forældre blev skilt – og de har så lovet sig selv ikke at ville svigte deres børn. Selv voksede jeg op uden min far, og det er måske derfor jeg selv har været så beskyttende.

Og for 40 år siden var der ikke fokus på mobning. Det er helt anderledes nu.

Artiklens konklusioner er alligevel værd at tænke over: Måske er det sådan, at hvis vi ikke lader børnene vove, vil de tage større risici senere i livet, hvor vi heller ville have at de tænkte sig bedre om.

Og måske er der en anden følge af at være så længe under forældrenes bekymrede opsyn. Mange forældre beklager at deres børn bliver så hurtigt voksne, men måske er det ikke så underligt, for meget af tiden er børnene jo netop sammen med voksne. Så er der ikke tid til at være barn alene, uovervåget, i sin egen verden.

(Visited 44 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar