Den gode psykopat

brainscans
Billeder fra hjernescanninger udført af James Fallon.

For nogle år siden gik det op for mig, at min far, som jeg først fik kontakt med i mit voksenliv og da kun fik sporadisk og ustabil kontakt med, har en alvorlig personlighedsforstyrrelse. Hans upålidelige, egoistiske og faktisk også voldelige og kriminelle adfærd viser at han efter alt at dømme er psykopat. Siden da har jeg opdaget at det er blevet vigtigt for mig at overbevise mig selv og andre (og især dem, der mødte min far før de mødte mig) om at jeg ikke selv er sådan, at man tværtimod kan stole på mig.

Den amerikanske hjerneforsker James Fallon har en interessant og påfaldende beretning om at møde en psykopat, for den psykopat han mødte, var – ham selv . Da han undersøgte resultaterne af hjernescanninger af personer, der var psykopater, gik der noget ubehageligt op for ham: hans egen kontrolscanning viste at hans egen hjerne reagerede som en psykopats hjerne ville.

Det interessante er at James Fallon har en høj grad af erkendelse af at noget ved hans psyke ikke er normalt. I sin dagligdag er han endt med ofte at spørge sig selv “Hvordan ville en god forælder/ægtefælle/kollega/osv. handle i denne situation?” og så prøve at leve derefter. James Fallon er på denne måde en “højt fungerende psykopat” og han har da også gennemført en videregående uddannelse og har fået en akademisk karriere. Jeg kunne ikke få min far til at indrømme at han havde gjort andre mennesker fortræd.

James Fallons historie er vel også en historie om to ting.

Den ene er hvor meget opdragelsen betyder for at skabe vore etiske standpunkter. James Fallon er nemlig som voksen aldrig i tvivl om at han bør handle godt over for andre mennesker. Så denne holdning er måske en indikator på at miljøet (altså opvæksten) betyder mere end arven. Fallon fremhæver selv at han, selv om han lavede gale streger som barn og ung, fik en tryg opvækst i den øvre middelklasse. Ingen ved hvordan det ville været gået ham, havde hans livsbetingelser været radikalt anderledes.

Den anden er den sædvanlige overvejelse om oprigtighed. Er det at gøre “det gode” stadig en god handling, hvis den udspringer af et ønske om at fremstå som god? Der er en usagt forventning hos mange om at en handling kun er god, hvis den er “oprigtig” – ellers er der tale om hykleri. Dette er en holdning, der så vidt jeg kan se, kommer fra i hvert fald visse udgaver af en kristen etik, jvf. talen om farisæernes selvgodhed.

Men hvis James Fallon faktisk ikke skader andre mennesker, men tværtimod handler som en god forælder, ægtemand og kollega – er han da ikke også et godt menneske, trods dét at han måske handler således for ikke at løbe ind i problemer og trods det at hjernen viser at han er psykopat?

(Visited 687 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar