De andres idealer?

kolonihave

Jeg har fulgt med i alle de mange forsøg, der har været på at forlige sig med at Dansk Folkeparti blev det største parti ved EU-valget i sidste måned. Reaktionerne har fra manges side været præget af en form for foragt, og jeg har da heller intet pænt at sige om DFs reaktionære nationalisme og den skamløse opportunisme, partiets politikere udviser. Morten Messerschmidt og de andre er glatte som ål og deres holdninger muterer hele tiden, sådan som populister har for vane. Jeg er bekymret over at der er så mange, der stemmer på DF; de fingeraftryk som dette parti har sat på dansk politik siden 2001 har været ubehagelige. I den udstrækning DF kan siges at have en international politik, er den skræmmende. Dets politikere taler om menneskerettighederne som en trussel og betvivler at den globale opvarmning er skabt af forurening.

Men jeg vil være meget forsigtig med at fordømme dem, der stemmer på dem. Nogle af de medborgere – forhåbentlig mange af dem – må man kunne overbevise om at der er et bedre fællesskab end det, Dansk Folkeparti tilbyder.

Meget ofte kan man læse hvordan kritikere af Dansk Folkeparti forestiller sig DFs ideelle fællesskab – typisk noget med kolonihaver og dansktop og lukkede grænser osv. Af og til kan man også høre politikere fra DF antyde deres forestilling om det fællesskab, kritikerne af DF tænkes at stræbe efter – typisk noget med eftergivenhed over for ekstreme muslimer, tab af “danske værdier” osv.  Men det er underligt, at debatten så ofte ender med at lade DF formulere deres bud på hvad alternativet til DF er. Problemet er at de fleste af os efterhånden har fået Pia Kjærsgaards fornærmede stemme indbygget i baghovedet.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet et interessant indlæg i Information om netop dette. Hun påpeger at mange af os, der ikke kan lide Dansk Folkeparti og deres ekskluderende holdninger om “dem kontra os”, faktisk også med at blive ekskluderende og tale om “dem kontra os”, hvor “de” nu er DF og “vi” er alle os, der er modstandere af DFs politik.

Alle vi, der ikke bryder os om Dansk Folkepartis reaktionære nationalisme, bliver nødt til at finde en anden strategi end at karikere DFs idealer, for vi ender med at tale ned til et bestemt vælgersegment. Så hvad er det for et samfund, alle os, der ikke sympatiserer med den reaktionære nationalisme, dens “klimaskepsis” og negative holdninger til menneskerettigheder gerne vil have? Det må være på høje tid at vi begynder at tale om det igen.