Midsommer på Egholm

2014-06-23 19.58.05

I går fulgtes jeg med min datter til spejdernes Skt. Hans-fest i Solsideparken i Nørresundby og en lille time senere tog jeg over til Egholm for at være med til Skt. Hans-festen dér også. Vejrudsigten havde truet med en lidt trist aften, men det blev det heldigvis slet ikke.

På Egholm fik jeg hilst på flere af dem, der er med i borgerinitiativerne mod en motorvej over Egholm. Båltalen blev holdt af byrådsmedlem Jens Toft Nielsen; han er også modstander af motorvejen. Efter at vi havde sunget Midsommervisen og “Danmark nu blunder den lyse nat”, fik jeg mulighed for at gøre opmærksom på underskriftsindsamlingen mod motorvejen. En besøgende fra USA fortalte mig, at han slet ikke kunne forstå at nogen i Danmark kunne finde på at ville bygge en motorvej på sådan en smuk og fredfyldt ø; den slags steder ville man længes efter at have i amerikanske byer. “Hvis du har set trafikpropper i San Francisco eller Los Angeles, ved du hvor slemt det kan være derovre”, sagde han. (Og ja, det havde jeg.) Jeg fik også hilst på Lászlo Szábo, der er en herboende ungarsk studerende og fotograf, der er gået i gang med at lave en film om Egholm.

Da bålet var ved at brænde ud, tog jeg og mange andre den store færge over til fastlandet og cyklede hjem langs fjorden.

Her til morgen var der kommet 2290 underskrifter ind i løbet af en periode på knap 3 døgn.  Jeg har nu lavet en PDF-fil og sendt den til medlemmer af borgerinitiativerne og til medlemmer af Folketingets transportudvalg.

Underskriftsindsamlingen fortsætter, så længe det er nødvendigt – og man kan stadig nå at skrive under.

I de seneste 4 dage har jeg brugt en del tid på at tænke over Egholms skæbne og på at reagere; min blog har mere eller mindre haft Egholm som tema. Der kommer mere om Egholm en anden gang her, men nu vil jeg lade andre ting træde lidt i forgrunden igen.