Det er bare ligemeget

resignation-1

Sidste uge var stresset og dum, der var alt for meget at se til. Festen i denne weekend var et tiltrængt pusterum, og det var godt at blive stimuleret på en anden måde end med smarte formuleringer og regneark og alt det andet, der hører ansøgningsskriveriet til. Jeg har været i dårligt humør.

Andre uger er der ikke samme stress, men alligevel bliver det ikke nogen god arbejdsuge.  En del mennesker kender til en sådan underlig og ubehagelig følelse. Der er egentlig ikke noget materielt i vejen. Arbejdspresset er ikke urimeligt højt. Alligevel føler man en tomhed, og man kan ikke tage sig sammen. Hvordan det går for andre er – ligemeget. Hvordan det går for en selv er – ligemeget. Det hele er bare ligemeget. Og det virker som en luksus-nedtrykthed. Alt er jo tilsyneladende godt, så hvad er det dog der er galt? Man kan ikke rigtig være bekendt at være utilfreds.

Selvfølgelig findes der også et ord for denne tilstand. Ordet er acedia. Den norske psykiater Finn Skårderud taler om “hvid melankoli”. Den danske skuespiller og foredragsholder Jens Arentzen siger

Den hvide melankoli er nemlig mig – og nok også en del andre med mig; en moderne indre tomhedsfølelse, som ikke føles at have nogen fysisk forklaring i verdenen. Huset er jo ikke brændt. Godt nok døde far, men sån er vel livet og der har da aldrig manglet mad eller mærkevarer. Så min melankoli-følelse må være forkert, da der ikke synes nogen fysisk bevidnelse I verden for den.

Den norske psykolog Einar Lunga skriver på sin blog

Den hvite melankolien omfatter slike ting som en konstant følelse av indre uro og tomhet, utilfredshet med seg selv, resignasjonsfølelse og oppgitthet og en følelse av at ingenting nytter og retningsløshet. Hvit melankoli er en slags underliggende mental mangeltilstand som har fellestrekk med den amerikanske humanistiske psykologen Abraham Maslows begrep om ‘metalidelse‘. Den hvite melankolien har også mye til felles med det den kjente psykoterapiforskeren Jerome Frank for lenge siden betegnet som ‘demoralisering‘, og som han etterhvert fant synes å ligge til grunn for mye av de mentale plagene som gjør at folk føler at de trenger psykologisk behandling.

Jeg ved ikke hvordan den “hvide melankoli” eller acedia skal behandles, men følelsen er reel nok og den skaber en afmagt. Min fornemmelse er at en situation, som man ikke har ret megen indflydelse på, men ikke er præget af ydre mangeltegn, kan være uhyggeligt befordrende for acedia. Nogle af dage, hvor jeg har været i gang med at skrive en ansøgning om forskningsmidler, er det følelsen af at det hele kan også være ligemeget der lammer mig og hiver produktiviteten ud af mig. Chancen for at få ja til en ansøgning er lille; konkurrencen er stor.

Vi taler meget om at forhindre stress og om at forhindre den “sorte melankoli”, men den “hvide melankoli” er heller ikke god. Hvad gør vi som samfund for at tage den alvorligt og for at forhindre den? Og hvad gør min akademiske arbejdsplads for at forhindre den hvide melankoli i at tage over?

(Visited 146 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar