AS Byatt

2014-07-27 12.23.52

I denne sommerferie bestemte jeg mig for at gøre noget for at få læst bøger, der har stået alt for længe på min reol. Den ene var romanen Possession af den britiske forfatter Antonia Byatt, der normalt kalder sig AS Byatt. I sin tid købte jeg bogen (det var i Edinburgh i 1990!) fordi den netop havde fået Booker-prisen, og de bøger der opnår den ære, går man sjældent helt fejl af. Bogen har siden stået på min reol, tyk og truende, dvs. næsten halvdelen af mit liv. Men i år skulle det være.

Hovedpersonerne i Possession er en yngre mand og en yngre kvinde, der sidst i 1980’erne begge bliver interesseret i at løse gåden om de to fiktive engelske digtere Randolph H. Ash og Christabel La Motte, efter at det viser sig at de har haft en omfattende korrespondance. Ronald er en lidt introvert forskningsassistent med interesse i Randolph H. Ash, og Maud er en lidt fersk engelsk blondine med en tilsvarende passion for Christabel La Motte og en vane med at gemme sit lange lyse hår under et tørklæde – lige sådan en rolle, der ville passe til Gwyneth Paltrow. Undervejs kommer andre på sporet af det samme, og så kommer det hele til at handle om at forhindre de forkerte i at løbe med æren.

Sideløbende med denne handling følger vi begivenhederne i 1800-tallet gennem breve og digte skrevet af Ash og La Motte, efterhånden som Ronald og Maud opdager dem.

Og ligesom det viser sig at Ash og La Motte blev forelskede med alt hvad det indebar, aner man efterhånden kraftigt at det samme vil ende med at overgå Ronald og Gwyneth, undskyld: Maud.

Og sørme om ikke Possession da også blev filmatiseret i 2002 med Gwyneth Paltrow i rollen som Maud. Ronald havde man så valgt at gøre til amerikaner, og det var der flere, der var skuffede over, kan jeg læse.

Er Possession en god bog? Når jeg beskriver bogen, kan jeg risikere at få den til at lyde som en konstrueret “dameroman” med akademisk fernis, men den er faktisk en god bog med en lavmælt form for humor i skildringen af både de underlige victorianske konventioner og de lige så underlige konventioner i forskerverdenen 130 år senere. Især er det imponerende at Byatt har skabt to hele tekstuniverser – et for Ash og et for La Motte. Der er vel op mod 100 sider i bogen, der er skrevet som fragmenter af gamle digte, breve og dagbogsoptegnelser. Jeg har stadig til gode at opnå det samme niveau af begejstring for klassisk engelsk lyrik, som man ser i så mange senere romaner og film fra engelsktalende lande (tænk på f.eks. Døde poeters klub). Derfor bliver jeg også af og til utålmodig når der kommer 10 sider med de lange pastiche-digte fyldt med engelske gloser fra Victoria-tiden. Andre steder er de fingerede 1800-tals-tekster derimod virkelig med til at drive handlingen frem. Kærlighedens løfter og kvaler er så afgjort hovedtemaet i romanen, men der er samtidig et solidt detektivelement i handlingen. Det sidste, korte kapitel balancer et sted på grænsen mellem det gribende og det sentimentale – og gør det meget overbevisende. Man skal have læst de foregående 504 sider, og man skal nok også selv være forælder til nogen, før man helt forstår disse sidste, få sider.

På en måde er AS Byatt, der også har været litteraturhistoriker og universitetslærer, vel en pendant til Umberto Eco, der har haft en lignende dobbelt-karriere og undervejs i sine romaner med held har kunnet konstruere omfattende tekstuniverser.

Og så var det faktisk først her efter at have læst Possession, at jeg opdagede via et langt interview fra 1991 at Byatt er søster til en anden kendt og prisbelønnet engelsk forfatter, nemlig Margaret Drabble. De to prisbelønnede forfattere er ikke på talefod og læser ikke hinandens bøger; i sin tid ragede søstrene uklar med hinanden over hvem der skulle have lov til at skrive om et testel, der havde tilhørt familien.

(Visited 57 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar