Musikalsk fast food?

foto-mashable_spotify

Weekendavisen har en interessant artikel om hvordan vi forbruger musik. Anledningen er en reportage fra et møde i Audio Engineering Society i New York, hvor bl.a. kendte pladeproducere er med. Et af de udsagn, der går igen, er hvordan de digitale lydmedier påvirker musikoplevelsen i negativ retning. Der er ganske mange udsagn i artiklen om utilfredshed med de digitale filformater, bl.a. MP3- og AAC-formaterne. Der er simpelthen information, der går tabt, lyder det igen og igen.

Jeg kan mærke at mine lyttevaner er blevet nogle helt andre. Den vigtigste ændring er at jeg næsten kun hører musik  i hovedtelefoner (dels et par store “hørebøffer”, dels nogle små in-ear-øretelefoner) og via nogle små højttalere tilsluttet min computer. Når det en sjælden gang lykkes mig at få fred til at høre en cd (ja, dem køber jeg skam stadig) på anlægget i stuen, er det en på mange måder helt anderledes oplevelse.

Men er der også et andet aspekt af musikoplevelsen, nemlig at det svimlende udvalg risikerer at gøre os alt for overfladiske. Pladeproduceren David Foster siger i artiklen:

»Hvem har glæde af at have et ubegrænset udvalg? Kvantitet decimerer kvalitet i den forstand, at det sløver koncentrationen. Man bliver rastløs, vil videre til næste nummer, hvis de første ti sekunder ikke lige tænder én. Men har det noget som helst med god musik at gøre? Er det kunst? Det største problem er den effekt, det har i den anden ende: på de udøvende kunstnere, der forsøger at ramme lytteren med deres musik.«

Dette er også min fornemmelse. Jeg har ikke abonnement på en streaming-tjeneste længere; en kort overgang prøvede jeg at abonnere på Spotify, men dels var jeg utilfreds med forretningsmodellen, der giver kunstnerne meget lidt, dels føltes det simpelthen underligt ikke at eje musikken. Og så er jeg alligevel traditionel i den forstand, at jeg stadig ofte lytter til hele albums på min telefon, og også ofte på min computer. Nogle af de gamle vaner fra lp-æraen hænger ved.

Når jeg lyttede til lp’er i forrige århundrede, var det kun sjældent, jeg sprang de numre, der ikke trængte ind, over. Jeg kan godt huske f.eks. det noget melankolske instrumentalnummer “Elegia” på New Orders Low-Life; det fik jeg trods alt hørt en del gange, vel vidende at der kom et up-tempo-nummer bagefter.

Jeg bliver mindet om forskellene mellem slow food og fast food, men også om hvordan det enorme udbud af tekst på Internettet gør at jeg langt fra altid læser en tekst færdig. Trist, men sandt. Derfor måske er dette blot endnu et eksempel på at teknologiens muligheder kræver at vi skal opfinde en ny etik – eller i dette tilfælde vel snarere en ny æstetik.

(Visited 35 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar