Det hele er i stykker

wordle-norton

I Information er der en lang artikel af den amerikanske journalist Quinn Norton, der var kæreste med den ligeledes amerikanske aktivist og softwareudvikler Aaron Swartz, som sidste år begik selvmord.

Dette er en artikel, jeg vældig gerne ville synes om, for jeg deler de bekymringer, Quinn Norton giver udtryk for om den manglende sikkerhed ved brug af computere. Især de store problemer, dårlig softwarekvalitet fører med sig, bekymrer mig.

Men artiklen er skrevet i et poppet, floskelpræget sprog med lav informationstæthed – mest af alt minder den desværre om de P0-rapporter, helt uerfarne studerende hos os laver i begyndelsen af 1. semester. Det er på dette tidspunkt, inden man ved noget om datalogi og om softwareteknologi, at man er mest tilbøjelig til at komme med store udsagn om hvad der kan lade sig gøre og (især) hvad der ikke kan lade sig gøre. Og så er der en frygtelig masse “du-sprog”. Det er pænt, at Quinn Norton tænker på mig, men jeg ville ønske at hun lod være.

Prøv bare at læse dette:

Software er så dårligt, fordi det er så komplekst, og fordi det forsøger at tale med andre programmer på samme computer eller gennem forbindelser til andre computere. Faktisk er din egen computer på en måde mere end én computer, den er æsker inden i æsker, og hver af dem er fuld af små programmer, som forsøger at koordinere handlinger og kommunikere indbyrdes. Computere er blevet ufatteligt komplekse, altimens vi mennesker er forblevet de samme grå mudderhoveder, der tror, vi er guder. Din gennemsnitlige middelmådige Windowsflade er så indviklet, at ingen på hele kloden reelt kender til alt, hvad den gør, endsige hvorfor.

Quinn Norton har fat i et reelt problem, nemlig at moderne softwaresystemer er alt for komplekse – både “hver for sig” og når de er del af et netværk. Men dette er et problem, som allerede bliver diskuteret i datalogi i forskellige afskygninger og ligger bag de Grand Challenges, som betydningsfulde forskere (bl.a Tony Hoare og Robin Milner) siden årtusindskiftet har formuleret.

Den oprindelige artikel på engelsk er desværre ikke bedre. Der må da være nogen derude, der kan skrive lige så lødigt om disse problemstillinger som man kan skrive om f.eks. udenrigspolitik eller global økonomi.

Det lyder vildt…

Egholm7

Der er en særdeles velkoordineret indsats i gang for at få en Limfjordsforbindelse over Egholm. Personerne bag hævder at repræsentere erhvervsliv og bilister. (Det er dog værd at minde om at det bestemt ikke er alle erhvervsdrivende, der står bag, og at det bestemt heller ikke er alle bilister, der står bag.)

Jeg har ikke helt let ved at forstå substansen i argumenterne. Nogen skriver på det websted som er oprettet til støtte for planerne således at

Det lyder vildt, men det er det antal timer, som alle de borgere, som krydser Limfjorden samlet kan spare på årsbasis – 1.730.000 timer(*). Eller 4.739 timer hver eneste dag, hvis en 3. Limfjordsforbindelse går via Egholm.

Tidsbesparelserne fås ved, at mange af de ca. 110.000 trafikanter, der krydser Limfjorden, får kortere rejsestrækning, og at der for en del af de kørte ture i højere grad køres på motorveje end på veje med lavere hastighed.

Hvis man omregner de mange timer til værdien af det arbejde, som de mennesker udfører, vil det udgøre en samfundsmæssig værdi på ca. 315 millioner kroner, hvis der regnes med en timeløn på 182,- kr. i gennemsnit for de krydsende trafikanter.

Ja, det lyder vildt. Det er nemlig mest et eksempel på det, retorikprofessoren Christian Kock kalder for “talfnidder”. Lad os antage at de 110.000 trafikanter sparer 4739 timer pr. dag. Det er 17.060.400 sekunder, og det er 155 sekunder pr. trafikant, dvs. i gennemsnit 2 minutter og 35 sekunder pr. trafikant. Det er ikke engang varigheden af en typisk sang på ANR.