En harmonisk række?

DIVERGENT

På denne skyfri og lune påskesøndag var familien i biografen for at se Divergent, et påskeønske fra vores datter på 12. Forældregenerationen er ikke helt i målgruppen for denne film, men pyt. Jeg spekulerede om denne film (baseret på bogen af samme navn) mon var en opvoksende generations modstykke til The Matrix, som jeg selv så i sin tid og faktisk blev imponeret af.

Divergent er bestemt også en dystopi, og præmissen er egentlig interessant – at befolkningen i en måske ikke så fjern fremtid i et isoleret, forfaldsæstetisk Chicago er delt ind i fem kaster og at alle unge mennesker på et tidspunkt skal vælge kaste på baggrund af en personligt test. Vælger de rigtigt, må de forlade deres familie, hvis familien tilhører en anden kaste. Vælger de forkert, bliver de udstødt. Og hvis den personlige test giver et ungt menneske egenskaber fra flere af de fem kaster, er vedkommende afviger (på engelsk divergent, dvs. der er desværre ingen forbindelse til matematisk analyse). Men diktatoren forsøger at spille de fem kaster ud mod hinanden og at fjerne afvigerne, og helten og heltinden, der begge er divergents må forhindre dette. Uden at røbe for meget om handlingen, kan jeg godt røbe at det hele munder ud i med lange slagsmål skuddueller og at heltinden mister sine forældre (hov, nu røbede jeg det vist alligevel).

Jeg kommer til at lyde lidt vel negativ. Filmen er faktisk godt håndværk på special effects-siden, og skuespilpræstationerne falder ikke direkte igennem. Og jeg kan bestemt også nemt forstå hvorfor større børn og helt unge teenagere kan lide en film, hvor præmissen er at man skal vælge hvem man vil være sammen med og at man bliver nødt til at sige farvel til forældrene for at blive sig selv. En af optagelsesprøverne for de udvalgte er da også meget symbolsk – de skal alle foretage et stort spring ud i det uvisse. På denne måde er dette en coming of age-film.

Men The Matrix er Divergent bestemt ikke; klicheerne står på rad og række og filmen er for lang. Bevares, også The Matrix ender med at en masse onde mennesker bliver mejet ned med maskingevær. Men det er underligt at se en film, hvor alle konflikter løses med vold, mens kærlighed (for ikke at sige sex) kun bliver antydet. Velkommen til den acceptable amerikanske fortælling! Jeg får det sværere med voldscener i film med årene, har jeg opdaget.

Og der er føjet endnu en film til rækken af science fiction-film, der mere eller mindre direkte taler for et voldeligt oprør mod overmagten som eneste løsning på alle samfundets problemer. Star Wars-filmene og Matrix-filmene er i virkeligheden de største fortalere for en voldelig revolution i vor tid. Hvem skulle have troet det?

(Visited 53 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar