Hjallerup marked

2014-06-01 13.33.08 hjallerup

Sommeren begyndte officielt i dag, og en af de mest veletablerede nordjyske traditioner, der samtidig netop er en slags startskud for sommeren her i landsdelen, er Hjallerup marked. Min hustru har siden sin barndom været glad for heste – og underviser tilmed på AOF i Hjallerup. Derfor var det oplagt at vi skulle af sted, og vi endte med at se en opvisning med frieser-heste. Bagefter kunne vi komme hen for at hilse på de store brune dyr, og jeg sørgede for at placere mig således at jeg ikke uforvarende ville komme til at indgå i en Poissonfordeling.

Måske kan Hjallerup marked i virkeligheden bedst beskrives som Roskilde-festivalen, bare med tivoli og dyr og et lidt mindre ambitiøst musikprogram – eller også er det Roskilde-festivalen, der bare er Hjallerup marked uden tivoli og dyr? Krejlerne med deres lidt for dyre og lidt for dårlige varer og det underlige sommertøj og jordbundsforholdene og øllet og campingteltene er i al fald gjort af samme stof. Den store forskel er vel mentaliteten: på Hjallerup marked er jeg aldrig i tvivl om at der er pænt langt til København. Her er vi i det mentale hjerte af det sted, jeg kommer fra, det sted, som mange mennesker i hovedstaden i mangel af bedre stedsans betegner med det vage begreb Jylland. 

(Visited 84 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar