Skal humanister lære kvantitative metoder?

gottschall

Jeg har stor respekt for mine humanistiske kolleger og synes at humanistisk forskning slet ikke får den respekt, den fortjener. Samtidig kan jeg ikke lade være med at gruble over indholdet af et interview med den amerikanske litteraturforsker Jonathan Gottschall.

Gottschall beskriver hvordan han sammen med bl.a. psykologer prøver at undersøge på et empirisk grundlag hvorfor fortællinger er så vigtige for os mennesker. Vi elsker at følge med i film og tv og at læse bøger. Vore drømme er fortællinger. Vi tænker tit på vore liv som fortællinger.

I sit arbejde bruger Gottschall statistiske metoder til at undersøge spørgsmål om fortællingers art og rolle. Lad os tage et eksempel fra Gottschalls arbejde: Nogle litteraturhistorikere har hævdet at der i “vestlige” folkeeventyr er tale om at kvinder er underrepræsenteret i forhold til mænd på grund af en særlig  patriarkalsk tradition i denne del af verden.

Hvis man vil undersøge om kvinder er underrepræsenteret i forhold til mænd i folkeeventyr fra forskellige dele af verden, skal man tage et stort tekstkorpus af folkeeventyr og lave en analyse af det. Hvor mange kvinder optræder der? Hvor mange gange optræder stedordene “han” og “hun”? Osv. På denne måde fandt Gottschall ud af at kvinder er underrepræsenteret i folkeeventyr, men at det er tilfældet overalt i verden. (Hvorfor det er sådan og om det er ønskværdigt, er andre spørgsmål, der så bør stilles.)

Gottschall siger:

If I were to build my own English department from scratch, what would that department be like?

A lot of it would be very similar to how it is now. You would still read the great authors, and the new authors, and you would still have literary criticism, literary theory. But you would also have courses in human psychology. You would have courses that would address this big question: Why do we even have literature at all? Why do we have stories at all? Why do we care so much about fiction? These are the kind of things that are so big and basic, and so obvious that most people in literary studies don’t even think about them. Or if they do think about them, it’s in a vague sort of way.

I would have courses that were cross-listed with the math department: basic classes on statistics, basic classes on research methods for the social sciences. A lot of the questions that literary scholars are addressing are very basic psychology questions that can be addressed in a lab.

Hvorfor ikke? Uddannelserne inden for naturvidenskab (herunder datalogi og matematik) og ingeniørfagene bør have en tværfaglig dimension, hvor man stifter bekendtskab med fagets videnskabsteori og videnskabshistorie og reflekterer over fagets rolle i en større kontekst.  Men på samme måde kunne de humanistiske uddannelser også have en kvantitativ dimension. Det har de samfundsvidenskabelige uddannelser allerede. Måske ville en sådan dimension også kunne gøre noget ved den forståelseskløft, der ofte tales om mellem forskellige fagområder.

Nogle gange hører jeg velmenende humanister forsvare humaniora med at der er en særlig humanistisk tradition, som ikke må mistes. Jeg kan også godt forstå angsten hos nogle humanister for at al den store litteratur og åndslivets frembringelser bliver “forklaret ihjel af tal”. Men som Gottschall beskriver, er der ikke en modsætning mellem at fortsætte med at anvende de sædvanlige humanistiske metoder og også at anvende kvantitative metoder til at undersøge humanistiske teorier, hvor det er muligt og at lade metoderne supplere hinanden.

For det første: En sædvanlig tekstanalyse har også til formål at forstå komponenterne i et værk. Det har ikke “forklaret litteraturen ihjel”.

For det andet: I naturvidenskab og ingeniørfagene er tværfagligheden med til at give et mere fuldstændigt billede af den sammenhæng, fagene opstår og anvendes i. Og selv om vi bruger kvantitative metoder til at forstå naturens verden, er det stadig en berigende oplevelse at gå en tur i skoven, at kigge op på stjernehimlen og at læse digte om naturen.