En mellemfornøjet dag i Smilets By

20140617-174454-63894622.jpg
Advarsler ved udgangen af Nygaard-bygningen på Aarhus Universitet.

I dag var jeg censor på Aarhus Universitet i et kursus på første studieår, hvor jeg allerede har en del års erfaring som censor. Eksaminator og jeg sad tilbage med følelsen af at det blev en lidt underlig dag. Når hele tre af seksten studerende får -3, to andre får 00 og to studerende simpelthen ikke dukker op, er der grund til bekymring. Flere af de eksamenspræstationer, vi så, var blandt de ringeste vi kunne mindes at have været vidne til. Kursusholderen er en meget erfaren og reflekteret underviser, der har holdt det pågældende kursus i mange år, så der er bestemt ikke tale om at han har taget let på tingene. Det så det til gengæld ud til at de studerende havde – vi spurgte dem, der ikke bestod, om de havde fulgt undervisningen, og det afslørede at de typisk havde ydet en forkert, ofte halvhjertet indsats og kun deltaget uregelmæssigt i undervisningen. Nogle havde slet ikke læst i lærebogen i løbet af kurset, andre havde kun lavet meget få øvelser. Ingen af dem, der dumpede, virkede ligefrem sønderknuste over at det var gået dem sådan.

En af de store udfordringer vi ender med at måtte tage på os i stadigt større omfang er at lære de nye studerende at blive gode studerende. På Aalborg Universitet har vi altid gjort meget ud af at lære de studerende at lave problemorienteret projektarbejde; vi har et kursus om projektarbejdets metode og de studerende skal i deres projekter på første studieår udarbejde en procesanalyse. Erfaringerne med denne praksis er gode; mange studerende på AAU lærer at lave gode projekter, og vi kan se af de eksterne censorer er enige i det.

Til gengæld har vi aldrig gjort en tilsvarende systematisk indsats for at lære de studerende at få et godt udbytte af kursusundervisning – og det gælder både i Aalborg og andetsteds. Det er påfaldende at de samme studerende, der så godt som altid består projekteksamen, nogle gange har enorme problemer i kursuseksaminerne. Og undersøgelser viser at vi i dag står i en virkelighed hvor kun 15 procent af alle gymnasieelever forbereder sig regelmæssigt til undervisningen.

Min fornemmelse er at vi bliver nødt til at indbygge nogle helt eksplicitte læringsmål om studieteknik i i hvert fald en del af vore kursusaktiviteter på universitetets første år. Ligesom vi gennem projektvejledningen underviser de studerende i at lave tidsplanlægning og at tænke over vidensdeling, sådan kunne vi i kurser på første studieår kræve af de studerende at de laver en arbejdsplan og en tidsplan for deres indsats i kurserne, og hver studerende kunne afslutte kurset med at have en struktureret kursusportfolio, der gjorde rede for hans/hendes konkrete resultater i et kursus – opgaveløsninger, notater osv. Denne portfolio kunne undervejs blive genstand for peer review, sådan som studerende på AAU i dag laver peer review af hinandens procesanalyser.

Og min fornemmelse er at vi skal indlede en sådan indsats tidligt – formodentlig skal det allerede ske i gymnasiet.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar