Nytten af overvågning

wc

Hvorfor skal man dog være nervøs for overvågning? Hvis man ikke har noget at skjule, er der jo ikke noget at være bange for! Dette argument hører man igen og igen fra dem, der vil bagatellisere problemerne ved overvågning. Typisk er det de samme mennesker, der også prøver at bagatellisere omfanget af overvågning.

Den amerikanske journalist Gleen Greenwald var en af dem, der tog imod Edward Snowdens lækkede dokumenter fra NSA, og nu kommer hans bog om hele dette vigtige og prekære emne snart også her i Danmark. Information bragte i den forgangne weekend et lille uddrag fra bogen. Det mest interessante sted er dette, og det er i virkeligheden det suverænt bedste argument mod den omfattende overvågning, der finder sted: Hvis man regner med at man bliver overvåget, begynder man meget nemt at udøve en form for selvcensur. Mennesker, der er vokset op i diktaturstater, fortæller ofte om hvordan de var ekstremt påpasselige med hvem de fortalte hvad. Men her er et eksempel fra USA, der vel ikke kan siges at være et diktatur.

Et centralt COINTELPRO-notat redegjorde for, hvordan man kunne »plante paranoia« i fredsaktivisters bevidsthed ved at bilde dem ind, at der »stod en FBI-agent på lur bag hver en postkasse«. På denne måde ville dissidenterne overbevise om, at de altid blev overvåget, give efter for deres egen frygt og afholde sig fra at deltage i aktivisme.

Ikke overraskende viste taktikken sig at virke. I en dokumentarfilm fra 2013 med titlen 1971 beskriver flere af datidens aktivister, hvordan Hoovers FBI var »på nakken af alle« borgerrettighedsbevægelser med infiltratorer og overvågning og med agenter, der mødte op til alle møder og rapporterede tilbage bureauet. Den vedvarende overvågning og registrering kom på notorisk vis til at hæmme bevægelsens muligheder for at styrke og udbygge sin organisation.

Overvågningen er ikke “neutral”; når vi ved at den finder sted, bliver den en del af vores omgangsform. Derfor påvirker den også alle os, der “ikke har gjort noget”.

(Visited 400 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar