Min mors bankboks

bankboks

I dag var jeg for første gang i lang tid tilbage i Algade-afdelingen af Danske Bank, hvor min mor arbejdede i 42 år. Anledningen var at jeg nu skulle opsige den bankboks, som hun havde haft i mange år. Nøglerne til boksen havde jeg fundet på stuen på plejehjemmet; de lå lidt tilfældigt i en skuffe og jeg fandt først i går ud af at de faktisk passede til boksen.

Den medarbejder, jeg talte med, havde været ansat i banken længe nok til at huske min mor. Boksen var spærret, og brugergrænsefladen på det apparat, der kan ophæve spærringen, så noget underlig ud og voldte da også besvær. Men til sidst lykkedes det, og jeg blev fulgt ned i bankens krypt. I et øjeblik følte jeg mig hensat til en gammel film af Erik Balling.

Jeg havde aldrig før set min mors bankboks, og jeg skal aldrig se den igen. Hvad jeg havde forventet mig at finde i den, ved jeg faktisk ikke. I en sort æske lå nogle aflyste pantebreve og andre dokumenter fra dengang min mor købte sin ejerlejlighed tilbage i 1982. Jeg lagde dokumenterne i min rygsæk og tog på arbejde.

Er dette en kronik?

liebe

Der er tit gode kronikker i dagbladet Information; for nylig var der en intet mindre end fremragende kronik af en kvinde, der beskrev sine oplevelser med hospitalsvæsenet og konsekvenserne af LEAN-tankegangen. Men dagens kronik af Susan Liebe, der er mor til fire og fraskilt, er slet ikke nogen god kronik. Kronikken starter som en kritik af en bestemt måde at være mand på:

Hvad er det med alfa-mænd, der tror, de er mænd, med stort M, fordi de gør, hvad der passer dem. Mænd, der insisterer på at leve livet som de vil, uanset at de har fået både kone og børn, rudekuverter og en familie, der skriger efter nærvær?

Men efterhånden bliver det klart at vi har at gøre med et partsindlæg i en kompliceret skilsmisse. Se bare dette:

Han går heller ikke op i sit tøj. »Det er bøsset og prætentiøst,« siger han. Han har en ternet fleeceskjorte fra Aldi, der lugter lidt af hipster på afstand, men mere af Sydhavnen tæt på. Og det er godt, for man skulle da nødig være smart med de smarte. Hellere snobbe nedad end opad. Hellere være i træskohøjde med dem på kajen end dem i Kødbyen.

Her er vi blevet så konkrete, at det er helt tydeligt at der kun kan være tale om en kritik af én bestemt mand, nemlig eksmanden, og hans tøjsmag.

Jeg har en klar fornemmelse af at Susan Liebes eksmand må have været ret besværlig og selvoptaget. Det, jeg imidlertid ikke kan lide, er hendes indlæg i meget høj grad er et personligt opgør, som ikke burde have været antaget som kronik i et seriøst dansk dagblad. Hvorfor skal vi høre om eksmandens dårlige tøjsmag i Information? Tænk hvis der kom en modkronik skrevet af eksmanden, hvor han rettede tilsvarende triste anklager mod sin ekskone. Den kunne vi også godt undvære.

Uanset hvad eksmanden har måtte have gjort af usympatiske ting, er han stadig far til parrets fire børn, og det er også usympatisk at hænge børnenes far ud i medierne på denne måde. Kronikken er blevet diskuteret en del på Facebook, og det viser sig faktisk at en af mine Facebook-venner kender eksmanden. Det kan ikke være overraskende, at diskussionen her hurtigt gik over til at handle om om hvilken af de to parter i skilsmissen, der “har ret”.

Det, der dog i virkeligheden bekymrer mig mest, er dog at dette partsindlæg bliver forklædt som et indlæg i kønsrolledebatten.  Det er det nemlig ikke; så vidt jeg kan se er det derimod et eksempel på hvad der sker når man er allermest vred på sin partner, og det er at  generaliseringerne vælter frem: “Du laver aldrig noget som helst i vores hjem”, “Alle kvinder er ligeglade med hvad deres mænd tænker”, “Jeg er altid alene om at kontakte børnenes skole” osv. osv. Og den slags generaliseringer kortslutter diskussionen, for det er bestemt ikke altid at de er så indiskutable. I skænderier ender det meget ofte med at man uden held bruger en masse krudt på at prøve at tilbagevise generaliseringerne. Reaktionerne på kronikken rundt om på Facebook og på Informations eget debatforum er da også den forudsigelige, at mange kvinder og mange mænd begynder at gøre opmærksomme på at “sådan er vi da ikke selv!”.

Det er ikke på baggrund af en kronik som Susan Liebes, vi kan finde ud af om der er noget galt med kønsrollerne i vores samfund eller vi kan finde frem til hvordan de kan blive bedre. Der er en helt enorm forskel på at kæmpe for ligestilling og på at kæmpe imod et andet menneske, man har en personlig konflikt med. Et godt bud på en analyse af problemer med kønsrollerne i dagens Danmark er kronikken i al fald ikke.