Kildebeskyttelse?

02

Reaktionerne på Se og Hørs hemmelige aftale med en medarbejder ved Nets er forståeligt nok meget skarpe, og jeg har ingen sympati overhovedet for ugebladet. Seks kendte danskere har nu lagt sag an.

Men lad os forestille os et særdeles hypotetisk eksempel: At Se og Hør havde brugt oplysningerne fra Nets til at afdække store pengeoverførsler fra firmaer til embedsmænd og på denne måde kunne have afsløret korruption i den offentlige forvaltning. Hvordan ville reaktionerne da have været? Sikkert meget anderledes. I en klumme i Information i dag gør Kim Kristensen opmærksom på denne vinkel.

Der findes en del tilfælde, hvor journalister ved adgang til fortrolige oplysninger har kunnet opsnappe historier af stor vigtighed. Det mest berømte eksempel er Watergate-afsløringerne fra Washington Post, men også de seneste års sager om Manning og Snowden (der ikke var journalister) er værd at huske i denne sammenhæng. Journalister påberåber sig kildebeskyttelse, og andre bliver hyldet som whistleblowers.

Ingen vil kalde Se og Hør for whistleblowers.  Men vore reaktioner er i høj grad  farvet af at Se og Hør har brugt oplysningerne til at skrive journalistisk set fuldstændig ligegyldige historier om nogle menneskers helt lovlige aktiviteter, der hører til i privatsfæren. Det er historier, der til gengæld ikke er ligegyldige for dem, der er blevet skrevet om – de ville ligesom alle andre gerne have haft deres privatliv i fred.

Det, der er allermest interessant i denne sag er (ud over den sikkerhedslækage, der er i Nets) at den viser, hvor omfattende muligheder adgang til automatisk registrerede data giver andre til at analysere vores privatliv. Og det er ikke optagelser af telefonsamtaler eller filer med e-mails; der er alene tale om det, vi kalder metadata (altså “data om data”): at person X og person Y begge brugte deres kreditkort på samme sted på samme dag.

(Visited 23 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar