Det hele er i stykker

wordle-norton

I Information er der en lang artikel af den amerikanske journalist Quinn Norton, der var kæreste med den ligeledes amerikanske aktivist og softwareudvikler Aaron Swartz, som sidste år begik selvmord.

Dette er en artikel, jeg vældig gerne ville synes om, for jeg deler de bekymringer, Quinn Norton giver udtryk for om den manglende sikkerhed ved brug af computere. Især de store problemer, dårlig softwarekvalitet fører med sig, bekymrer mig.

Men artiklen er skrevet i et poppet, floskelpræget sprog med lav informationstæthed – mest af alt minder den desværre om de P0-rapporter, helt uerfarne studerende hos os laver i begyndelsen af 1. semester. Det er på dette tidspunkt, inden man ved noget om datalogi og om softwareteknologi, at man er mest tilbøjelig til at komme med store udsagn om hvad der kan lade sig gøre og (især) hvad der ikke kan lade sig gøre. Og så er der en frygtelig masse “du-sprog”. Det er pænt, at Quinn Norton tænker på mig, men jeg ville ønske at hun lod være.

Prøv bare at læse dette:

Software er så dårligt, fordi det er så komplekst, og fordi det forsøger at tale med andre programmer på samme computer eller gennem forbindelser til andre computere. Faktisk er din egen computer på en måde mere end én computer, den er æsker inden i æsker, og hver af dem er fuld af små programmer, som forsøger at koordinere handlinger og kommunikere indbyrdes. Computere er blevet ufatteligt komplekse, altimens vi mennesker er forblevet de samme grå mudderhoveder, der tror, vi er guder. Din gennemsnitlige middelmådige Windowsflade er så indviklet, at ingen på hele kloden reelt kender til alt, hvad den gør, endsige hvorfor.

Quinn Norton har fat i et reelt problem, nemlig at moderne softwaresystemer er alt for komplekse – både “hver for sig” og når de er del af et netværk. Men dette er et problem, som allerede bliver diskuteret i datalogi i forskellige afskygninger og ligger bag de Grand Challenges, som betydningsfulde forskere (bl.a Tony Hoare og Robin Milner) siden årtusindskiftet har formuleret.

Den oprindelige artikel på engelsk er desværre ikke bedre. Der må da være nogen derude, der kan skrive lige så lødigt om disse problemstillinger som man kan skrive om f.eks. udenrigspolitik eller global økonomi.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar