Søren Ulrik Thomsen

sorenulrikthomsen
Foto: Claus Bech (https://www.berlingske.dk/kultur/det-er-sgu-mig-der-er-moderne)

Jeg fik Søren Ulrik Thomsens samlede værker med posten i går, samme dag som min mor døde. Nogle gange skal man ikke afbestille månedens bog i bogklubben.

For nogle år siden oplevede jeg omsider Søren Ulrik Thomsen til et lyrikarrangement i Aalborg. Jeg opdagede ham selv via Lars Hugs City Slang-album; jeg har ikke købt alt hvad han har udgivet, men nu har jeg hans værker på ét sted.

En af mine absolutte yndlingsdigtere, Peter Laugesen, er så vidt jeg forstår ikke så glad for Thomsens digtning – og der er da også tilsyneladende en verden til forskel på Kragen fra Brabrand med det viltre hår og hans nogle gange vildtvoksende rim og associationer og den kultiverede kirkegænger fra København, hvis digte aldrig rimer og efterhånder nærmer sig en klassicistisk formstrenghed. Men begge kendte Michael Strunge, begge er fascinerede af filmen og musikken og hvad de tilbyder af billeder, og begge opfatter på hver deres måde sig selv som progressive. Jeg har aldrig før fået læst Søren Ulrik Thomsens essays, men nu har jeg dem omsider samlet på ét sted. Hans overvejelser om hvordan han på bagvendt vis blev religiøs af at begynde at gå i kirke, er jeg ikke så enig i (jeg tror ikke på en gud; jeg er agnostiker), men de er stadig fascinerende at læse. Jeg holder af både Laugesen og Thomsen.

Måske lægger jeg særligt mærke til dette for tiden (det er ikke umuligt), men jeg kan ikke undgå at læse mange refleksioner over døden ind i Thomsens tekster, og især i Rystet spejl dukker døden op. Her er en af teksterne fra denne samling; de sidste få linjer fortæller meget klart hvad det er, der sker, når man mister en forælder og pludselig finder sig selv siddende yderst på vippen.

Mit liv blev et halvt århundrede kortere
da du døde og efterlod mig
foran supermarkedet ved frakørsel 17.
Hvem skal nu fortælle mig
om isvintrene og blækregningen
skarlagensfeberen
og pensionatet på Silkeborg plads?
Den gådefulde tid
jeg lige netop ikke har kendt
som andet end dufte og svimmelhed
i klædeskabe og dansemusik
men hvis lys som gennem en tonet rude
faldt på mig fra dit blik
og nu for anden gang er forsvundet
så jeg resten af livet
aldrig mere skal være et barn.