Jens Unmack

Jens Unmack

I dag bliver Jens Unmack 50 år. Et stort tillykke herfra! Det hele startede i  Næste Uges TV, der vel var Viborgs dansksprogede svar på The Cure (jeg gik glip af deres koncert sammen med Ballet Mécanique i Aalborg i sin tid; jeg har siden hørt at den var endog særdeles god), og siden da er det blevet til en masse sange af høj kvalitet både fra Love Shop og fra Jens’ tre gode soloalbums. Det har været en gave at kunne følge med på nærmeste hold, selv om tabet af Jens’ nære samarbejdspartnere Hilmer Hassig og siden også Henrik Hall en lang overgang kastede en tung skygge.

Jens er en af de danske musikere, der stadig har ambitionerne sat højt og aldrig går efter de nemmeste løsninger – det kunne mange andre lære meget af. Hvis alt går vel, og den nye harddisk i den nye computer holder, kommer det nyt fra ham senere i år. Fikspunkterne i Jens’ voksenliv er ud over hustru og børn bl.a. Liverpool FC, Berlin, de gamle rockhelte (hvem nævnte The Clash og Springsteen og Cohen og Reed og Bowie og Morrissey og Patti Smith og Blondie ?), en trofast bil og gåture langs Gammel Kongevej med en hund, der er en hel del mindre end den selv tror. For nylig lykkedes det Jens for første gang at sætte foden på amerikansk jord, og tilsyneladende har det også gjort hans Instagram-kameraføring mere stabil.

Hvis I ikke allerede gør det, så kig forbi Jens’ blog.

(Ballet Mécaniques sanger fylder forresten også år i dag; han bliver 51 og har da egentlig også gjort det ganske pænt.)

(Visited 83 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar