At tage undervisningen alvorligt

opmaerksomhed

I Politiken skriver Mette Viktoria Pabst, som studerer erhvervssprog,  om dårlige oplevelser med universitetsundervisning.

»Var der nogle, der havde problemer med teksterne til i dag?« Min forelæser kigger spørgende rundt i lokalet. Alle studerende kigger sammenbidt ned i deres macbook-skærme.

»Okay. Er der overhovedet nogen, der har læst teksterne til i dag?« Stilheden er larmende og nærmest uudholdelig.

»Nå«. Forelæseren trækker opgivende på skuldrene. »Jamen der er selvfølgelig også alt muligt andet, I skal have tid til. Men jeg gennemgår lige teksterne for jer så..«

Igen er der nogen, der opdager forelæsningernes begrænsninger. Men jeg hæfter mig lige så meget ved at den pågældende underviser tolker de studerendes manglende svar som et krav om at alt skal gennemgås. Underviseren tager åbenbart heller ikke selv undervisningen alvorligt! Hvorfor skal man bruge tid på et emne, som der tydeligvis ikke er nogen, der vil spørge til?

Mette Viktoria Pabst går ind for mødepligt og for krav om at de studerende skal forberede sig. Problemet er at ingen af disse krav vil virke. Der er i forvejen en tendens til at de studerende “af sig selv” møder op til forelæsninger; forelæsninger er den mest forudsigelige del af undervisningen. Det meste er planlagt på forhånd af  underviseren og alle (inklusive den typiske underviser) forventer at underviseren er den, der er den mest aktive. Det kræver med andre ord ikke noget særligt at møde op til en forelæsning eller at kontrollere hvem der møder op.

Hvis man skal kontrollere, om de studerende har forberedt sig, får man derimod tildelt en umulig opgave. Man kan ikke ved en test se forskel på den studerende, der ikke har forberedt sig, og den studerende, der har et lavt fagligt niveau.

Prøv at kontrastere med projektarbejdet, som vi kender det på AAU og RUC. Ingen vil her tale om at indføre mødepligt eller om en kontrol af om de studerende laver projekt! Begge dele sker “af sig selv”, vil både studerende og vejledere sige. Og mange vil også sige, at det var gennem projektarbejdet, de lærte mest. I et problemorienteret projektarbejde dykker den lærende selv ned i faget og opdager hvad det er, der er udfordringerne. Projektvejledning er samtidig den mest krævende form for undervisning; som vejleder opdager man efterhånden at der ikke er to problemorienterede projekter, der er ens eller er forudsigelige. Det kræver simpelthen flere resurser at være vejleder.

Man taler om et fags signaturpædagogik; den er de fælles, ofte usagte forventninger til “rigtig undervisning” inden for et fag. I de fleste akademiske fag er forelæsningerne en del af signaturpædagogikken – også på AAU og på RUC. Men der er efterhånden helt overvældende dokumentation for at forelæsninger ikke fremmer læring særlig godt.

Jeg er mere og mere overbevist om at vi bliver nødt til at gentænke signaturpædagogikken, til at nedtone forelæsningerne og finde frem til andre og bedre former for kursusundervisning, der hvor kursusundervisning rent faktisk er nødvendig. De store auditorier er dels et udslag af en gammeldags signaturpædagogik, dels en nem måde at stuve et stort antal mennesker sammen på lidt plads på. De store auditorier er derimod ikke befordrende for læring.

Lad os have færre store auditorier, flere mindre seminarrum og flere grupperum og give underviserne den normering, som god projektvejledning fortjener.

(Visited 98 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “At tage undervisningen alvorligt”

Skriv et svar