Arven fra fru Møller

Alice-Miller-006

Min hustru har tit talt om Alice Miller og hendes forfatterskab, bl.a. bogen Det selvudslettende barn. I denne weekend fik jeg omsider læst denne bog. Alice Miller, der døde i 2010, var trods sit engelsklydende navn psykolog i Schweiz – og faktisk var hun oprindelig fra Polen.  Mange år af sit liv viede hun til kampen mod forældres ret til at slå deres børn.

Alice Millers hovedpåstand er at mange forældre ikke er blevet mødt med den nødvendige forståelse og empati, da de selv var børn, og derfor selv (som regel uden bevidst at ville det) bruger deres egne børn som nogen, de på én og samme tid kan kræve forståelse og omsorg fra og udøve magt over. Og dette dysfunktionelle mønster viderefører børnene så.  Mange terapeuter er ifølge Alice Miller netop blevet terapeuter, fordi de gennem en dårlig barndom har oplevet at de har været nødt til at være ekstra opmærksomme på forældrenes behov for omsorg! Andre mennesker bliver af den forvrængede kontakt til forældrene ført ud i depression eller grandiositet – nogle gange i en blanding heraf. Og ganske mange af de børn, der skulle forstå og lytte til deres forældre, er enige om at sige at de da egentlig havde en god barndom og at deres forældre faktisk var gode nok.

Det selvudslettende barn er bestemt ikke hyggelæsning. Alice Millers påstand giver mening et langt stykke hen ad vejen, men når hun begynder at forklare “perversioner” (her taler hun om bl.a. S/M) som en fortrængning, der skal helbredes, har jeg svært ved at følge med. Og flere  steder i bogen er det som om hun kommer meget tæt på at hævde at terapi stort set ikke kan lade gøre! Alice Miller kom da også på kant med det psykoanalytiske establishment og brød til sidst helt med det.

Det  sted i bogen, der hvor det hele for alvor giver mening for mig, er denne for mig overrumplende enkle forklaring.

I mange samfund bliver de små piger yderligere diskrimineret, fordi de er piger. Men da kvinderne har magten over den nyfødte og spædbarnet, videregiver de forhenværende småpiger den foragt, de selv har været ude for, tilderes eget barn i dets spædeste alder. Den voksne mand idealiserer så sin egen mor, fordi ethvert menneske sidder fast i den forestilling, at det virkelig er blevet elsket, og foragter de andre kvinder, som han så kan tage hævn på i stedet for på moderen. Og disse voksne ydmygede kvinder har så som regel ingen anden mulighed for at læsse deres byrde af end på deres eget barn.

Det er nemlig en trist kendsgerning at det i lande som Saudiarabien, Afghanistan og lande rundt i Afrika hvor kvindelig omskæring praktiseres, i høj grad også er kvinder, der er med til at undertrykke kvinder. Løsningen må så være at bryde denne onde cirkel for både mænd og kvinder.

Det, der går op for mig, er hvor lidt der egentlig er at læse om Alice Miller selv; hun har en del henvisninger til nazismen og til patienter, der har oplevet koncentrationslejrene. Det er ikke tilfældigt, for hun kom selv fra en jødisk familie, som hun mistede under Holocaust. Ekstra interessant og kompliceret bliver det hele af at læse et interview med Martin Miller, der var søn af Alice. I interviewet opdager man blandt andet at Alice Miller som den berømte psykolog og forfatter, hun var, faktisk var meget fraværende. Og Martin Millers far, der også var fra Polen (men var katolik), var en autoritær opdrager, der slog Martin mens Alice så på. Alligevel er Martin Miller fuld af lovord over for sin mor. I den sidste tid af sit liv undskyldte Alice Miller da også offentligt over for Martin og søsteren Julika.

En plat konklusion vil selvfølgelig være at udnævne Alice Miller til hykler; en anden og bedre tolkning vil være den at også Alice og Andreas Miller viser hvor svært det er at være gode forældre, trods alle gode intentioner.

(Visited 244 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar