¡Farvel, Gabo!

D25

Her til morgen kan jeg læse at Gabriel García Márquez døde i går efter længere tids sygdom. Ligesom det er tilfældet for mange andre mennesker, var det demens, der svækkede den store colombianske forfatter.

Jeg blev først for alvor opmærksom på García Marquez’ forfatterskab, da tilfældet ville at jeg i Edinburgh i 1988 kom til at dele lejlighed med Eduardo Meléndez fra Bogotá. Eduardo holdt af mange forskellige ting – bl.a. noget popmusik, jeg ikke ville røre med en ildtang – men han fik mig hurtigt overbevist om at jeg burde komme i gang med at læse hvad Gabo havde skrevet. Siden mistede jeg desværre kontakten til Eduardo, men han må være et sted derude med sit desværre (for mig) meget almindelige spanske navn.

Desværre har jeg et ringe kendskab til spansk, så jeg har læst Gabriel García Márquez på dansk og på engelsk, vel vidende at noget af magien må være gået tabt undervejs. (En del af de danske oversættelser skyldes forresten Jan Stage.) Det er netop magien – eller den magiske realisme, som dette udtryk blev kaldt – der kendetegner hans værk. Især husker jeg et sted i Hundrede års ensomhed, hvor indbygggerne i Macondo (den mytiske by, hvor meget af forfatterskabet foregår) bliver ramt af en glemsomhedsepidemi. Det har jeg skrevet lidt om her tilbage i 2012.

Det er nok ikke kun mig, der med Gabriel García Márquez blev mindet om betydningen af latinamerikansk litteratur og fik lyst til at besøge andre forfatterskaber også. En dag snart må jeg lære at læse spansk!

Nu er det snart nogle år siden Gabriel García Márquez måtte holde op med at skrive og også snart nogle år siden, jeg sidst læste noget af ham. Det sidste var vel Erindring om mine bedrøvelige ludere. Det underlige, når en kunstner dør, er at vi, der er publikum og modtagere, uvilkårligt får lyst til at genbesøge værket – måske som en slags sidste farvel. Sådan har jeg det faktisk i skrivende stund.