At sælge sig selv som forsker

Selling-Yourself

Det er ikke så underligt, at et sted som Experiment måtte se dagens lys. Her bliver internet-strategien crowdfunding, som hidtil er blevet brugt til finansiering af musik og film, nu forsøgt anvendt til at skaffe forskningsmidler.

Det er trist at tænke på at man i den akademiske verden nu skal ty til den slags, men det er endnu en konsekvens i jagten på de midler der vil kunne gøre det muligt at lave det, vi også gerne vil – nemlig at forske. I konkurrencesamfundet er selve dette at sælge sig selv  blevet en kvalitet. I arbejdet med min seneste kuldsejlede ansøgning fik jeg dette at vide af andre – jeg skulle sælge mig selv bedre. Det var ikke nok at skrive, at jeg ville bidrag til løsning af et problem; jeg skulle skrive at min forskning ville løse problemet.

I et tidligere blogindlæg i dag skrev jeg om den amerikanske professor i medievidenskab, Benjamin Bratton. Han kunne berette hvordan en af hans venner, der er astrofysiker, ikke kunne få støtte fra en privat bevillingsgiver – begrundelsen var at

“You know what, I’m gonna pass because I just don’t feel inspired . . . you should be more like Malcolm Gladwell.”

Malcolm Gladwell er den canadiske forfatter bag en række kendte populærsociologiske bøger som The Tipping Point og Outliers, men er samtidig også blevet kritiseret for at overpopularisere.

Det kan ikke undgå at komme bestemte personlighedstyper inden for den akademiske verden til gunst og andre til ugunst at vi nu skal gøre så stor en indsats for at sælge os selv. Der er ganske mange akademikere, der er introverte og af den grund føler sig fremmede over for hele den konstante marketing af egne fortræffeligheder, der nu kræves af os.

Fremtiden er egentlig bare nutiden

Jeg har altid været på én gang fascineret af og skeptisk over for de såkaldte fremtidsforskere. Mange af de forudsigelser, de kommer med, er så vidt jeg kan se, bare simple, teknologi-optimistiske fremskrivninger af nutiden.  Jeg har skrevet om dette flere gange, senest om Isaac Asimovs forudsigelser fra 1964 og tilbage i 2011 om hvordan Nordjyske Stiftstidende tilbage i 1967 skrev om Aalborg i år 2000.

Det er udgaver af nutiden, hvor nogle helt afgrænsede aspekter er en anelse ændret og en opfindelse, vi lige nu drømmer om, er blevet til virkelighed. Et godt eksempel er i virkeligheden den moderne smartphone. Den er på mange måder en meget lidt overraskende opfindelse, for det meste af hvad den rummer af muligheder, fandtes faktisk allerede før i tiden, bare i hver deres apparat. De store ændringer og de store fornyelser kommer helt andre og uventede steder fra. Hvis smartphone-teknologien ikke er overraskende, er et eksempel på en overraskende udvikling måske de sociale medier og hvordan de bliver brugt.

Det er interessant at den britiske forfatter Bryan Appleyard er tilsvarende skeptisk i sit essay i New Statesman. Et af de fænomener, Appleyard især er ude efter, er TED-foredragene; mange af dem udstråler ifølge ham en endimensional begejstring for en let opdateret (og amerikansk) udgave af fremtiden. En fremtrædende kritiker af TED, som Bryan Appleyard fremhæver, er den amerikanske professor Benjamin Bratton. Ham kan man opleve ovenfor – i et TED-foredrag, der kritiserer TED sønder og sammen!