Fremdrift og reaktion

hue

Politiken har endnu en leder om gymnasiets krise. Den kommer i forlængelse af en lang række artikler og debatindlæg om hvordan gymnasieelever og universitetsstuderende ikke tager deres uddannelser alvorligt.  Lederen citerer en undersøgelse fra Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved Aarhus Universitet, som viser at 40% af 1500 adspurgte gymnasieelever  laver lektier “af og til, sjældent eller aldrig”, mens det kun er 15 procent af dem, som altid gør. Og den slags er da rigtig bekymrende – den viser at den nuværende situation ikke er holdbar.

Lederskribenten taler imod de krav som de populære partier Dansk Folkeparti og Venstre stiller om karakterkrav for at kunne begynde i gymnasiet – og her er jeg helt enig. Problemet kan ikke løses på denne måde. Et bestemt karakterniveau siger ikke nødvendigvis noget om elevers eller studerendes studievaner eller holdning til uddannelsen eller til faglig fordybelse.

I kommentarer til lederen dukker der en hel masse andre løsningsforslag op fra læsere, og nogle af dem er af disciplinerende art: De unge skal lære at koncentrere sig, rydde op derhjemme osv. osv.  Andre foreslår optagelsessamtaler.

Optagelsessamtaler ville enten fjerne al ledighed blandt gymnasielærere eller skabe et hidtil uhørt stressniveau blandt gymnasielærere (sikkert begge dele). Selv har jeg ingen konkret løsning.

Af og til hører jeg den formodning at gymnasiet er blevet så populært, fordi gymnasiet i modsætning til erhvervsuddannelserne gør det muligt at udsætte det endelige uddannelsesvalg, og fordi det stadig er alment dannende. Det er påfaldende at gymnasiets popularitet opstår i en tid hvor der er et stadigt øget pres på at man skal gøre sin uddannelse færdig så hurtigt som muligt. Seneste tiltag i denne retning er studiefremdriftsreformen. Og som i så mange andre tiltag, der handler om effektivitet og hurtighed, kan det let komme til at gå ud over fordybelsen – man bruger overfladelæring, ikke dybdelæring for at bestå, så man kan komme videre.

Der er selvfølgelig ikke tale om nogen bevidst protest mod politikernes retorik, men ligesom mange andre fænomener som vækker bekymring, er gymnasiets popularitet formodentlig udtryk for en måde at “omgå” forventningerne om tidlig specialisering på. Måske var det her man skulle sætte ind: at skabe et bredere valg af uddannelsestilbud,  der var alment dannende og havde som mål at lære de unge at fordybe sig.

(Visited 57 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar