Hold ud (?)

seoghoer

Sagen om hvordan Se og Hør tilsyneladende har benyttet sig af en kilde hos Nets til at skaffe sig fortrolige oplysninger om kendte danskeres adfærd viser hvor meget metadata faktisk betyder og den viser også hvilken betydning oplysningerne hos Nets, der nu er på udenlandske hænder, faktisk har. Alene af disse grunde burde sagen være af stor betydning.

Men vil hele den sag, der nu ser ud til at være under opsejling, få nogen konsekvenser for Se og Hør eller for Nets i sidste ende? Jeg kan desværre være i tvivl om det. På Se og Hørs egen webside er (godt gemt af vejen) en systematisk benægtelse af at man har gjort noget ulovligt.

Dette er en taktik, der er gode erfaringer med. Center for Vild Analyse sammenligner med Kejserens nye klæder hvor kejseren til sidst bare fortsætter sin procession, selv om han har opdaget at alle nu ved at han ikke har tøj på. Noget tilsvarende er der mange andre, der har erfaring med.

Jesper Tynell, journalist på P1, dokumenterede i 15 radioprogrammer, hvordan Claus Hjort Frederiksen systematisk gav Folketinget urigtige oplysninger, i hemmelighed afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed, foreskrev en ulovlig administration af 300-timersreglen i kommunerne, bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at fordreje den offentlige debat og slettede belastende dokumenter fra ministeriets arkiver.  For disse afsløringer fik Tynell Cavlingprisen i 2010. Og hvad blev resultatet af alle disse afsløringer af en fremtrædende ministers systematiske magtmisbrug?  Ingen ting.

Sidste år kunne medierne berette hvordan Lars Løkke Rasmussen brugte midler fra GGGI og om hvordan Troels Lund Poulsen og hans embedsmænd søgte at påvirke behandlingen af Helle Thorning-Schmidts skattesag. Hvilke konsekvenser har dette fået? Ingen.
Venstre er Danmarks populæreste parti.

Og i den sammenhæng, der hedder den amerikanske efterretningstjenestes overvågning, bemærker jeg hvordan kritikken preller af på den danske regering. Der er ingen  konsekvenser.

Det ser ud som om den mest effektive strategi for at overleve dårlig omtale og skandaler er at holde masken. Omvendt viser historierne om andre politikere, at man er ilde stedt, hvis man ikke kan fremstå overbevisende.

At tage undervisningen alvorligt

opmaerksomhed

I Politiken skriver Mette Viktoria Pabst, som studerer erhvervssprog,  om dårlige oplevelser med universitetsundervisning.

»Var der nogle, der havde problemer med teksterne til i dag?« Min forelæser kigger spørgende rundt i lokalet. Alle studerende kigger sammenbidt ned i deres macbook-skærme.

»Okay. Er der overhovedet nogen, der har læst teksterne til i dag?« Stilheden er larmende og nærmest uudholdelig.

»Nå«. Forelæseren trækker opgivende på skuldrene. »Jamen der er selvfølgelig også alt muligt andet, I skal have tid til. Men jeg gennemgår lige teksterne for jer så..«

Igen er der nogen, der opdager forelæsningernes begrænsninger. Men jeg hæfter mig lige så meget ved at den pågældende underviser tolker de studerendes manglende svar som et krav om at alt skal gennemgås. Underviseren tager åbenbart heller ikke selv undervisningen alvorligt! Hvorfor skal man bruge tid på et emne, som der tydeligvis ikke er nogen, der vil spørge til?

Mette Viktoria Pabst går ind for mødepligt og for krav om at de studerende skal forberede sig. Problemet er at ingen af disse krav vil virke. Der er i forvejen en tendens til at de studerende “af sig selv” møder op til forelæsninger; forelæsninger er den mest forudsigelige del af undervisningen. Det meste er planlagt på forhånd af  underviseren og alle (inklusive den typiske underviser) forventer at underviseren er den, der er den mest aktive. Det kræver med andre ord ikke noget særligt at møde op til en forelæsning eller at kontrollere hvem der møder op.

Hvis man skal kontrollere, om de studerende har forberedt sig, får man derimod tildelt en umulig opgave. Man kan ikke ved en test se forskel på den studerende, der ikke har forberedt sig, og den studerende, der har et lavt fagligt niveau.

Prøv at kontrastere med projektarbejdet, som vi kender det på AAU og RUC. Ingen vil her tale om at indføre mødepligt eller om en kontrol af om de studerende laver projekt! Begge dele sker “af sig selv”, vil både studerende og vejledere sige. Og mange vil også sige, at det var gennem projektarbejdet, de lærte mest. I et problemorienteret projektarbejde dykker den lærende selv ned i faget og opdager hvad det er, der er udfordringerne. Projektvejledning er samtidig den mest krævende form for undervisning; som vejleder opdager man efterhånden at der ikke er to problemorienterede projekter, der er ens eller er forudsigelige. Det kræver simpelthen flere resurser at være vejleder.

Man taler om et fags signaturpædagogik; den er de fælles, ofte usagte forventninger til “rigtig undervisning” inden for et fag. I de fleste akademiske fag er forelæsningerne en del af signaturpædagogikken – også på AAU og på RUC. Men der er efterhånden helt overvældende dokumentation for at forelæsninger ikke fremmer læring særlig godt.

Jeg er mere og mere overbevist om at vi bliver nødt til at gentænke signaturpædagogikken, til at nedtone forelæsningerne og finde frem til andre og bedre former for kursusundervisning, der hvor kursusundervisning rent faktisk er nødvendig. De store auditorier er dels et udslag af en gammeldags signaturpædagogik, dels en nem måde at stuve et stort antal mennesker sammen på lidt plads på. De store auditorier er derimod ikke befordrende for læring.

Lad os have færre store auditorier, flere mindre seminarrum og flere grupperum og give underviserne den normering, som god projektvejledning fortjener.

En frafalden forelæsers bekendelser

Her er et sammendrag af et langt og spændende foredrag med den nederlandske fysiker Eric Mazur, der er professor på Harvard. I sit foredrag henviser han til en undersøgelse fra 1998, der viser noget overraskende – at den læring, man opnår ved brug af den sædvanlige forelæsningsform ikke varierer med forelæsningens kvalitet.  Richard R. Hake fra Indiana University havde ved at give samme test til 6542 studerende, der fulgte forskellige udgaver af et introducerende fysikkursus, kontrasteret at læringsudbyttet inden for kurser med traditionelle forelæsninger (målt som hvor godt den studerende klarede sig i testen) ikke varierede signifikant efter hvilken underviser, der var tale om. Dvs. at læringen var lige dårlig i kurser med prisbelønnede forelæsere som i kurser med “kedelige” forelæsere!

Derimod var der en signifikation forhold i forhold til kurser, der aktivt inddrog de studerende. Man lærer ikke mere af en “god” forelæser end af en “kedelig” – læringen kommer et andet sted fra!

En anden undersøgelse viser det samme: at studerende i et kontrolleret forsøg er af den opfattelse at en mere karismatisk forelæser er en bedre underviser end en “kedelig” underviser.  Men efterfølgende tests viser det samme: at der ingen forskel er i deres læring.

Selv er jeg også en frafalden forelæser. Forelæsninger kan give os alle en falsk fornemmelse af det hele går godt og at “vi” når gennem pensum som “vi” skal. At det ikke er sådan fat, viser de oplevelser, jeg så har haft med de studerende i øvelsestiden.

Problemet med “gode” forelæsere er at de får det hele til at virke enkelt. Men den viden er blevet konstrueret gennem mange års refleksion. Man kan, siger Eric Mazur, ende med at kende sit stof så godt at man ikke længere kan se hvad det var, der oprindelig var svært ved at lære det.

En af Eric Mazurs ideer til aktiv inddragelse af de studerende er at lade de studerende læse hjemmefra; tiden i plenum ville så blive brugt på at besvare de spørgsmål, studerende måtte have til teksten. Jeg har prøvet denne idé med studerende for snart en del år siden, men problemet var at det altid kun var de dedikerede og i forvejen vidende studerende der stillede spørgsmål. De studerende, der i øvelsestiden viste sig at have store problemer med læring, var konsekvent helt tavse, og nogle gange var det som om de studerende, der faktisk stillede mig spørgsmål, prøvede at stille mig spørgsmål, der ville gøre det nødvendigt for mig i sidste ende at holde en sædvanlig forelæsning. Et af problemerne var så vidt jeg kunne observere, at mange var bange for at komme til at stille dumme spørgsmål. Derfor skal man, hvis man vil bruge denne idé, tænke over hvad udgangspunktet for spørgsmålene skal være. Selv prøvede jeg at lade de studerende samle spørgsmålene ind gruppevis inden spørgetimen. Det virkede lidt bedre, men stadig ikke helt godt.

Billeder af hverdagen

3129.5PRESS_1

3501_1_copy

Når livet er uoverskueligt eller svært at forlige sig med, længes mange af os efter hverdagen, dens overskuelighed, små udfordringer og forudsigelige rytme. Der er en skønhed i hverdagen, vi ofte ikke får øje på.

Den danske fotograf Joakim Eskildsens billedunivers blev ændret, da han fik børn og sit familieliv og sin hverdag har han beskrevet i Home Works, som en dag bliver til en bog. Indtil da kan man se nogle af Eskildsens smukke billeder hos samtidsmagasinet Atlas.

 

Sølvvognen

Hvert år er der en koncert med et dansk musiknavn ved Amnesty Internationals danske landsmøde. Jeg har desværre hidtil været skuffet over valget af musik. Men i år var det Ulige Numre, der spillede, og jeg var meget tilfreds. Her er “Sølvvognen” fra deres debut-ep, der bare hedder Ulige Numre. Nu håber jeg at Carl Emil og de andre har tilmeldt sig Amnesty Lifeline – ellers kan de gøre det ved at klikke på dette link. Og det kan alle I andre selvfølgelig også.

Amnesty Internationals landsmøde 2014

2014-04-26 13.58.40

En af dem, der også fylder 50 i år er Amnesty Internationals danske afdeling. Jeg er til landsmøde i Nyborg, og det er altid godt at gense  dem, jeg kender fra rundt om i landet og at møde nye menneskerettighedsaktivister. Forude venter en spændende eftermiddag med workshops om de mange udfordringer, der venter os nu og i de kommende år.

I aften spiller Ulige Numre, og det glæder jeg mig også til. Hvis vejret er til det (og det ser det ud til) bliver der måske endda tid til en lille gåtur nede ved Storebælt.

Jens Unmack

Jens Unmack

I dag bliver Jens Unmack 50 år. Et stort tillykke herfra! Det hele startede i  Næste Uges TV, der vel var Viborgs dansksprogede svar på The Cure (jeg gik glip af deres koncert sammen med Ballet Mécanique i Aalborg i sin tid; jeg har siden hørt at den var endog særdeles god), og siden da er det blevet til en masse sange af høj kvalitet både fra Love Shop og fra Jens’ tre gode soloalbums. Det har været en gave at kunne følge med på nærmeste hold, selv om tabet af Jens’ nære samarbejdspartnere Hilmer Hassig og siden også Henrik Hall en lang overgang kastede en tung skygge.

Jens er en af de danske musikere, der stadig har ambitionerne sat højt og aldrig går efter de nemmeste løsninger – det kunne mange andre lære meget af. Hvis alt går vel, og den nye harddisk i den nye computer holder, kommer det nyt fra ham senere i år. Fikspunkterne i Jens’ voksenliv er ud over hustru og børn bl.a. Liverpool FC, Berlin, de gamle rockhelte (hvem nævnte The Clash og Springsteen og Cohen og Reed og Bowie og Morrissey og Patti Smith og Blondie ?), en trofast bil og gåture langs Gammel Kongevej med en hund, der er en hel del mindre end den selv tror. For nylig lykkedes det Jens for første gang at sætte foden på amerikansk jord, og tilsyneladende har det også gjort hans Instagram-kameraføring mere stabil.

Hvis I ikke allerede gør det, så kig forbi Jens’ blog.

(Ballet Mécaniques sanger fylder forresten også år i dag; han bliver 51 og har da egentlig også gjort det ganske pænt.)

Science Slam 2014

2014-04-25 22.40.14

Her til aften deltog jeg sammen med 5 af mine AAU-kolleger til Science Slam 2014 på Studenterhuset. Konferencier var Peter Dyreborg, som nogle af os kender fra poetry slam-scenen.

Der var Steen Ledet Christiansen fra Institut for Kultur og Globale Studier, Kåre Lehmann Nielsen fra Institut for Kemi og Bioteknologi, Sanne Dollerup Sørensen fra Institut for Kommunikation, Sten Bønsing fra Juridisk Institut, Kasper Bendix Johnsen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og så mig selv. Nogle af dem kendte jeg allerede, andre mødte jeg for første gang.

Det var en hyggelig aften, og alle leverede nogle interessante præsentationer og gode præstationer. Mit eget bidrag var det samme science slam, som jeg havde opført dagen forinden til Nordkraft. Til min egen store forbløffelse endte jeg med at vinde. Præmien var en flot buket blomster og tegningen ovenfor, der viser de seks deltagere. Tænk at jeg i min fremskredne alder skulle ende med at ligne Yahya Hassan!

Forskningens Døgn 2014

2014-04-24 13.11.32
Bag mig: Klaus Høeck, Anne-Marie Mai, FInn Kjærsdam og Holger Elmo Mikkelsen (rektor fra VIA).

2014-04-24 15.35.19

2014-04-24 14.10.31

2014-04-24 13.10.57  2014-04-24 12.52.02 2014-04-24 12.51.52

2014-04-24 12.57.16

I dag deltog jeg i åbningen af Forskningens Døgn 2014 på Nordkraft. I år var det blevet Aalborg, der skulle lægge lokaler til. Ligesom til AAUs 40-års jubilæum var der kongeligt besøg, denne gang af kronprinsesse Mary. Og ligesom hendes mand kom for sent til jubilæumsfesten, således sørgede kongehuset også denne gang for at vi kunne starte med 20 minutters forsinkelse. Ulla Essendrop, der som de fleste andre tv-personligheder ikke er så høj som man skulle tro, var konferencier.

Mit eget bidrag var et science slam, som jeg vil genopføre i morgen, når den egentlige Science Slam-konkurrence finder sted på Studenterhuset. Mette Marie (der ikke er den norske kronprinsesse) bad mig huske at nikke i kronprinsessens retning, når nu jeg ikke kunne indpasse en kongelig højhed i teksten, men det tror jeg nu jeg glemte. Så vidt jeg kunne fornemme, blev mit indslag vel modtaget alligevel.

Forskningens Døgn tager heldigvis fat på formidling af alle slags forskning. Kronprinsessen holdt en tale for at begrunde valget af modtageren af Forskningskommunikationsprisen, som er Anne-Marie Mai, der er professor i litteraturhistorie på SDU. Hun fik prisen for sit arbejde med formidling af forskning i dansk litteratur. Selv husker jeg hende for bogen med hendes samtaler med Michael Strunge. Det gik op for mig at Klaus Høeck (ham med In Nomine) også var der i dag – hvorfor var han nu det? Nåh jo, han er jo gift med Anne-Marie Mai!

Der var også nogle interessante præsentationer af lokale initiativer. Først fortalte Jonas Dyhr Johansen, der fortalte om sit firma Sky-Watch som udvikler droner til fornuftige civile formål som f.eks. sporing af ofre for naturkatastrofer og overvågning af truede dyrearter. Derefter gav Benedict Kjærgaard fra Aalborg Universitetshospital et kort og faktisk også meget gribende foredrag om hvordan en transportabel hjerte-lunge-maskine kan genoplive underafkølede druknede.

Bagefter åbnede standene, og kronprinsessen blev vist rundt på nogle af dem, mens vi andre kunne få lov til at se resten. Der var god mulighed for at tale med udvalgte kolleger (endnu en mindelse om 40_års-jubilæet). Jeg talte bl.a. med en professor, der skriver en fantasy-trilogi der foregår på Ærø og med en fraskilt konsulent, der har oparbejdet talrige erfaringer med netdating. Og til allersidst, på vej mod udgangen, kom Mary herself hen og hilste på mig. Hun sagde at mit science slam havde været godt og humoristisk. Jeg prøvede at smile kongeligt.

Desværre må jeg efterhånden være lidt miskrediteret som modstander af monarkiet efter to gange at have deltaget i arrangementer, hvor jeg skulle rejse mig for en royal og nu endda har trykket en af dem i hånden og fået ros af selvsamme. (Nå, i næste uge er det 1. maj.)

De tynde steder

2014-04-13 14.46.37

pantheon

IMG_1510

Da jeg var i Grenoble tidligere i denne måned, oplevede jeg noget meget specielt. Når en fladlænding fra Danmark ser op på himlen, forventer han/hun at se skyer, men her var der bjerge hele vejen rundt om byen. Jeg endte med at prøve at forevige denne oplevelse af himlen, der møder jorden. Det lykkedes dog nok ikke særlig godt.

Den amerikanske forfatter Eric Weiner skriver om de “tynde steder”. Det er de steder, hvor “himmel og jord mødes”, og de er “tynde” fordi adskillelsen mellem det “jordiske” og det “himmelske” er særligt lille. Udtrykket er oprindelig af keltisk oprindelse.

Mange vil nu tænke på en form for religiøs mysticisme og derfor (forståeligt nok) stå af, men Weiner nævner selv flere særdeles verdslige steder, herunder lufthavnen i Hong Kong, en bar i Tokyo og Powell’s Books i Portland i USA. Det virker underligt at blive stemt til andagt på et sådant sted, men jeg husker selv besøg på det Kongelige Bibliotek og National Library of Scotland som meget anderledes oplevelser end sædvanlige biblioteker. Dette var to store, tyste sale med højt til loftet. De store biblioteker er tynde steder. To andre af de steder, der falder mig ind, er også store, tyste sale med højt til loftet – men de er dog religiøse steder. La Sagrada Familia i Barcelona er et tyndt sted. Eller sådan oplevede jeg det i al fald; kontrasten mellem den halvfærdige byggeplads, jeg så i 1994 og den nu noget mere færdige katedral med de store glasmosaikker og hvælvinger gjorde mig overvældet af sanseindtryk. Jeg kan også huske at Pantheon i Rom var et tyndt sted for mig, da jeg besøgte det for 30 år siden. I år vil jeg se Pantheon igen.

Jeg ville ønske at der var flere af disse steder, og jeg spekulerer på om der mon er nogen i min by.