Min mor døde i dag

2014-05-23 08.01.10-1

I eftermiddags ringede min telefon. Det var sygeplejersken på plejehjemmet; efter 13 års med svær demens, cancer og diabetes var min mor sovet stille ind. Demensen satte ind kort efter at hun var gået på efterløn, og det otium og den tilværelse som bedstemor, hun havde glædet sig til, blev ikke til noget.  Vi mistede hende bid for bid, og der var aldrig noget godt tidspunkt at sige farvel på.

I går aftes havde jeg fået at vide at det var på det sidste; min hustru og jeg besøgte min mor sammen. I morges besøgte jeg hende igen på plejehjemmet; hun vågnede kort af sin søvn og genkendte mig. Bagefter cyklede jeg gennem byen, hvor tordenen bragede løs og regnen forsøgte at skylle alle flader rene.

Døden er en uvirkelig blanding af papirarbejde og vemod; tre timer efter at jeg havde talt med sygeplejersken, skulle jeg lede efter dåbsattest og kontakte en bedemand. Derefter har jeg ringet rundt til familie og gamle kolleger fra min mors 42 år i den Danske Bank, der til sidst reelt fyrede hende ved at tvinge hende på efterløn.

Først i dag, hvor min mors liv er afsluttet, er jeg igen i stand til klart at se det hele menneske og den gode og omsorgsfulde forælder, min mor var, inden demensen skyggede for alt det, hun havde rummet. Æret være hendes minde.

(Visited 56 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar