Ramón Quiroga

quiroga
I aften begynder VM i fodbold omsider. Begejstringen for dette års  turnering er blegnet noget efter den voldsomme kritik af værtslandets prioriteringer. Men nu er slutrunden der altså, og hvis ikke der sker noget uventet, sidder også jeg og ser med når Brasilien spiller med Kroatien.

Der er mange fascinerende øjeblikke fra VM-historien (og dermed både fodbold- og tv-historien), og nogle slutrunder husker jeg især godt. Selvfølgelig har de VM-turneringer, hvor Danmark var med, en særlig plads, men også i de mange år uden dansk deltagelse er der spillere, man husker.

En af de spillere, ikke mange længere husker, men som også bør have en minderune, er Ramón Quiroga, der var målmand for Peru ved slutrunderne i 1978 og 1982. Sydamerikanske målmænd er ofte mere farverige end de europæiske, og Quiroga var i særklasse speciel. Han var en dygtig målmand, men ofte var det som om han egentlig hellere ville være markspiller. Af og til var han med oppe på modspillernes banehalvdel og i en kamp mod Polen i 1978 lavede han med få minutter tilbage af kampen hvad der bedst kan betegnes som en regulær rugbytackling godt oppe på den polske banehalvdel. Formodentlig var han desperat, for Polen var foran – men det eneste han fik ud af dette var et gult kort. Hele historien kan man se rundt om på nettet. Og her er manden selv mange år senere på britisk tv!

Slutrunden i 1978 fandt sted i Argentina, og da Peru i holdets sidste kamp mødte værtsnationen, vandt Argentina 6-0. Lidt påfaldende, syntes mange, for Ramon Quiróga plejede da ellers at være god for at lave en redning – og mange tænkte på aftalt spil af en slags, thi Quiroga var faktisk født i Argentina.

(Visited 199 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar