En harmonisk række?

DIVERGENT

På denne skyfri og lune påskesøndag var familien i biografen for at se Divergent, et påskeønske fra vores datter på 12. Forældregenerationen er ikke helt i målgruppen for denne film, men pyt. Jeg spekulerede om denne film (baseret på bogen af samme navn) mon var en opvoksende generations modstykke til The Matrix, som jeg selv så i sin tid og faktisk blev imponeret af.

Divergent er bestemt også en dystopi, og præmissen er egentlig interessant – at befolkningen i en måske ikke så fjern fremtid i et isoleret, forfaldsæstetisk Chicago er delt ind i fem kaster og at alle unge mennesker på et tidspunkt skal vælge kaste på baggrund af en personligt test. Vælger de rigtigt, må de forlade deres familie, hvis familien tilhører en anden kaste. Vælger de forkert, bliver de udstødt. Og hvis den personlige test giver et ungt menneske egenskaber fra flere af de fem kaster, er vedkommende afviger (på engelsk divergent, dvs. der er desværre ingen forbindelse til matematisk analyse). Men diktatoren forsøger at spille de fem kaster ud mod hinanden og at fjerne afvigerne, og helten og heltinden, der begge er divergents må forhindre dette. Uden at røbe for meget om handlingen, kan jeg godt røbe at det hele munder ud i med lange slagsmål skuddueller og at heltinden mister sine forældre (hov, nu røbede jeg det vist alligevel).

Jeg kommer til at lyde lidt vel negativ. Filmen er faktisk godt håndværk på special effects-siden, og skuespilpræstationerne falder ikke direkte igennem. Og jeg kan bestemt også nemt forstå hvorfor større børn og helt unge teenagere kan lide en film, hvor præmissen er at man skal vælge hvem man vil være sammen med og at man bliver nødt til at sige farvel til forældrene for at blive sig selv. En af optagelsesprøverne for de udvalgte er da også meget symbolsk – de skal alle foretage et stort spring ud i det uvisse. På denne måde er dette en coming of age-film.

Men The Matrix er Divergent bestemt ikke; klicheerne står på rad og række og filmen er for lang. Bevares, også The Matrix ender med at en masse onde mennesker bliver mejet ned med maskingevær. Men det er underligt at se en film, hvor alle konflikter løses med vold, mens kærlighed (for ikke at sige sex) kun bliver antydet. Velkommen til den acceptable amerikanske fortælling! Jeg får det sværere med voldscener i film med årene, har jeg opdaget.

Og der er føjet endnu en film til rækken af science fiction-film, der mere eller mindre direkte taler for et voldeligt oprør mod overmagten som eneste løsning på alle samfundets problemer. Star Wars-filmene og Matrix-filmene er i virkeligheden de største fortalere for en voldelig revolution i vor tid. Hvem skulle have troet det?

En anden slags resignation?

kingsnorth

Min fjerne slægtning Kim Hyttel delte forleden et link til en interessant artikel om den engelske miljøaktivist Paul Kingsnorth.

Paul Kingsnorth har tidligere været aktiv i mange sammenhænge, men i dag har han opgivet håbet. Han sammenligner selv sin holdning med den erkendelse, man må gøre sig når en af dem, man holder af og står nær, er uhelbredeligt syg.

“Whenever I hear the word ‘hope’ these days, I reach for my whiskey bottle,” he told an interviewer in 2012. “It seems to me to be such a futile thing. What does it mean? What are we hoping for? And why are we reduced to something so desperate? Surely we only hope when we are powerless?”

Det er en holdning, mange har svært ved at acceptere. Det gælder også for mig.  Med til billedet hører at Paul Kingsnorth stiller et fundamentalt spørgsmål til hele vækst-tankegangen. Er vores nuværende civilisation virkelig så meget værd at vi skal bruge alle midler på at prøve at forhindre dens undergang? Analogien med at bruge alle behandlingsformer for at redde et døende menneske ligger lige for, og her er tale om et spørgsmål, jeg ikke kan svare på.

En anden interessant artikel i denne uge er en artikel fra Slate, der viser at USAs militær tager klimaforandringerne meget alvorligt.  Og nej, USAs militær er ikke blevet miljøaktivister, men man har konkluderet at klimaforandringerne vil føre til nye konflikter.

Tidligere har jeg skrevet om hvordan det var stigninger i fødevarepriserne, der kan have været den udløsende faktor i protesterne i Nordafrika og Mellemøsten. Og lige nu er der tørke i Syrien. Det er en tørke, der ikke kan undgå at påvirke borgerkrigen. FNs fødevareprogram er nu gået ind for at hjælpe de mange millioner flygtninge og internt fordrevne.

På sin vis er de holdninger, som Paul Kingsnorth og USAs militær har til klimaforandringerne, udtryk for samme resignation. Og så alligevel. Det er lidt underligt at skulle finde håb i det amerikanske militær, men i Slates interview med den pensionerede amerikansk kontreadmiral David Titley siger han et sted:

People working on climate change should prepare for catastrophic success. I mean, look at how quickly the gay rights conversation changed in this country. Ten years ago, it was at best a fringe thing. Nowadays, it’s much, much more accepted. Is that possible with climate change? I don’t know, but 10 years ago, if you brought up the possibility we’d have gay marriages in dozens of states in 2014, a friend might have said “Are you on drugs?” When we get focused, we can do amazing things. Unfortunately, it’s usually at the last minute, usually under duress.