Sammen med USA og Somalia?

venstre

Der er to lande i verden, der ikke har ratificeret FNs konvention om børns rettigheder. Det er USA og Somalia. Måske kan der komme et tredje land til, nemlig Danmark. Venstre er klar til at lade Danmark forlade FNs konvention om børns rettigheder og FNs konvention om statsløses retsstilling, hvis det bliver nødvendigt.

Begrundelsen er at Venstre vil fjerne muligheden for at statsløse kan blive danske statsborgere, hvis de er under mistanke hos PET. Det er de to konventioner, der hver især garanterer at statsløse kan få statsborgerskab i det land, de er født og opvokset i.

Men der er tale om ganske få sager af denne art (inden for de seneste år kender man kun til tre), og mange andre lande har da også ratificeret de to konventioner. Den nuværende danske praksis er allerede i sig selv retspolitisk tvivlsom – det er muligt for en borger i Danmark at blive nægtet statsborgerskab uden at han/hun nogensinde vil kunne få at vide hvorfor og uden at være dømt for noget. Og det interessante er at en statsløs født i Danmark, der ikke kan blive statsborger, stadig vil have permanent opholdstilladelse. Først hvis den pågældende person blev dømt for en alvorlig forbrydelse, ville man kunne udvise ham/hende.

Vi har at gøre med en politik fremført af Danmarks populæreste parti, der måske vil kunne udgøre et uantastet regeringsflertal i kommende årtier. Det andet meget populære parti, Dansk Folkeparti, har allerede længe talt for at Danmark udtræder af internationale menneskerettighedskonventioner, og der er derfor grund til at antage at de to populære partier vil kunne få deres fælles ønske opfyldt.

Det er imidlertid også under den foregående regering ledet af samme parti, der har været store uregelmæssigheder i behandlingen af ansøgninger om statsborgerskab til unge statsløse, der er født og opvokset i Danmark. Undersøgelsen af disse “uregelmæssigheder” (der reelt har været en ulovlig praksis forvaltet af embedsmænd) finder sted hos Statsløsekommissionen. Men alvoren i denne sag ignorerer Venstre helt. Tilmed er partiets politikere nu rede til at fortsætte en praksis om lemfældig behandling af statsløse unge og bringe sig selv i dårligt selskab som et af eneste lande i verden, der ikke vil være del af FNs konvention om børns rettigheder.

Ulrik Dahlins leder i Information i dag gør meget præcist rede for det retslige grundlag for denne triste udvikling i dansk politik, herunder de aspekter af international lov, der også er relevante. (Det er i øvrigt Dahlin, der var med til at afdække den ulovlige praksis om behandlingen af sager om statsborgerskab til unge danske statsløse i 2011.)

Endnu engang ser vi hvordan et kommende regeringsparti ser menneskerettighederne som en sten i skoen og kaster alt ind på at gøre et kommende folketingsvalg til et “udlændingevalg”. Jeg synes normalt ikke, udlandet bør blande sig i dansk indenrigspolitik, men dette forslag har ud, over at have konsekvenser for unge statsløse i Danmark, store konsekvenser for vores lands anseelse udadtil. Derfor vil jeg denne gang håbe, at udlandet reagerer med fordømmelse af dette bud på dansk exceptionalisme.

(Visited 117 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar