Ubevidst rødgang

ubevidst

En anden bog, der havde fået lov til at overvintre for længe på min reol var Lars Frosts roman Ubevidst rødgang, der udkom i 2008.

Den gennemgående skikkelse Erik er bygningsingeniør og arbejder for et stort entreprenørfirma i årene omkring 1970, hvor der sker store ændringer i Danmark og mange mennesker for alvor opdager at de er del af en stor verden. EF, kommunesammenlægningerne, international terrorisme og krig i Mellemøsten optræder alle rundt omkring i udkanten af Ubevidst rødgang.

Midt i romanen skiftes der perspektiv, og en af Eriks kolleger overtager rollen som fortæller. Her sker der så også det for mig særligt interessante, at denne halvdel af bogen foregår i Italien. Flere kapitler er endda hensat til Rom og gør meget ud af at skildre nogle steder, som tilfældet ville at jeg netop selv havde besøgt – især Pantheon, men også Piazza del Popolo og Tiberen.

Der er mange gode grunde til at netop Ubevidst rødgang formodentlig aldrig vil blive filmatiseret med Gwyneth Paltrow i hovedrollen.

For det første er handlingen meget fragmentarisk, i det omfang der overhovedet et tale om et plot – der er ganske mange begyndelser på potentielle fortællinger,  bl.a. om en helt utilsløret nazistisk klub blandt bønder på Sjælland, om Eriks firma, der går konkurs, om en flugtbilist i Spanien og om en planlagt fingeret kidnapning i Italien, og en afsluttende hektisk flugt gennem Italien slutter brat ved et punktum. I næste sætning befinder hovedpersonerne sig på Østerport Station i København!

For det andet er der en del noget udpenslede sexscener i bogen; Erik har en udpræget tendens til at vågne ved siden af afklædte kvinder, og en del kvinder i romanen klæder sig tilsvarende spontant af.

Og for det tredje er bogen sine steder forbløffende teknisk – Lars Frost kalder den selv for en “ingeniørroman”. Kapitlerne om de forskellige forslag til sikring af Venedigs fundament og om Krupp-dynastiet er fulde af faktuelle oplysninger og er i sig selv fascinerende læsning.

Jeg vil hævde at Ubevidst rødgang trods en masse ydre hændelser i virkeligheden er en rejse i et indre landskab af overvejelser og tanker om hvordan man skal navigere igennem en verden, der hele tiden forandrer sig og let fremstår som en samling “halve historier”.

Gensyn med Pantheon

pantheon

For 30 år siden var jeg i Rom for første gang, og det, der gjorde suverænt mest indtryk på mig, var Pantheon. I år var jeg igen tilbage i Rom, og for første gang fik jeg genset denne helt enestående bygning og mulighed for at dele oplevelsen med min familie.

Pantheon blev oprindelig bygget mens Augustus var kejser, men brændte og blev siden genopført under kejser Hadrian i 126 e.v.t.. Oprindelig var Pantheon et romersk tempel, men da kristendommen blev indført, blev det omdannet til kirke og hedder officielt Santa Maria dei Martiri. Så vidt jeg ved, har vi at gøre med den ældste bygning i verden, som har været i brug lige siden den blev opført.

Alene det at vide, at jeg står på det samme sted og ser på det samme loft som Hadrian, Marcus Aurelius og andre store skikkelser fra oldtiden har betragtet, kan få det til at svimle. Men også Pantheons kuppel er spændende i sig selv.

For det første har kuplen øverst oppe et oculus (latin for øje), et cirkulært hul, der giver et glimt af himlen og lader solens lys falde ind. Solpletten vandrer rundt på Pantheons gulv i løbet af dagen. På mindre gode dage er det regnen, der falder ind, men der er et lille afløb i gulvet til den slags.

2014-07-17 12.34.08

For det andet er kuplen konstrueret så den er udsnit at en kugle, hvis diameter er lig med Pantheons højde.

pantheon2

Oldtidens arkitekter vidste ét og andet om sammenhængen mellem geometri og æstetik. Og samtidig var det jernalder i Danmark.

I Lars Frosts roman Ubevidst rødgang, som jeg begyndte at læse under årets sommerferie i Italien, er det er kapitel om Pantheon, der faktisk både får opridset nogle af disse interessante geometriske egenskaber og får givet udtryk for den betagelse, jeg ved jeg bestemt ikke er alene om at føle, når jeg ser Pantheon.

AS Byatt

2014-07-27 12.23.52

I denne sommerferie bestemte jeg mig for at gøre noget for at få læst bøger, der har stået alt for længe på min reol. Den ene var romanen Possession af den britiske forfatter Antonia Byatt, der normalt kalder sig AS Byatt. I sin tid købte jeg bogen (det var i Edinburgh i 1990!) fordi den netop havde fået Booker-prisen, og de bøger der opnår den ære, går man sjældent helt fejl af. Bogen har siden stået på min reol, tyk og truende, dvs. næsten halvdelen af mit liv. Men i år skulle det være.

Hovedpersonerne i Possession er en yngre mand og en yngre kvinde, der sidst i 1980’erne begge bliver interesseret i at løse gåden om de to fiktive engelske digtere Randolph H. Ash og Christabel La Motte, efter at det viser sig at de har haft en omfattende korrespondance. Ronald er en lidt introvert forskningsassistent med interesse i Randolph H. Ash, og Maud er en lidt fersk engelsk blondine med en tilsvarende passion for Christabel La Motte og en vane med at gemme sit lange lyse hår under et tørklæde – lige sådan en rolle, der ville passe til Gwyneth Paltrow. Undervejs kommer andre på sporet af det samme, og så kommer det hele til at handle om at forhindre de forkerte i at løbe med æren.

Sideløbende med denne handling følger vi begivenhederne i 1800-tallet gennem breve og digte skrevet af Ash og La Motte, efterhånden som Ronald og Maud opdager dem.

Og ligesom det viser sig at Ash og La Motte blev forelskede med alt hvad det indebar, aner man efterhånden kraftigt at det samme vil ende med at overgå Ronald og Gwyneth, undskyld: Maud.

Og sørme om ikke Possession da også blev filmatiseret i 2002 med Gwyneth Paltrow i rollen som Maud. Ronald havde man så valgt at gøre til amerikaner, og det var der flere, der var skuffede over, kan jeg læse.

Er Possession en god bog? Når jeg beskriver bogen, kan jeg risikere at få den til at lyde som en konstrueret “dameroman” med akademisk fernis, men den er faktisk en god bog med en lavmælt form for humor i skildringen af både de underlige victorianske konventioner og de lige så underlige konventioner i forskerverdenen 130 år senere. Især er det imponerende at Byatt har skabt to hele tekstuniverser – et for Ash og et for La Motte. Der er vel op mod 100 sider i bogen, der er skrevet som fragmenter af gamle digte, breve og dagbogsoptegnelser. Jeg har stadig til gode at opnå det samme niveau af begejstring for klassisk engelsk lyrik, som man ser i så mange senere romaner og film fra engelsktalende lande (tænk på f.eks. Døde poeters klub). Derfor bliver jeg også af og til utålmodig når der kommer 10 sider med de lange pastiche-digte fyldt med engelske gloser fra Victoria-tiden. Andre steder er de fingerede 1800-tals-tekster derimod virkelig med til at drive handlingen frem. Kærlighedens løfter og kvaler er så afgjort hovedtemaet i romanen, men der er samtidig et solidt detektivelement i handlingen. Det sidste, korte kapitel balancer et sted på grænsen mellem det gribende og det sentimentale – og gør det meget overbevisende. Man skal have læst de foregående 504 sider, og man skal nok også selv være forælder til nogen, før man helt forstår disse sidste, få sider.

På en måde er AS Byatt, der også har været litteraturhistoriker og universitetslærer, vel en pendant til Umberto Eco, der har haft en lignende dobbelt-karriere og undervejs i sine romaner med held har kunnet konstruere omfattende tekstuniverser.

Og så var det faktisk først her efter at have læst Possession, at jeg opdagede via et langt interview fra 1991 at Byatt er søster til en anden kendt og prisbelønnet engelsk forfatter, nemlig Margaret Drabble. De to prisbelønnede forfattere er ikke på talefod og læser ikke hinandens bøger; i sin tid ragede søstrene uklar med hinanden over hvem der skulle have lov til at skrive om et testel, der havde tilhørt familien.

Nogle store forskydninger

20140728-065819-25099244.jpg

Berlingske bringer i dag en kronik af tidligere integrationsminister Inger Støjberg – og historien fylder endda hele forsiden. Med afsæt i den i vore dage velkendte pseudo-tolerante tradition hedder kronikken Glædelig Eid til alle muslimer.  Helt umærkeligt skifter kronikken fokus fra en tilsyneladende lykønskning med Eid til at tale om en bestemt moské i Aarhus, der er samlingssted for muslimske fundamentalister. Kernen i Støjbergs kronik finder man i dens konklusion:

Men mit svar er også, at det ikke er nødvendigt at stille samme krav til alle, for i hovedreglen er det sådan, at der er stor forskel på evnen og viljen til integration, alt efter om det er en kristen amerikaner eller svensker og en muslimsk somalier eller pakistaner, der kommer hertil.

Jeg mener derfor, at det er afgørende, at vi stiller meget tydelige krav til alle for at presse indvandrere ud på arbejdsmarkedet. Det var bl.a. derfor, at vi i den borgerlige regerings tid indførte starthjælp, 225-timers reglen og kontanthjælpsloftet. Alt sammen noget, der fik flere indvandrere i arbejde.

Derfor mener jeg, at vi i fremtiden i højere grad bør gøre det nemmere for dem, der traditionelt kan og vil integrere sig, at komme til Danmark, mens det skal gøres vanskeligere for dem, der ikke har evnen og viljen.

Dette synspunkt er ikke en enlig svale; det kommer fra en toneangivende politiker i Danmarks mest populære parti.  Og et andet meget populært parti, Dansk Folkeparti, har indledt en praksis med at stemme imod love om tildeling af statsborgerskab med den begrundelse at

Det giver nogle store demografiske forskydninger, som gør, at man er på vej til at udskifte den danske befolkning, og det er bekymrende, at der i Danmark er opstået regulære parallelsamfund, hvor fundamentalistisk islam og sharia sætter dagsordenen.

Det er blevet strategisk at lægge afstand til Dansk Folkepartis holdninger samtidig med at man reelt selv erklærer sig enig i dem. Formodentlig er det derfor, Inger Støjberg sovser sit budskab ind i pseudotolerance og snak om frihedsrettigheder. Det er imidlertid tydeligt at vi er nået dertil, at Støjberg og andre danske politikere tænker på statsborgerskab ikke som en menneskeret, men som et privilegium. Menneskerettigheder er umistelige og universelle, mens privilegier kan tildeles nogle individer og nægtes andre. Dette er endnu et skred væk fra tanken om menneskerettigheder.

Betyder dette, at statsborgerskab er en menneskerettighed, at alle har ret til at blive statsborgere i et land uden videre? Nej, selvfølgelig ikke; det betyder at adgangen må ikke besværliggøres og at der ikke må diskrimineres. Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger:

Artikel 15.
  1. Enhver har ret til en nationalitet.
  2. Ingen må vilkårligt berøves sin nationalitet eller nægtes ret til at skifte nationalitet.

Dansk Folkeparti fokuserer i sin begrundelse for at stemme mod tildeling af statsborgerskab især på Irak og Afghanistan; næsten alle herboende statsborgere fra disse lande er flygtninge. Men igen udtaler menneskerettighederne sig om dette tilfælde. FNs konvention om flygtninges retsstilling siger i artikel 34 at

De kontraherende stater skal såvidt muligt lette flygtninges optagelse i samfundet og naturalisation. De skal navnlig på enhver måde bestræbe sig for at fremskynde behandlingen af naturalisationssager og nedsætte afgifterne for og omkostningerne ved denne behandling til det mindst mulige.

Fra 1978 til 1985 var Poul Hartling, tidligere statsminister og formand for Venstre, FNs flygtningehøjkommissær. Her er der unægtelig tale om store forskydninger. I vore dage bliver det igen tydeligt, at Danmarks mest populære parti lægger op til endnu et tæt samarbejde med Danmarks andet populære parti, at man satser på at gøre det kommende folketingsvalg til endnu et “indvandrervalg” som det var tilfældet i 2001 og at man stadig ser menneskerettighederne som et problem (i det omfang man efterhånden er opmærksom på dem mere).

Kan der være andre grunde til at denne kronik dukker op netop nu? Jeg ved det ikke, men jeg ved at Berlingskes debatredaktør er Jesper Beinov, der indtil 2012 var gift med Inger Støjberg.

Primo Levi

20140725-123400-45240887.jpg

En af denne sommers store læseoplevelser for mig var at få læst den italienske forfatter Primo Levis bøger Hvis dette er et menneske, Tøbrud og De druknede og de frelste. For snart en del år siden fik jeg købt nogle af hans udgivelser på udsalg, men måske fordi jeg ikke vidste hvilke titler jeg skulle starte med at gå efter, fik jeg ikke fat i Hvis dette er et menneske og Tøbrud. Og jeg kom aldrig i gang med at læse Primo Levi. Men i år havde bogklubben, jeg er medlem af, et samlebind til stærkt nedsat pris med de tre titler — og denne gang slog jeg til.

Hvis dette er et menneske er beretningen om hvordan Primo Levi overlevede tæt på halvandet år i Auschwitz. Det er beretningen om hvor langt ud mennesker kan komme. Tøbrud er en direkte fortsættelse af denne beretning, men udgivet mange år senere. Denne bog beskriver det halve år, der går fra Primo Levi slipper ud af Auschwitz til han er tilbage i Italien. Hvor Hvis dette er et menneske nødvendigvis mest kommer til at handle om det næsten uendelige katalog af smerte og absurd fornedrelse, bliver Tøbrud en skildring af en odyssé gennem et Europa hvor alle er hjemløse og længes et andet sted hen. Det er i denne bog, der dukker en stille humor op i beskrivelserne af Grækeren og de italienske kammerater, Primo Levi får.

Jeg har tidligere læst Otto Friedrichs bog The Kingdom of Auschwitz, men Primo Levis bøger føjer yderligere nyt til min forståelse af denne udgave af Helvede. Ikke mange tænker over at der var “civilarbejdere”, der arbejdede side om side med fangerne i Auschwitz; det var en sådan italiensk civilarbejder, Lorenzo Perrone, der hjalp Primo Levi med mad og nyt hjemmefra, da det så rigtig sort ud. I Levis bog bliver dette venskab, der fortsætter efter krigen, kun nævnt kort. Også en hændelse i Tøbrud med en italiensk kvinde som Levi formodentlig var forelsket i, bliver kun antydet. På denne måde er Primo Levi faktisk forbløffende privat i sin fortælling, der ellers synes at blotlægge alt.

Tøbruddet blev i øvrigt filmatiseret i 1998 af Francesco Rosi med John Turturro (ja, ham fra Coen-brødrenes film) i rollen som Primo Levi.

De druknede og de frelste er en samling essays hvor Levi på meget overbevisende facon får fortalt om reaktionerne i Tyskland på Hvis dette er et menneske og får svaret på mange af de naive spørgsmål, mange af os måtte have om Holocaust, som f.eks. hvorfor der dog ikke var nogle af alle de mange forfulgte, der gjorde oprør. Svaret er selvfølgelig dels at det for manges vedkommende simpelthen var umuligt, dels at nogle meget modige og resursefyldte mennesker faktisk gjorde oprør: den sidste Sonderkommando af fanger i Auschwitz sprængte et krematorium i luften og dræbte flere SS’ere, og i Treblinka og Sobibor var der forsøg på organiseret flugt.

Primo Levis beretning er så stærk at mange forsøger at tage ham indtægt for deres egne synspunkter – inden for de seneste år har jeg læst hvordan reaktionære nationalister fra bl.a. Trykkefrihedsselskabet er begyndt at hylde ham. Men det er ikke denne selvgode hyldest til den vestlige civilisation, der præger Primo Levi. Tværtimod. I De druknede og de frelste får Levi også reflekteret over hvordan den ondskab, der manifesterer sig i Auschwitz kan genfindes også senere, i rædslerne fra fascismen i Argentina og Chile, i Pol Pots rædselsregime i Cambodia, Vietnamkrigen og i den trussel om atomkrig, der virkede så overvældende da bogen først udkom i 1980’erne.

Primo Levi døde i 1987 – om han døde ved en ulykke eller om der var tale om selvmord ved ingen. Og vi ved af gode grunde heller ikke hvad han ville have syntes om den aktuelle, meget dystre situation i Palæstina.

I al fald vil jeg på det varmeste anbefale Hvis dette er et menneske/Tøbrud/De druknede og de frelste. Samlebindet er tilmed forsynet med et godt forord af Peyer Tudvad. Min eneste anke mod denne udgivelse er at det aktuelle manuskript formodentlig er fremkommet ved at bruge software til tegngenkendelse til at scanne de gamle manuskripter fra udgivelsen hos Forum i sin tid. I al fald er der rundt omkring nogle sære trykfejl, typisk på steder med kursiv og steder med ligaturer. En simpel gennemlæsning burde have fanget disse underlige fejl.

Mareridtet i Palæstina

image

Jeg havde egentlig som plan at lade min blog være tavs mens jeg holdt ferie. Men virkeligheden holder ikke pause, og jeg må derfor nu reagere. I de seneste tre uger har Israel intensiveret sin kollektive afstraffelse af palæstinenserne i form af bombardementer af Gaza og øget militær tilstedeværelse på Vestbredden med alle de sørgeligt velkendte konsekvenser i form af udgangsforbud, masseanholdelser og drab. Og endnu engang er det civilbefolkningen, der bærer langt de største ofre. I dag kunne jeg således læse om fire børn, der blev dræbt af israelske bomber på stranden i Gaza.

Intet anstændigt menneske kan se igennem fingre med dette vanvid. Min kritik af Israels disproportionale angreb er ikke det samme som en støtte til Hamas. Intet folk fortjener den skæbne som det palæstinensiske folk har fået.

På fredag den 18. juli kl. 18 er der demonstration på Gammel Torv i Aalborg i sympati med det palæstinensiske folk; jeg er selv bortrejst og kan desværre ikke deltage, men jeg opfordrer hermed alle der kan, til at gøre det.

Her kommer sommeren

sommer

I disse dage er vi lige midt i året; netop i dag er det dag nr. 185. Den første halvdel af året har budt på bekymringer, sorger og glæder i en sælsom blanding. Noget af det har jeg skrevet om her.

Billedet ovenfor viser træet, jeg kan se fra mit kontor.  Om ikke ret lang tid er jeg på vej hjem fra arbejde. I de næste tre uger vil jeg holde sommerferie, og det kommer også til at præge denne blog, der nok kommer til at ligge helt stille. Der skal være tid til familien, til morgensøvn, til fodbold i fjernsynet, til gensyn med venner og bekendte, til en tur sydpå og til et dyk ned i bogsamlingen. Jeg glæder mig til at opleve hvordan dagene til sidst vil flyde sammen og til at have lov til ikke at have dårlig samvittighed over ikke at tænke på de mindre behagelige sider af mit arbejdsliv.

Hermed ønsker jeg jer alle en god sommer – vi ses efter ferien!

Min mors bankboks

bankboks

I dag var jeg for første gang i lang tid tilbage i Algade-afdelingen af Danske Bank, hvor min mor arbejdede i 42 år. Anledningen var at jeg nu skulle opsige den bankboks, som hun havde haft i mange år. Nøglerne til boksen havde jeg fundet på stuen på plejehjemmet; de lå lidt tilfældigt i en skuffe og jeg fandt først i går ud af at de faktisk passede til boksen.

Den medarbejder, jeg talte med, havde været ansat i banken længe nok til at huske min mor. Boksen var spærret, og brugergrænsefladen på det apparat, der kan ophæve spærringen, så noget underlig ud og voldte da også besvær. Men til sidst lykkedes det, og jeg blev fulgt ned i bankens krypt. I et øjeblik følte jeg mig hensat til en gammel film af Erik Balling.

Jeg havde aldrig før set min mors bankboks, og jeg skal aldrig se den igen. Hvad jeg havde forventet mig at finde i den, ved jeg faktisk ikke. I en sort æske lå nogle aflyste pantebreve og andre dokumenter fra dengang min mor købte sin ejerlejlighed tilbage i 1982. Jeg lagde dokumenterne i min rygsæk og tog på arbejde.

Er dette en kronik?

liebe

Der er tit gode kronikker i dagbladet Information; for nylig var der en intet mindre end fremragende kronik af en kvinde, der beskrev sine oplevelser med hospitalsvæsenet og konsekvenserne af LEAN-tankegangen. Men dagens kronik af Susan Liebe, der er mor til fire og fraskilt, er slet ikke nogen god kronik. Kronikken starter som en kritik af en bestemt måde at være mand på:

Hvad er det med alfa-mænd, der tror, de er mænd, med stort M, fordi de gør, hvad der passer dem. Mænd, der insisterer på at leve livet som de vil, uanset at de har fået både kone og børn, rudekuverter og en familie, der skriger efter nærvær?

Men efterhånden bliver det klart at vi har at gøre med et partsindlæg i en kompliceret skilsmisse. Se bare dette:

Han går heller ikke op i sit tøj. »Det er bøsset og prætentiøst,« siger han. Han har en ternet fleeceskjorte fra Aldi, der lugter lidt af hipster på afstand, men mere af Sydhavnen tæt på. Og det er godt, for man skulle da nødig være smart med de smarte. Hellere snobbe nedad end opad. Hellere være i træskohøjde med dem på kajen end dem i Kødbyen.

Her er vi blevet så konkrete, at det er helt tydeligt at der kun kan være tale om en kritik af én bestemt mand, nemlig eksmanden, og hans tøjsmag.

Jeg har en klar fornemmelse af at Susan Liebes eksmand må have været ret besværlig og selvoptaget. Det, jeg imidlertid ikke kan lide, er hendes indlæg i meget høj grad er et personligt opgør, som ikke burde have været antaget som kronik i et seriøst dansk dagblad. Hvorfor skal vi høre om eksmandens dårlige tøjsmag i Information? Tænk hvis der kom en modkronik skrevet af eksmanden, hvor han rettede tilsvarende triste anklager mod sin ekskone. Den kunne vi også godt undvære.

Uanset hvad eksmanden har måtte have gjort af usympatiske ting, er han stadig far til parrets fire børn, og det er også usympatisk at hænge børnenes far ud i medierne på denne måde. Kronikken er blevet diskuteret en del på Facebook, og det viser sig faktisk at en af mine Facebook-venner kender eksmanden. Det kan ikke være overraskende, at diskussionen her hurtigt gik over til at handle om om hvilken af de to parter i skilsmissen, der “har ret”.

Det, der dog i virkeligheden bekymrer mig mest, er dog at dette partsindlæg bliver forklædt som et indlæg i kønsrolledebatten.  Det er det nemlig ikke; så vidt jeg kan se er det derimod et eksempel på hvad der sker når man er allermest vred på sin partner, og det er at  generaliseringerne vælter frem: “Du laver aldrig noget som helst i vores hjem”, “Alle kvinder er ligeglade med hvad deres mænd tænker”, “Jeg er altid alene om at kontakte børnenes skole” osv. osv. Og den slags generaliseringer kortslutter diskussionen, for det er bestemt ikke altid at de er så indiskutable. I skænderier ender det meget ofte med at man uden held bruger en masse krudt på at prøve at tilbagevise generaliseringerne. Reaktionerne på kronikken rundt om på Facebook og på Informations eget debatforum er da også den forudsigelige, at mange kvinder og mange mænd begynder at gøre opmærksomme på at “sådan er vi da ikke selv!”.

Det er ikke på baggrund af en kronik som Susan Liebes, vi kan finde ud af om der er noget galt med kønsrollerne i vores samfund eller vi kan finde frem til hvordan de kan blive bedre. Der er en helt enorm forskel på at kæmpe for ligestilling og på at kæmpe imod et andet menneske, man har en personlig konflikt med. Et godt bud på en analyse af problemer med kønsrollerne i dagens Danmark er kronikken i al fald ikke.

Utålmodighedsapparaterne

slow

Tilbage i 2005 fik jeg en ny bærbar computer af universitet. Dengang var jeg himmelhenrykt for den – hvor var den dog hurtig! I dag er det en skuffelse for mig at bruge den. Den er rent ud sagt sløv. Det er ikke  fordi operativsystemet er opgraderet – det er nemlig et gammelt ét. Og også med min nuværende bærbare computer kan jeg af og til miste tålmodigheden.

Teknologien ændrer vores tidsfornemmelse . Den amerikanske forfatter Nicholas G. Carr har et tankevækkende indlæg om netop dét.

Undersøgelser viser at mange, der besøger YouTube, klikker væk fra en video inden for de første par sekunder. I 2006 viste en undersøgelse at hvis en side fra en webbutik tager 4 sekunder om at blive indlæst, blev mange utålmodige. Sådan er det ikke mere – nu skal der kun et kvart sekund til før mange klikker væk.

Det er selvfølgelig ikke kun teknologien i sig selv, der kan ændre vores tidsfornemmelse – også hvis vi befinder os i en ubehagelig eller måske bare kedelig sammenhæng, kan det være som om tiden snegler sig af sted, mens tiden flyver, når vi oplever noget, der gør os godt tilpas.  Men teknologien får os til at vænne os til at det går hurtigt og til at det skal gå hurtigt. Nu går mange mennesker i vores del af verden endda rundt med små apparater i lommen, som helst skal leve op til denne forventning. Og vi kigger på dem hele tiden.

På denne måde kan vi ende med at blive mere utålmodige over for de udfordringer, der tager tid. En af de udfordringer er fordybelsen, når vi skal lære nyt. En anden er det at forstå vore medmennesker – det tager nemlig også tid. På én måde risikerer vores brug af informationsteknologien at skabe en masse overfladiske indtryk, men ikke mere indsigt og måske dårligere empati.