Partier uden hyklere?

europa

Dansk Folkeparti fik flest mandater i Danmark, UKIp blev størst i Storbritannien, Front National sejrede i Frankrig…. I kølvandet på valget til EU-parlamentet er det som om der breder sig en magtesløshed over for den reaktionære nationalisme, som disse og andre partier repræsenterer. Nogle partier er rendyrket fascistiske (de opstår typisk i lande, der på et tidspunkt har været diktaturer, bl.a. det ungarske Jobbik, det græske Gyldent Daggry og det tyske NPD, der er stærkest i det tidligere DDR), andre er mere diffust højrepopulistiske (de er typisk fra mere etablerede parlamentariske demokratier). Det franske Front National har begge aspekter.

Jeg forstår godt den magtesløshed, mange føler. Når en politiker taler om vigtigheden af økonomisk mådehold og bruger penge på dyrt tøj og flybilletter, og når en anden politiker taler om vigtigheden af en god folkeskole, men sender sine egne børn i privatskole, er det nemt at påpege uoverensstemmelsen og udpege hykleriet.

Det vil formodentlig aldrig kunne lade sig gøre at lave en tilsvarende “afsløring” af Dansk Folkeparti. For at være det, skal man nemlig have nogle principper, man kan handle i modstrid med. Men Dansk Folkeparti har som sin mærkesag (partiet taler ikke om principper!) alene

…at bevare Danmarks selvstændighed og frihed, så vi kan sikre folkestyret og videreudvikle det gode land, som møjsommeligt er opbygget gennem vores lange historie.

Hvis det (rent hypotetisk) viste sig, at Dansk Folkeparti fik trykt sine valgplakater et sted i Østeuropa, ville partiet formodentlig nemt kunne begrunde dette ud fra denne mærkesag eller afvise at der er tale om et problem.

Så man kan ikke fange Dansk Folkeparti på at de “glider væk fra deres idealer”. Der er to andre strategier til at imødegå den reaktionære nationalisme, som man især ser.

Den ene er den, som mange partier i en angst for at miste vælgere, nu bruger: de prøver at overtage nedtonede udgaver af Dansk Folkepartis reaktionære nationalisme samtidig med at de betoner at de ikke er Dansk Folkeparti. De etablerede partier forsøger sig med en “anstændig variant”, der også indeholder en “anstændig” udgave af Dansk Folkepartis fortælling om truslen mod “danskheden”. Dette har vi set i Danmark (men ikke kun her) inden for de seneste 15 år.

Den anden er mere taktisk, nemlig at prøve at tvinge de reaktionære nationalister til at tage standpunkter uden for deres nationalistiske mærkesager. Dette har vi set i stor stil i Danmark siden 2001, hvor Dansk Folkeparti har været del af flertallet bag den ene finanslov efter den anden. Og for tiden ser vi lignende tilnærmelser igen, også fra SF og endda fra Enhedslisten. Denne strategi virker umiddelbart tillokkende, for man prøver så vidt jeg kan se enten at afsløre Dansk Folkepartis manglende “sociale profil” eller at opnå sociale forbedringer. Men hvis man får Dansk Folkeparti med til at gennemføre forslag med en “social profil”, opnår man meget let at sende et uheldigt signal om at partiet faktisk har en sådan profil.

Det eneste, der sker, bliver enten at andre partier overtager den reaktionære nationalisme eller at de reaktionære nationalister får reel indflydelse.

Der er en tredje mulighed, som vi oplever alt for lidt blandt politikere for tiden, og det er at tale imod den reaktionære nationalisme og at udfordre den.  I andre situationer i historien, hvor den reaktionære nationalisme har fået stor opbakning og det har ført til skræmmende konsekvenser, var det netop det, der ikke blev gjort.

(Visited 48 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar