Stoner

2014-08-03 17.01.29

Nu har også jeg fået læst John Williams’ roman Stoner. Den udkom i 1965 til pæne anmeldelser, men blev aldrig nogen salgssucces. Sidste år skete der det lidt uventede at Stoner pludselig blev særdeles positivt omtalt i britiske og amerikanske medier og blev udråbt til at være “den store, glemte roman”:

Og hvad handler Stoner så om? Den handler ikke, sådan man måske skulle tro, om en hippie, der sidder og stener. Nej, den handler såmænd om William Stoner, en universitetslærer på et universitet i provinsen. Han kommer fra en familie uden akademiske traditioner, men blev fanget ind af det fag, han studerede. Han bliver gift og får en datter. På undervisningssiden  får han pæn omtale for sin undervisning, men ellers er hans karriere ikke særligt bemærkelsesværdig.

Nu begynder nogen sikkert at tænke at bogen fanger mig ind, fordi det ovenstående vel også nemt kunne være en beskrivelse af mig,. Men William Stoners liv er endog særdeles fattigt på ydre handling – han kommer f.eks. aldrig ud at rejse og han bliver ikke engang alvorligt syg. Alene på disse områder er mit eget liv en actionfilm til sammenligning.

Det bliver i høj grad kontrasten mellem Stoners faglige engagement og utilfredsstillende privatliv i form af et ulykkeligt ægteskab og en kort, intens affære, der i høj grad definerer hans liv. Alt imens dette sker, ruller 1. og siden 2. verdenskrig forbi udenfor, og kolleger og studerende drager i krig for ikke altid at vende hjem. I modsætning til hvad man måske skulle tro, er dette ikke en tragisk fortælling om en distanceret arbejdsnarkoman. Takket være John Williams’ prosastil, der er præcist beskrivende uden at være tør eller uempatisk, får vi et nuanceret billede af det, der i ordets egentlige forstand bliver en stoisk accept af det levede liv. Så ja, Stoner er en god roman.

(Visited 114 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar