Fremdrift og reaktion

hue

Politiken har endnu en leder om gymnasiets krise. Den kommer i forlængelse af en lang række artikler og debatindlæg om hvordan gymnasieelever og universitetsstuderende ikke tager deres uddannelser alvorligt.  Lederen citerer en undersøgelse fra Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved Aarhus Universitet, som viser at 40% af 1500 adspurgte gymnasieelever  laver lektier “af og til, sjældent eller aldrig”, mens det kun er 15 procent af dem, som altid gør. Og den slags er da rigtig bekymrende – den viser at den nuværende situation ikke er holdbar.

Lederskribenten taler imod de krav som de populære partier Dansk Folkeparti og Venstre stiller om karakterkrav for at kunne begynde i gymnasiet – og her er jeg helt enig. Problemet kan ikke løses på denne måde. Et bestemt karakterniveau siger ikke nødvendigvis noget om elevers eller studerendes studievaner eller holdning til uddannelsen eller til faglig fordybelse.

I kommentarer til lederen dukker der en hel masse andre løsningsforslag op fra læsere, og nogle af dem er af disciplinerende art: De unge skal lære at koncentrere sig, rydde op derhjemme osv. osv.  Andre foreslår optagelsessamtaler.

Optagelsessamtaler ville enten fjerne al ledighed blandt gymnasielærere eller skabe et hidtil uhørt stressniveau blandt gymnasielærere (sikkert begge dele). Selv har jeg ingen konkret løsning.

Af og til hører jeg den formodning at gymnasiet er blevet så populært, fordi gymnasiet i modsætning til erhvervsuddannelserne gør det muligt at udsætte det endelige uddannelsesvalg, og fordi det stadig er alment dannende. Det er påfaldende at gymnasiets popularitet opstår i en tid hvor der er et stadigt øget pres på at man skal gøre sin uddannelse færdig så hurtigt som muligt. Seneste tiltag i denne retning er studiefremdriftsreformen. Og som i så mange andre tiltag, der handler om effektivitet og hurtighed, kan det let komme til at gå ud over fordybelsen – man bruger overfladelæring, ikke dybdelæring for at bestå, så man kan komme videre.

Der er selvfølgelig ikke tale om nogen bevidst protest mod politikernes retorik, men ligesom mange andre fænomener som vækker bekymring, er gymnasiets popularitet formodentlig udtryk for en måde at “omgå” forventningerne om tidlig specialisering på. Måske var det her man skulle sætte ind: at skabe et bredere valg af uddannelsestilbud,  der var alment dannende og havde som mål at lære de unge at fordybe sig.

Sister Rosetta Tharpe

Det gjorde stort indtryk på mig at gense Cold Specks i denne weekend til Northside-festivalen. Jeg glæder mig meget til hendes nye album Neuroplasticity.

Her er et gammelt klip med en anden sangerinde med afrikansk baggrund og en imponerende udtryksvokal vokal og stærkt undervurderede guitarevner, nemlig Sister Rosetta Tharpe fra USA. Jeg kan ikke lade være med at bemærke at Rosetta Tharpe og de øvrige musikere er sorte, mens publikum alle er hvide. Klippet stammer fra en tid, hvor der reelt herskede apartheid i USA.

Rosetta Tharpe var en af de store, glemte pionerer inden for det, vi i dag kalder for rock – hun var en af de første til at fremføre gospelsange i arrangementer påvirket af folkemusik og blues. Hun døde i 1973; først i 2007 blev hun posthumt optaget i Blues Hall Of Fame og først året efter blev hendes gravsted markeret. En skammelig behandling af en af de vigtigste pionerer inden for amerikansk rock, at der skulle gå så lang tid.

Jeg har kun kunnet finde ud af meget lidt om Al Spx’s baggrund, men hun er faktisk ikke vokset op med Rosetta Tharpe og anden amerikansk gospelmusik – Al Spx er fra Canada, ikke USA, og hendes familie er ikke kristen, men muslimsk.