De russiske brødre?

Ukrianian crisis, Ukraine news, Euromaidan, Kiev. Ukraine. Documentary photography. Mstyslav Chernov. Unframe.

Information bringer en meget tankevækkende artikel af Slavoj Žižek i dag om konflikten mellem Rusland og Ukraine. Mange har en tendens til at tænke på denne konflikt som en ny kold krig og som et varsel om at Putin vil have Rusland til at genindtage den rolle, Sovjetunionen engang havde. Men det overraskende er at den russiske dominans tilsyneladende ikke altid har været del af Sovjetunionens politik – den slog igennem, da Stalin kom til magten.

I Sovjetunionens første år, mens Lenin var ved magten, blev Ukraine faktisk opmuntret til at gøre det ukrainske sprog officielt igen og til at oprette sine egne nationale institutioner. Lenin havde ganske meget på samvittigheden, men det er i al fald lidt underligt, at de ukrainske demonstranter netop kaster sig over statuer af ham.

Jeg kan endda læse at Lenin gik ind for at Georgien skulle være selvstændigt! Jeg spekulerer på om det mon også spillede ind, at Stalin netop var fra Georgien og i så fald næppe ville kunne få en ledende rolle i Sovjetunionen?

Da Sovjetunionen invaderede de baltiske lande sidst i 1930’erne (da var Stalin for længst kommet til magten), fulgte den sovjetiske besættelsesmagt invasionerne op med folkeafstemninger, der med overvældende flertal viste et ønske om at være del af USSR. Det er en strategi, der virker bekendt.

Det overraskende er at Putin er i virkeligheden er meget tættere på Stalins russiske imperialisme end man tror. Noget andet, der måske er mindre overraskende, er at de reaktionære nationalister på den europæiske højrefløj – dem, der for ganske nylig har fået valgsejre i valget til EU-parlamentet – er meget begejstrede for Putins politik.

En anden fare er at konflikten mellem Rusland og Ukraine kan blive en konflikt mellem to sæt oligarker, de russiske og de ukrainske.  Her har Žižek fat i noget vigtigt, nemlig at det ikke er russerne som sådan, der er fjender – det er nationalismen, der udnævner russere og ukrainere til hinandens fjender, grundigt støttet af oligarkerne. Han skriver:

Det er på tide at gøre en grundlæggende solidaritet mellem ukrainere og russere gældende og afvise konflikten på dens nuværende præmisser. Det næste skridt må blive en offentlig markering af dette broderskab med etablering af organisatoriske netværk mellem de ukrainske politiske aktivister og den russiske opposition mod Putins regime. Det lyder måske utopisk, men det er kun en sådan tankegang, der vil kunne give protesterne en sandt frigørende dimension. Ellers vil vi stå tilbage med en konflikt mellem nationalistiske lidenskaber manipuleret af oligarker. Sådanne geopolitiske spil er helt uden interesse for autentisk emancipatorisk politik.

I virkeligheden er den oversete fare fra højrekræfter i Europa måske den reaktionære nationalisme, der kommer fra Rusland.

En sand amerikaner

bhuiyan

Mark Stroman var en arbejdsløs stenhugger fra USA med stærkt højreorienterede holdninger. Efter terrorangrebene i USA den 11. september 2001 ville han hævne sig ved at skyde arabere, og han gik på hævntogt i lokalområdet med sine skydevåben. Stroman nåede at dræbe Vasudev Patel, der var fra Indien, og Waqar Hasan, der var fra Pakistan. Det tredje offer, Rais Bhuiyan fra Bangladesh, overlevede helt mirakuløst. Han blev udskrevet dagen efter attentatforsøget –  ikke fordi han havde det godt, men fordi han ikke kunne betale for at være på hospitalet. Da opdagede Rais Bhuiyan bagsiden af det amerikanske samfund.

Den helt utrolige del af historien er at Rais Bhuyian startede en kampagne for at forhindre at Mark Stroman blev henrettet. Det lykkedes desværre ikke. I et interview i New York Times fra 2011 kommer både Bhuiyan og Stroman til orde. Interviewet fandt sted få dage før Mark Stroman blev henrettet i Texas, den delstat i USA der gør suverænt mest brug af dødsstraf.

Rais Bhuiyan siger i interviewet:

I requested a meeting with Mr. Stroman. I’m eagerly awaiting to see him in person and exchange ideas. I would talk about love and compassion. We all make mistakes. He’s another human being, like me. Hate the sin, not the sinner. It’s very important that I meet him to tell him I feel for him and I strongly believe he should get a second chance.

Og Mark Stroman skriver:

Not only do I have all My friends and supporters trying to Save my Life, but now i have The Islamic Community Joining in…Spearheaded by one Very Remarkable man Named Rais Bhuiyan, Who is a Survivor of My Hate. His deep Islamic Beliefs Have gave him the strength to Forgive the Un-forgiveable…that is truly Inspiring to me, and should be an Example for us all. The Hate, has to stop, we are all in this world together.

Når man læser om Mark Stromans baggrund bliver det klart at han (lige som mange andre, der har begået lignende ugerninger) kom fra en kompliceret baggrund præget af stor smerte. Hans mor og stedfar var alkoholikere, han blev mobbet i skolen og udsat for vold i hjemmet. Han udviklede psykiske lidelser som barn og kom tidligt ud i stofmisbrug.

De to mænd nåede at tale sammen én gang, få timer inden Stroman blev henrettet. Der er netop kommet en bog om den både tragiske og enestående historie, og bogen blev anmeldt i Politiken i dag. Jeg kan også se at der formodentlig er en spillefilm på vej.

Politiske kommentatorer uden politik

politiskspil

Jeg er træt af de politiske kommentatorers rolle. Det hele ser ud til at være begyndt i USA, og her er de politiske kommentatorer fra især Fox News for længst blevet kendte (og ofte også berygtede). Man kunne måske forestille sig, at de pågældende politiske kommentatorer tænkte på deres gerning i medierne som første skridt på vej til en egentlig politisk karriere, men sådan er det ikke.

En af de seneste års mest kendte skikkelser herhjemme er Henrik Qvortrup, der gik  fra en stilling som Anders Fogh Rasmussens pressechef (dvs. spindoktor) til at være chefredaktør på Se og Hør – og derfra til at være politisk kommentator på TV2 News. Umiddelbart virker det underligt, at nogen kan foretage disse jobskift, men i virkeligheden er det helt oplagt. Det virker som sagt også underligt, at politiske kommentatorer ikke vil gå ind i politik, men heller ikke dette er egentlig underligt.

Qvortrup siger det helt ligeud i et interview i DSBs blad Ud og Se, og citatet dukker op igen i en skarp og præcis kommentar i Information fra Lasse Jensen:

Jeg har jo aldrig interesseret mig for substansen i politik. Tanken om at beskrive en arbejdsmarkedsreform, studere detaljerne i et forlig eller læse en finanslov gør mig træt […] Politik er staffage, udenomsværker, taktik. Jeg interesserer mig for skæbnerne, menneskene, dramaerne, spillet, alt det ikke-kedelige…

Udtalelsen fra den nu berygtede Qvortrup er meget sigende for mediernes dækning af politik. Politik har til formål at ændre på (eller forhindre ændringer af) samfundsforholdene, men netop dét aspekt er “kedeligt”. Derfor ender mediedækningen med at blive en beskrivelse af politikerne og hvad politikerne gør, ikke af de samfundsforhold de tager stilling til. Prøv at sammenligne med sladderblade som Se og Hør – der står en hel masse om hvad f.eks. skuespillere og musikere foretager sig i deres privatliv, men forbløffende lidt (ja, måske slet intet) om teater, film eller musik.

Sammen med det stærkt øgede fokus på meningsmålingerne fører den politiker-centrerede dækning af politik (eller mangel på dækning af samme) til at alle begynder at tænke på politik som et spil, der skal vindes. Meningsmålingerne bliver til en rapport om den aktuelle stilling i spillet. De egentlige problemer i samfundet – krig, den globale opvarmning, sociale uligheder osv.  osv. – er gledet i baggrunden. De politiske kommentatorer er i virkeligheden blot endnu en afart af sladderjournalister, og det er derfor lige så usandsynligt at politiske kommentatorer går ind i politik som det er at sportsjournalister prøver at komme på landsholdet.

Grethe Hyttel

barndom
Sommeren 1964, Arentsminde.
realskolen
Skoleinspektørens udtalelse om min mor, Skansevejens skole juni 1955.
Edinburgh_ 1990
Min mor og jeg i Edinburgh i 1990.

I dag blev min mor begravet. Selv er jeg ikke religiøs, men det var min mor. Præstens tale i kirken var smuk og rammende. Den mærkelige blanding af det praktiske og det vemodige stod tydelig for mig, da vi skulle finde ud af at  fire kisten med min mor ned i graven. Det er noget, jeg aldrig håber at skulle få mange erfaringer med. Bagefter var der kaffebord på plejehjemmet, hvor min mor boede. Jeg fik genset min mors familie, som under hele min opvækst har været det, jeg har tænkt på som min familie, og jeg fik også igen hilst på min mors kolleger fra hendes arbejdsliv. I dag står min mors liv endelig igen frem som en helhed for mig.

Min mor var født og opvokset i Nørresundby som den yngste af seks søskende. Efter en særdeles god realeksamen fra Skansevejens skole begyndte hun i 1955 som elev i Aalborg-afdelingen af Landmandsbanken, der senere blev til Danske Bank. Hun flyttede til København, men vendte efter få års ansættelse som bankassistent derovre tilbage til Nordjylland – hun  ventede barn. I 1964 kom jeg til verden, og min mor begyndte igen at arbejde i bankens Aalborg-afdeling. Indtil 1982 boede hun i Arentsminde, og herefter igen i Nørresundby.

Min mor var en afholdt og trofast medarbejder i Danske Bank gennem 42 år, meget mere loyal over for banken end banken nogensinde fortjente. I en tid, hvor det endnu ikke var almindeligt at være enlig mor og udearbejdende, blev hun, uden egentlig at have det som mål, en slags pionér for en ny måde at være kvinde på. Sin fritid brugte hun på aftenskolekurser, foredrag og naturvandringer, hvor hun var en meget aktiv deltager. Grethe var et meget venligt og hjælpsomt menneske og en god mor, der havde et nært forhold til sine ældre søskende og til sin egen mor – der også var en vigtig person for mig. I fraværet af en far var det kvinderne, der sørgede for at give mig en god opvækst. Min mormor fik kun ét barn (men overtog ansvaret for min morfars seks børn af første ægteskab). Min mor fik kun ét barn. Selv har jeg også kun fået ét barn. For hver af disse tre generationer blev det ene barn, de fik, noget særligt for dem – og jeg ved nu, hvorfor min mor altid var så optaget af at der ikke skulle overgå mig noget dårligt.

I kølvandet på Danske Banks overtagelse af to andre banker kom en tid, der for mange af de ansatte var præget af massefyringer og stor utryghed. Men omsider begyndte min mors tilværelse som efterlønsmodtager og pensionist. Det blev dog kun til ganske få års roligt otium. Hendes sidste år blev præget af alvorlig sygdom, og ikke mindst den tidligt fremskredne demens. På plejehjemmet Elmely, hvor hun tilbragte sine sidste 13 år, var hun kendt som en venlig, lattermild og tilfreds beboer.

Partier uden hyklere?

europa

Dansk Folkeparti fik flest mandater i Danmark, UKIp blev størst i Storbritannien, Front National sejrede i Frankrig…. I kølvandet på valget til EU-parlamentet er det som om der breder sig en magtesløshed over for den reaktionære nationalisme, som disse og andre partier repræsenterer. Nogle partier er rendyrket fascistiske (de opstår typisk i lande, der på et tidspunkt har været diktaturer, bl.a. det ungarske Jobbik, det græske Gyldent Daggry og det tyske NPD, der er stærkest i det tidligere DDR), andre er mere diffust højrepopulistiske (de er typisk fra mere etablerede parlamentariske demokratier). Det franske Front National har begge aspekter.

Jeg forstår godt den magtesløshed, mange føler. Når en politiker taler om vigtigheden af økonomisk mådehold og bruger penge på dyrt tøj og flybilletter, og når en anden politiker taler om vigtigheden af en god folkeskole, men sender sine egne børn i privatskole, er det nemt at påpege uoverensstemmelsen og udpege hykleriet.

Det vil formodentlig aldrig kunne lade sig gøre at lave en tilsvarende “afsløring” af Dansk Folkeparti. For at være det, skal man nemlig have nogle principper, man kan handle i modstrid med. Men Dansk Folkeparti har som sin mærkesag (partiet taler ikke om principper!) alene

…at bevare Danmarks selvstændighed og frihed, så vi kan sikre folkestyret og videreudvikle det gode land, som møjsommeligt er opbygget gennem vores lange historie.

Hvis det (rent hypotetisk) viste sig, at Dansk Folkeparti fik trykt sine valgplakater et sted i Østeuropa, ville partiet formodentlig nemt kunne begrunde dette ud fra denne mærkesag eller afvise at der er tale om et problem.

Så man kan ikke fange Dansk Folkeparti på at de “glider væk fra deres idealer”. Der er to andre strategier til at imødegå den reaktionære nationalisme, som man især ser.

Den ene er den, som mange partier i en angst for at miste vælgere, nu bruger: de prøver at overtage nedtonede udgaver af Dansk Folkepartis reaktionære nationalisme samtidig med at de betoner at de ikke er Dansk Folkeparti. De etablerede partier forsøger sig med en “anstændig variant”, der også indeholder en “anstændig” udgave af Dansk Folkepartis fortælling om truslen mod “danskheden”. Dette har vi set i Danmark (men ikke kun her) inden for de seneste 15 år.

Den anden er mere taktisk, nemlig at prøve at tvinge de reaktionære nationalister til at tage standpunkter uden for deres nationalistiske mærkesager. Dette har vi set i stor stil i Danmark siden 2001, hvor Dansk Folkeparti har været del af flertallet bag den ene finanslov efter den anden. Og for tiden ser vi lignende tilnærmelser igen, også fra SF og endda fra Enhedslisten. Denne strategi virker umiddelbart tillokkende, for man prøver så vidt jeg kan se enten at afsløre Dansk Folkepartis manglende “sociale profil” eller at opnå sociale forbedringer. Men hvis man får Dansk Folkeparti med til at gennemføre forslag med en “social profil”, opnår man meget let at sende et uheldigt signal om at partiet faktisk har en sådan profil.

Det eneste, der sker, bliver enten at andre partier overtager den reaktionære nationalisme eller at de reaktionære nationalister får reel indflydelse.

Der er en tredje mulighed, som vi oplever alt for lidt blandt politikere for tiden, og det er at tale imod den reaktionære nationalisme og at udfordre den.  I andre situationer i historien, hvor den reaktionære nationalisme har fået stor opbakning og det har ført til skræmmende konsekvenser, var det netop det, der ikke blev gjort.

Hævnen er sur

En af de fejl, vi laver igen og igen, er at tro at vi kan ophæve en forkert handling, der er overgået os, ved selv at handle forkert. På engelsk siger man  at Two wrongs do not make one right.

Her er en lille fortælling af den amerikanske forfatter Erneste Quiñonez om at blive mobbet og om en hævn over mobberen, der viste sig at være alt for vellykket.

Har jeg et valg?

2014-05-25 19.28.43

I dag har jeg stemt til EU-parlamentet og ved folkeafstemningen om EU-patentdomstolen. Ved folketingsvalg og kommunal- og regionsvalg er det aldrig svært for mig at tage mig sammen til at stemme. Forslaget om dansk tilslutning til patentdomstolen har jeg aldrig været tilhænger af (argumenterne for og imod har vi allerede hørt mange gange, så dem vil jeg ikke komme ind på her), så denne del af valghandlingen var nem for mig, men med EU-parlamentet er min entusiasme meget mindre når det gælder om at stemme. Jeg sidder  tilbage med en fornemmelse af at stemme til noget meget fjernt, og tilmed til et parlament som jeg aldrig har været fortaler for.

Forhåbentlig er der mange der ved, at jeg er internationalist – den internationale solidaritet ligger mig på sinde. Åbne grænser og fællesskab er vigtigt. Jeg er dansker, men også europæer og borger i verden. Jeg kender andre, der også betegner sig selv som internationalister og er glødende tilhængere af EU af et godt hjerte. Selv har jeg imidlertid aldrig været tilhænger af EU.

Hvis EU kunne sikre international solidaritet og demokrati, ville jeg være oprigtigt glad. Men EU har for mig aldrig fremstået som et godt bud på internationalisme, men derimod primært som en mekanisme til økonomisk styring, der herigennem fik stor indflydelse på hvilke politiske beslutninger, der var mulige lokalt. Den militære EU-overkommando og ideerne om en militær union i EU-regi tiltaler heller ikke mig.  Det er svært at tro på at EU forhindrer krig i Europa, når man husker borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Og endelig er jeg meget lidt begejstret for hvordan hele Frontex-operationen er med til at bevogte EUs grænse mod syd. Her er det som om den gamle enkeltstats-nationalisme bliver afløst af en slags europæisk nationalisme – internationalisme er det bestemt ikke.

Noget af det, der bekymrer mig rigtig meget er netop den reaktionære nationalisme, der viser sit ubehagelige ansigt rundt omkring i Europa i disse år. Det er ulækkert at høre f.eks. hvordan rumænere og bulgarere i Storbritannien bliver gjort til et problem og at se hvordan det franske Front National fører sig frem. Andre partiers tale om velfærdsturisme (det seneste, ubehagelige bud på politikeres kapring af sproget) er så vidt jeg kan se et forsøg på at gå disse nationalister i bedene. Og det er blevet ekstra svært at nå igennem med den kritik af EU, der ikke er nationalistisk og bundet op på fædrelandssange og ikke er del af en eller anden enkeltsag.

Søren Ulrik Thomsen

sorenulrikthomsen
Foto: Claus Bech (https://www.berlingske.dk/kultur/det-er-sgu-mig-der-er-moderne)

Jeg fik Søren Ulrik Thomsens samlede værker med posten i går, samme dag som min mor døde. Nogle gange skal man ikke afbestille månedens bog i bogklubben.

For nogle år siden oplevede jeg omsider Søren Ulrik Thomsen til et lyrikarrangement i Aalborg. Jeg opdagede ham selv via Lars Hugs City Slang-album; jeg har ikke købt alt hvad han har udgivet, men nu har jeg hans værker på ét sted.

En af mine absolutte yndlingsdigtere, Peter Laugesen, er så vidt jeg forstår ikke så glad for Thomsens digtning – og der er da også tilsyneladende en verden til forskel på Kragen fra Brabrand med det viltre hår og hans nogle gange vildtvoksende rim og associationer og den kultiverede kirkegænger fra København, hvis digte aldrig rimer og efterhånder nærmer sig en klassicistisk formstrenghed. Men begge kendte Michael Strunge, begge er fascinerede af filmen og musikken og hvad de tilbyder af billeder, og begge opfatter på hver deres måde sig selv som progressive. Jeg har aldrig før fået læst Søren Ulrik Thomsens essays, men nu har jeg dem omsider samlet på ét sted. Hans overvejelser om hvordan han på bagvendt vis blev religiøs af at begynde at gå i kirke, er jeg ikke så enig i (jeg tror ikke på en gud; jeg er agnostiker), men de er stadig fascinerende at læse. Jeg holder af både Laugesen og Thomsen.

Måske lægger jeg særligt mærke til dette for tiden (det er ikke umuligt), men jeg kan ikke undgå at læse mange refleksioner over døden ind i Thomsens tekster, og især i Rystet spejl dukker døden op. Her er en af teksterne fra denne samling; de sidste få linjer fortæller meget klart hvad det er, der sker, når man mister en forælder og pludselig finder sig selv siddende yderst på vippen.

Mit liv blev et halvt århundrede kortere
da du døde og efterlod mig
foran supermarkedet ved frakørsel 17.
Hvem skal nu fortælle mig
om isvintrene og blækregningen
skarlagensfeberen
og pensionatet på Silkeborg plads?
Den gådefulde tid
jeg lige netop ikke har kendt
som andet end dufte og svimmelhed
i klædeskabe og dansemusik
men hvis lys som gennem en tonet rude
faldt på mig fra dit blik
og nu for anden gang er forsvundet
så jeg resten af livet
aldrig mere skal være et barn.

Min mor døde i dag

2014-05-23 08.01.10-1

I eftermiddags ringede min telefon. Det var sygeplejersken på plejehjemmet; efter 13 års med svær demens, cancer og diabetes var min mor sovet stille ind. Demensen satte ind kort efter at hun var gået på efterløn, og det otium og den tilværelse som bedstemor, hun havde glædet sig til, blev ikke til noget.  Vi mistede hende bid for bid, og der var aldrig noget godt tidspunkt at sige farvel på.

I går aftes havde jeg fået at vide at det var på det sidste; min hustru og jeg besøgte min mor sammen. I morges besøgte jeg hende igen på plejehjemmet; hun vågnede kort af sin søvn og genkendte mig. Bagefter cyklede jeg gennem byen, hvor tordenen bragede løs og regnen forsøgte at skylle alle flader rene.

Døden er en uvirkelig blanding af papirarbejde og vemod; tre timer efter at jeg havde talt med sygeplejersken, skulle jeg lede efter dåbsattest og kontakte en bedemand. Derefter har jeg ringet rundt til familie og gamle kolleger fra min mors 42 år i den Danske Bank, der til sidst reelt fyrede hende ved at tvinge hende på efterløn.

Først i dag, hvor min mors liv er afsluttet, er jeg igen i stand til klart at se det hele menneske og den gode og omsorgsfulde forælder, min mor var, inden demensen skyggede for alt det, hun havde rummet. Æret være hendes minde.

P=NP, siger Knuth

hex

Da jeg studerede, var der et spil, vi ofte spillede, nemlig Hex. Spillet blev opfundet af Piet Hein tilbage i 1942 og spilles af to mennesker (vi kan jo kalde dem rød og blå) med blyant og ovenstående spillebræt på et stykke papir. Hver spiller har to modstående sider af rhomben.

De to spillere skiftes til at afkrydse et felt. Målet er at blive den første, der kan lave en ubrudt følge af krydser der forbinder de to modstående sider.

I 1949 viste John Nash (ham fra A Beautiful Mind) at der er vindende strategi i Hex men han viste ikke hvordan sådan en strategi ser ud! Man ved hvordan vindende strategier ser ud op til 9 gange 9 felter, derefter ved man ikke noget endnu. Hvis man skal se positivt på det, betyder det at det stadig bør være sjovt at spille Hex.

Men den slags ikke-konstruktive argumenter bør få én til at tænke. Det er underligt at vide at der findes et bestemt objekt (som her er en strategi) men ikke at vide hvordan det ser ud.

Der er et interessant interview med den legendariske datalog og matematiker Donald Knuth hvor han bruger Hex som del af en begrundelse for at tro at \mathrm{P=NP}-formodningen har et positivt svar, dvs. at \mathrm{P=NP}. Det er der ellers ikke så mange, der mener. Knuth er til gengæld tilbøjelig til at mene at der er et ikke-konstruktivt bevis for sætningen.

As you say, I’ve come to believe that \mathrm{P=NP}, namely that there does exist an integer M and an algorithm \mathcal{A} that will solve every n-bit problem belonging to the class \mathrm{NP} in n^M elementary steps.

Some of my reasoning is admittedly naïve: It’s hard to believe that \mathrm{P \neq NP} and that so many brilliant people have failed to discover why. On the other hand if you imagine a number M that’s finite but incredibly large—like say the number 10 3 discussed in my paper on “coping with finiteness”—then there’s a humongous number of possible algorithms that do n^M bitwise or addition or shift operations on n given bits, and it’s really hard to believe that all of those algorithms fail.

My main point, however, is that I don’t believe that the equality \mathrm{P=NP} will turn out to be helpful even if it is proved, because such a proof will almost surely be nonconstructive. Although I think M probably exists, I also think human beings will never know such a value. I even suspect that nobody will even know an upper bound on M.

Er det så et godt argument at sige at “Jeg kan ikke forestille mig at det ikke er tilfældet”? Jeg ved det ikke rigtig, men det er interessant og (synes jeg) også lidt skræmmende hvis \mathrm{P=NP} og vi ikke kan få glæde af den viden.