De særligt udvalgte

genius

Amerikaneren Jordan Ellenberg var et særdeles fremmeligt barn, og i dag er han professor i matematik ved University of Wisconsin. Ellenberg påpeger en myte, mange tror på, nemlig at “matematik er for de særligt udvalgte”. Han skriver:

One of the most painful aspects of teaching mathematics is seeing my students damaged by the cult of the genius. That cult tells students that it’s not worth doing math unless you’re the best at math—because those special few are the only ones whose contributions really count. We don’t treat any other subject that way. I’ve never heard a student say, “I like ‘Hamlet,’ but I don’t really belong in AP English—that child who sits in the front row knows half the plays by heart, and he started reading Shakespeare when he was 7!” Basketball players don’t quit just because one of their teammates outshines them. But I see promising young mathematicians quit every year because someone in their range of vision is “ahead” of them.

Som  Ellenberg skriver, er dette en myte, der får nogle uddannelsessøgende til at blive fortvivlede og måske helt give op. Andre bruger myten til at undskylde deres manglende indsats i faget (jeg har en trist fornemmelse af at mange danske journalister abonnerer på myten). Og blandt dem, der interesserer sig for faget og bliver gode til matematik og endda kommer i gang med en akademisk karriere, kommer skuffelserne også – for der er som regel nogen et sted, der er bedre end én selv. Atter andre kan så til gengæld bruge myten til at opfatte sig selv som de “særligt udvalgte” i den akademiske verden – dvs. kun indtil de en dag måske bliver udfordret af én, der er bedre end dem selv. Nogle ganske få flyder ovenpå gennem det hele og bliver de “særligt udvalgte”. Myten bekræfter på denne måde sig selv.

Selvfølgelig skal man ikke savne evner inden for det fag, man interesserer sig for. Ingen har glæde af en kok, der ikke kan lave mad. Men talentet bliver ikke til noget, hvis man ikke nærer det. Og man kan i mange tilfælde blive meget bedre, end nogen havde regnet med, hvis man gør sig umage.

Ellenbergs pointe er at man skal have et mindre fokus på dem, der er rigtig dygtige som børn – eller rettere, at man ikke skal fokusere kun på dem. Der er nemlig så mange andre, der også udmærker sig senere i livet.  De allerfleste, der gør karriere inden for matematik (eller i den akademiske biks i det hele taget) er faktisk ikke fremmelige børn. Det er dem, der er udholdende og gør en stor indsats. Det vigtige er at påpege vigtigheden af at gøre indsats som studerende og at være vedholdende. Myten om de “særligt udvalgte” forhindrer mange studerende i at være vedholdende, fordi myten “vælger dem fra”, og den fastholder billedet af en spontant opstået elite.

Og samtidig kan myten ikke forklare hvorfor det er vigtigt at have matematik som del af sin almene dannelse. Derimod giver myten mange mennesker en undskyldning for at lade være med at beskæftige sig med matematik. Jeg kender ikke så få familier, hvor en eller flere erklærer at de ikke kan finde ud af matematik og så får andre til at tage sig af dette.  Og jeg læser af og til om akademikere (typisk er det humanister) der nærmest virker stolte over ikke at kunne finde ud af selv helt grundlæggende matematik.

Hvilket ramaskrig ville der ikke lyde, hvis der var mange familier herhjemme, hvor det kun var ét enkelt familiemedlem, der kunne skrive,  eller hvis akademikere med naturvidenskabelig baggrund stolt erklærede, at de ikke kunne finde ud af skrive en læsbar tekst og gav op allerede i 5. klasse, og at det at skrive var en på én gang ligegyldig og uopnåelig færdighed forbeholdt professionelle forfattere?

(Visited 29 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar