Taxameteret tikker

hurra

I dag holdt Akademisk Råd sit møde, og det stod endnu engang klart for mig hvor meget økonomisk styring er kommet til at fylde i universitetsverdenen. Universitetet bruger en masse tid på økonomi og på at skaffe penge. Diskussionen af budgetter og budgetmodeller var lang, og vi ser nu hvor meget de eksterne finansieringskilder fylder i forhold til den basisbevilling, finansloven giver os. På møderne i Akademisk Råd er den store bekymring efterhånden om man kan skaffe eksterne midler nok. Resten må vi klare på anden vis.

Dette ser vi på den måde, der tænkes på uddannelserne på. Igen bliver der fra Aalborg Universitets ledelse lagt op til at der tildeles færre timer pr. STÅ (studenterårsværk). Igen skal vi finde frem til måder at spare lokaler på. Der lægges blandt andet op til at vores tildeling af undervisningslokaler skal afhænge af hvor mange STÅ, uddannelserne producerer. Så hvis der er færre studerende der består, bliver der færre grupperum til rådighed.

– Men kunne det ikke påvirke bedømmelserne af de studerende, når vi nu stod en egentlig trussel om at miste undervisningslokaler, hvis vi lod for mange dumpe? spurgte jeg.

Nej, det mente man ikke. Undervejs var der flere af deltagerne der lo; måske var det en nervøs latter.

Tilbage i 2001 kom der en ministeriel rapport om taxameterprincippet, og den rummer (ikke overraskende) et langt forsvar for det. Figuren ovenfor er led i en lang pseudomatematisk snak om forholdet mellem kvantitet og kvalitet, og i nærheden af den står den som en tilbagevisning af argumenterne om kvalitetssikring dette:

I praksis er denne adfærd dog ikke sandsynlig. På universitetsuddannelserne er det studienævnenes ansvar at justere studieordningerne, og de vil i de fleste tilfælde konkret finde sig på betydelig afstand af taxameterfinansieringen. Årsagen er den enkle, at universitetsinstitutionerne og fakulteterne ikke entydigt fordeler midlerne internt til de enkelte uddannelser i overensstemmelse med disses taxameterindtjening, jf. bilag 3. Denne fordelingspolitik har som umiddelbar konsekvens, at enkeltuddannelsernes studienævn ikke har nogen for dem synlig og selvstændig interesse i at justere på kvaliteten for at tilgodese indtjeningen på institutionsniveau.

Med det, jeg hørte på dagens møde, må dét argument nu siges at være endegyldigt passé.

I denne uge har jeg efterhånden oplevet så megen underlig adfærd i universitetssammenhæng, at jeg endnu en gang spekulerer på om deltagerne i uddannelsessystemet egentlig stadig tager de uddannelser, de skal administrere eller studere på, alvorligt.