Har jeg et valg?

2014-05-25 19.28.43

I dag har jeg stemt til EU-parlamentet og ved folkeafstemningen om EU-patentdomstolen. Ved folketingsvalg og kommunal- og regionsvalg er det aldrig svært for mig at tage mig sammen til at stemme. Forslaget om dansk tilslutning til patentdomstolen har jeg aldrig været tilhænger af (argumenterne for og imod har vi allerede hørt mange gange, så dem vil jeg ikke komme ind på her), så denne del af valghandlingen var nem for mig, men med EU-parlamentet er min entusiasme meget mindre når det gælder om at stemme. Jeg sidder  tilbage med en fornemmelse af at stemme til noget meget fjernt, og tilmed til et parlament som jeg aldrig har været fortaler for.

Forhåbentlig er der mange der ved, at jeg er internationalist – den internationale solidaritet ligger mig på sinde. Åbne grænser og fællesskab er vigtigt. Jeg er dansker, men også europæer og borger i verden. Jeg kender andre, der også betegner sig selv som internationalister og er glødende tilhængere af EU af et godt hjerte. Selv har jeg imidlertid aldrig været tilhænger af EU.

Hvis EU kunne sikre international solidaritet og demokrati, ville jeg være oprigtigt glad. Men EU har for mig aldrig fremstået som et godt bud på internationalisme, men derimod primært som en mekanisme til økonomisk styring, der herigennem fik stor indflydelse på hvilke politiske beslutninger, der var mulige lokalt. Den militære EU-overkommando og ideerne om en militær union i EU-regi tiltaler heller ikke mig.  Det er svært at tro på at EU forhindrer krig i Europa, når man husker borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Og endelig er jeg meget lidt begejstret for hvordan hele Frontex-operationen er med til at bevogte EUs grænse mod syd. Her er det som om den gamle enkeltstats-nationalisme bliver afløst af en slags europæisk nationalisme – internationalisme er det bestemt ikke.

Noget af det, der bekymrer mig rigtig meget er netop den reaktionære nationalisme, der viser sit ubehagelige ansigt rundt omkring i Europa i disse år. Det er ulækkert at høre f.eks. hvordan rumænere og bulgarere i Storbritannien bliver gjort til et problem og at se hvordan det franske Front National fører sig frem. Andre partiers tale om velfærdsturisme (det seneste, ubehagelige bud på politikeres kapring af sproget) er så vidt jeg kan se et forsøg på at gå disse nationalister i bedene. Og det er blevet ekstra svært at nå igennem med den kritik af EU, der ikke er nationalistisk og bundet op på fædrelandssange og ikke er del af en eller anden enkeltsag.