Kvalitet og kontrol

6830_blev_optaget_p_837049a

Det er altid underligt, når politikerne begynder at diskutere universitetsundervisningen – og især er det et interessant sammentræf, når det sker dagen efter Undervisningens dag på Aalborg Universiten, hvor jeg talte om flipped classroom og svaghederne ved traditionelle forelæsninger.

Jeg husker med udelt gru de dårligt kvalificerede diskussioner blandt politikerne om gruppebaseret eksamen. I disse dage er det selve undervisningen, der bliver diskuteret; i Politiken taler politikere fra de to populære partier om netop dette emne. Blandt andet Dansk Folkepartis forskningsordfører er nu i tvivl om hvorvidt forelæsninger er en god undervisningsform.

At forelæsninger har deres begrænsninger, har man vidst længe i universitetspædagogikkens verden. Den britiske uddannelsesforsker Donald Blighs bog What’s The Use of Lectures? er fra 1971 og er stadig aktuel.

Fra det andet meget populære parti er der også kommentarer til undervisningens kvalitet:

»Det er universiteternes ansvar, at de formidler den nyeste forskning til de studerende. Så længe kvaliteten lever op til de standarder, de forpligter sig til, har jeg ikke så mange kommentarer til, hvordan man planlægger og tilrettelægger undervisningen«, siger forskningsordfører Esben Lunde Larsen (V).

Dette er en påfaldende kontrast til de mange kontrolforanstaltninger, der er blevet indført i universitetsverdenen i de seneste 15-20 år, herunder det centralt dikterede forbud mod gruppebaserede eksaminer.

Politikere og rektorer taler nu om videoforelæsninger og flipped classroom. Retfærdigvis skal det siges, at det er RUCs nye rektor Hanne Leth Andersen, der har været leder af Dansk Universitetspædagogisk Netværk, der taler om det sidste. Måske er der tale om en ægte interesse i undervisningens kvalitet – og jeg tror selv på perspektiverne i  flipped classroom, som læsere af denne blog vil vide. Men hele interessen kunne også ende med at blive endnu et udtryk for politikernes mistillid til universitetsverdenen og til os, der underviser her.

Jeg lader Hanne Leth Andersen få det sidste ord her:

»De danske universiteter har et virkelig højt fagligt niveau. Men vi får et problem med at bevare det, hvis vi ikke får rum til at udvikle vores undervisning, så vi rammer de studerende og giver underviserne incitament til at udvikle deres undervisning. Men som det er i dag, har underviserne travlt med at løbe efter en masse administrative ting, fordi diskursen hos politikerne er, at skatteyderne betaler for uddannelsen, og derfor har de ret til at se, hvad vi laver, og om vi leverer varen – ellers kunne det jo være, vi ikke arbejdede nok.

Det er nedbrydende, at vi i dette samfund har fået så lidt tillid til hinanden, at vi bruger mere tid på at kontrollere, om de andre overhovedet er på arbejde, og om de er dedikerede. Det er noget af det, jeg vil forsøge at ændre som rektor, blandt andet ved at tale med uddannelsesministeren om det. Vi skal udvikle os og finde motivation. Det gør vi ikke ved at mistænkeliggøre folk«.

(Visited 43 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar