Exceptionalisme

exceptionalism

Inden for de sidste dage har jeg skrevet om S.I.-enhedernes hårde skæbne i USA og om hvordan omverdenen bliver væk i medierne rundt om i verden. Det, jeg egentlig har fat i, er det man kalder exceptionalisme – den opfattelse at vores land er en undtagelse. Ganske vist kan der findes andre lande end vores, men vores er nu alligevel noget helt særligt. Vi er det frieste land i verden. Eller også er vi det lykkeligste land. Og fordi vi er noget helt særligt, gælder der ikke de samme standarder for os som for alle andre lande. Vi må noget andet og mere, for det er vores skæbne.

USA er hjemsted for en særlig form for exceptionalisme. Det er den, der gør at USA som det eneste land i verden bortset fra Somalia (der ikke har nogen regering) ikke har ratificeret FNs konvention om børns rettigheder, og det er exceptionalismen som utallige amerikanske politikere påberåber sig. En af de første, der lancerer ideen om amerikansk exceptionalisme er faktisk den franske historiker Alexis de Tocqueville. Siden er denne exceptionalisme blevet en usagt norm i den politiske debat i USA. Hvis man Googler “this great nation” får man 28,4 millioner hits.

Der findes også negative udgaver af exceptionalismen. For 25 år siden, da jeg besøgte Rusland, gik det op for mig at mange russere syntes at deres land var det værste og mest ulykkelige land i verden. Men siden da er det den “positive” exceptionalisme, der er blevet genlanceret af Vladimir Putin og andre.

Også i Danmark findes exceptionalismen i rigt mål. Vores sundhedssystem er det bedste. Eller også er vores skolesystem det dårligste i den industrialiserede verden. Og med jævne mellemrum citerer de danske medier undersøgelser, der konkluderer at danskerne er de lykkeligste mennesker i verden.

Det er interessant at vi ser det samme fænomen hos det enkelte menneske: Der er mennesker, der synes at de er “noget helt særligt” og derfor ikke behøver at gøre som alle andre. Og der er mennesker, der også synes at de er særligt dårlige. Nogle gange er der tale om det samme menneske, men på forskellige tidspunkter.

Hvis man tænker over det på denne måde, er exceptionalismen nationalismens svar på det, vi hos mennesker ville kalde for en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, en tilstand, der svinger mellem grandiositet og selvhad. Hvis man som narcissist konkluderer, at andre så ikke er noget værd og derfor kan behandles efter forgodtbefindende, nærmer vi os en antisocial personlighedsforstyrrelse – det, nogle kalder for psykopati.

(Visited 1.088 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar