Klar til optagelse?

kot
Medarbejdere fra Københavns Universitet ved at sende breve ud til kommende studerende. Foto: Mie Brinkmann.

I disse dage får mange at vide om de er optaget på en videregående uddannelse. Jeg mindes endnu den studerende, der for nogle år siden søgte om 4. gangs-dispensation ved Studienævn for datalogi og i sin ansøgning skrev,  at han var en meget seriøs studerende (det skriver studerende, der søger om et yderligere eksamensforsøg, typisk!) men at der desværre var nogle ting, han altid havde haft svært ved, nemlig det der med matematik og programmering og algoritmer. Det var bestemt ikke kun mig, der undrede mig over at han så havde valgt en datalogisk uddannelse! Det var ærgerligt for den studerende, men også for universitetet, at han var endt i den situation, han var i. Om han nogen sinde ville blive glad for uddannelsen, hvis han blev færdig med den, og om han nogen sinde ville kunne finde et arbejde inden for det fag, han uddannede sig til, ved jeg ikke. Desperat var han i al fald – han havde studeret så længe, at han ikke ville kunne holde til at give op.

I denne uge har jeg haft besøg af tre kolleger fra andre europæiske lande. Og her opdager jeg det igen: vi, der er universitetslærere, ender meget ofte ender med at tale om kløften mellem hvad vi gerne ville have af kvaliteter hos de studerende og hvilke kvaliteter de nye studerende rent faktisk har. Vi ville alle gerne mindste denne kløft og dermed mindske frafaldet og de dårlige oplevelser hos studerende og hos undervisere og administration.

Én nødvendig strategi er at vi ved, hvad det er de studerende har med i bagagen. En anden lige så nødvendig strategi er at vi sikrer at de studerende rent faktisk har forudsætningerne for at kunne gennemføre deres studium. (Det hele bliver ikke lettere af de restriktive regler om SU, som formodentlig øger angsten for at vælge forkert eller droppe ud for at prøve noget mere velvalgt; i nogle tilfælde kan en planlagt studietidsforlængelse  være det eneste fornuftige redskab for studerende med problemer.)

Måske kunne vi finde andre former for optag. En artikel i Information sammenligner med Sverige, hvor der er tre former for optag: Optag via karaktergennemsnit, optag via ordninger som de enkelte uddannelser selv fastsætter og optag via det såkaldte högskoleprovet – en optagelsesprøve, som alle kan tilmelde sig. Denne idé ligner lidt GRE-testen (Graduate Record Examination), som anvendes i USA.

Faren er at et system med optagelsesprøver kan skabe en underskov af efteruddannelser, som efter ungdomsuddannelserne mod gode ord og (især) penge vil gøre dem, der gerne vil optages på en uddannelse, i stand til at bestå en sådan prøve. I Sverige findes der da også firmaer, der specialiserer sig i netop dette, og der er websteder med gamle udgaver af högskoleprovet.

Nogle er fortalere for optagelsessamtaler, og jeg tror også at de er en bedre idé end en generel optagelsesprøve; det er svært at se en tilsvarende “industri” vokse frem for samtaler, som den man ser for optagelsesprøver. Det, der bekymrer mig mest er egentlig at optagelsesprøver kræver en masse resurser i form af tid og fagligt kvalificerede medarbejdere.

Ud over at vi skal undersøge de rent faglige kvalifikationer er det suverænt vigtigste for mig, at vi kan få de studerende til at reflektere over hvorfor de vil studere det fag, de har valgt, så nogle datalogistuderende ikke bruger flere forgæves år på at prøve at leve med “det der med matematik og algoritmer”. Hvis en studerende holder af det fag, han eller hun har valgt at studere, og kan lære hvad faget indeholder, er vi allerede nået et stykke af vejen. Måske kunne selve en struktureret forventning om at et engagement på dette område også gøre sit. Tænk hvis man bad hver enkelt ansøger om at skrive en begrundet ansøgning – hvorfor vil jeg studere netop dette fag?

 

(Visited 50 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar