AS Byatt

2014-07-27 12.23.52

I denne sommerferie bestemte jeg mig for at gøre noget for at få læst bøger, der har stået alt for længe på min reol. Den ene var romanen Possession af den britiske forfatter Antonia Byatt, der normalt kalder sig AS Byatt. I sin tid købte jeg bogen (det var i Edinburgh i 1990!) fordi den netop havde fået Booker-prisen, og de bøger der opnår den ære, går man sjældent helt fejl af. Bogen har siden stået på min reol, tyk og truende, dvs. næsten halvdelen af mit liv. Men i år skulle det være.

Hovedpersonerne i Possession er en yngre mand og en yngre kvinde, der sidst i 1980’erne begge bliver interesseret i at løse gåden om de to fiktive engelske digtere Randolph H. Ash og Christabel La Motte, efter at det viser sig at de har haft en omfattende korrespondance. Ronald er en lidt introvert forskningsassistent med interesse i Randolph H. Ash, og Maud er en lidt fersk engelsk blondine med en tilsvarende passion for Christabel La Motte og en vane med at gemme sit lange lyse hår under et tørklæde – lige sådan en rolle, der ville passe til Gwyneth Paltrow. Undervejs kommer andre på sporet af det samme, og så kommer det hele til at handle om at forhindre de forkerte i at løbe med æren.

Sideløbende med denne handling følger vi begivenhederne i 1800-tallet gennem breve og digte skrevet af Ash og La Motte, efterhånden som Ronald og Maud opdager dem.

Og ligesom det viser sig at Ash og La Motte blev forelskede med alt hvad det indebar, aner man efterhånden kraftigt at det samme vil ende med at overgå Ronald og Gwyneth, undskyld: Maud.

Og sørme om ikke Possession da også blev filmatiseret i 2002 med Gwyneth Paltrow i rollen som Maud. Ronald havde man så valgt at gøre til amerikaner, og det var der flere, der var skuffede over, kan jeg læse.

Er Possession en god bog? Når jeg beskriver bogen, kan jeg risikere at få den til at lyde som en konstrueret “dameroman” med akademisk fernis, men den er faktisk en god bog med en lavmælt form for humor i skildringen af både de underlige victorianske konventioner og de lige så underlige konventioner i forskerverdenen 130 år senere. Især er det imponerende at Byatt har skabt to hele tekstuniverser – et for Ash og et for La Motte. Der er vel op mod 100 sider i bogen, der er skrevet som fragmenter af gamle digte, breve og dagbogsoptegnelser. Jeg har stadig til gode at opnå det samme niveau af begejstring for klassisk engelsk lyrik, som man ser i så mange senere romaner og film fra engelsktalende lande (tænk på f.eks. Døde poeters klub). Derfor bliver jeg også af og til utålmodig når der kommer 10 sider med de lange pastiche-digte fyldt med engelske gloser fra Victoria-tiden. Andre steder er de fingerede 1800-tals-tekster derimod virkelig med til at drive handlingen frem. Kærlighedens løfter og kvaler er så afgjort hovedtemaet i romanen, men der er samtidig et solidt detektivelement i handlingen. Det sidste, korte kapitel balancer et sted på grænsen mellem det gribende og det sentimentale – og gør det meget overbevisende. Man skal have læst de foregående 504 sider, og man skal nok også selv være forælder til nogen, før man helt forstår disse sidste, få sider.

På en måde er AS Byatt, der også har været litteraturhistoriker og universitetslærer, vel en pendant til Umberto Eco, der har haft en lignende dobbelt-karriere og undervejs i sine romaner med held har kunnet konstruere omfattende tekstuniverser.

Og så var det faktisk først her efter at have læst Possession, at jeg opdagede via et langt interview fra 1991 at Byatt er søster til en anden kendt og prisbelønnet engelsk forfatter, nemlig Margaret Drabble. De to prisbelønnede forfattere er ikke på talefod og læser ikke hinandens bøger; i sin tid ragede søstrene uklar med hinanden over hvem der skulle have lov til at skrive om et testel, der havde tilhørt familien.

Nogle store forskydninger

20140728-065819-25099244.jpg

Berlingske bringer i dag en kronik af tidligere integrationsminister Inger Støjberg – og historien fylder endda hele forsiden. Med afsæt i den i vore dage velkendte pseudo-tolerante tradition hedder kronikken Glædelig Eid til alle muslimer.  Helt umærkeligt skifter kronikken fokus fra en tilsyneladende lykønskning med Eid til at tale om en bestemt moské i Aarhus, der er samlingssted for muslimske fundamentalister. Kernen i Støjbergs kronik finder man i dens konklusion:

Men mit svar er også, at det ikke er nødvendigt at stille samme krav til alle, for i hovedreglen er det sådan, at der er stor forskel på evnen og viljen til integration, alt efter om det er en kristen amerikaner eller svensker og en muslimsk somalier eller pakistaner, der kommer hertil.

Jeg mener derfor, at det er afgørende, at vi stiller meget tydelige krav til alle for at presse indvandrere ud på arbejdsmarkedet. Det var bl.a. derfor, at vi i den borgerlige regerings tid indførte starthjælp, 225-timers reglen og kontanthjælpsloftet. Alt sammen noget, der fik flere indvandrere i arbejde.

Derfor mener jeg, at vi i fremtiden i højere grad bør gøre det nemmere for dem, der traditionelt kan og vil integrere sig, at komme til Danmark, mens det skal gøres vanskeligere for dem, der ikke har evnen og viljen.

Dette synspunkt er ikke en enlig svale; det kommer fra en toneangivende politiker i Danmarks mest populære parti.  Og et andet meget populært parti, Dansk Folkeparti, har indledt en praksis med at stemme imod love om tildeling af statsborgerskab med den begrundelse at

Det giver nogle store demografiske forskydninger, som gør, at man er på vej til at udskifte den danske befolkning, og det er bekymrende, at der i Danmark er opstået regulære parallelsamfund, hvor fundamentalistisk islam og sharia sætter dagsordenen.

Det er blevet strategisk at lægge afstand til Dansk Folkepartis holdninger samtidig med at man reelt selv erklærer sig enig i dem. Formodentlig er det derfor, Inger Støjberg sovser sit budskab ind i pseudotolerance og snak om frihedsrettigheder. Det er imidlertid tydeligt at vi er nået dertil, at Støjberg og andre danske politikere tænker på statsborgerskab ikke som en menneskeret, men som et privilegium. Menneskerettigheder er umistelige og universelle, mens privilegier kan tildeles nogle individer og nægtes andre. Dette er endnu et skred væk fra tanken om menneskerettigheder.

Betyder dette, at statsborgerskab er en menneskerettighed, at alle har ret til at blive statsborgere i et land uden videre? Nej, selvfølgelig ikke; det betyder at adgangen må ikke besværliggøres og at der ikke må diskrimineres. Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger:

Artikel 15.
  1. Enhver har ret til en nationalitet.
  2. Ingen må vilkårligt berøves sin nationalitet eller nægtes ret til at skifte nationalitet.

Dansk Folkeparti fokuserer i sin begrundelse for at stemme mod tildeling af statsborgerskab især på Irak og Afghanistan; næsten alle herboende statsborgere fra disse lande er flygtninge. Men igen udtaler menneskerettighederne sig om dette tilfælde. FNs konvention om flygtninges retsstilling siger i artikel 34 at

De kontraherende stater skal såvidt muligt lette flygtninges optagelse i samfundet og naturalisation. De skal navnlig på enhver måde bestræbe sig for at fremskynde behandlingen af naturalisationssager og nedsætte afgifterne for og omkostningerne ved denne behandling til det mindst mulige.

Fra 1978 til 1985 var Poul Hartling, tidligere statsminister og formand for Venstre, FNs flygtningehøjkommissær. Her er der unægtelig tale om store forskydninger. I vore dage bliver det igen tydeligt, at Danmarks mest populære parti lægger op til endnu et tæt samarbejde med Danmarks andet populære parti, at man satser på at gøre det kommende folketingsvalg til endnu et “indvandrervalg” som det var tilfældet i 2001 og at man stadig ser menneskerettighederne som et problem (i det omfang man efterhånden er opmærksom på dem mere).

Kan der være andre grunde til at denne kronik dukker op netop nu? Jeg ved det ikke, men jeg ved at Berlingskes debatredaktør er Jesper Beinov, der indtil 2012 var gift med Inger Støjberg.