En konflikt på PTSD

gaza_children_070914

Nu er der fred i Gaza-striben. Eller rettere: den væbnede konflikt i Gaza-striben er glemt,  nu hvor de vestlige mediers øjne er rettet mod den bekymrende situation i Irak.

Vi har en tendens til at tænke på krig som en konflikt mellem voksne mennesker – og måske endda specielt en konflikt mellem voksne mænd. Men i vore dages krige bliver alle ramt, også børn. En af konsekvenserne er posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

En webside fra UNRWA, der er FNs agentur for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, giver en skræmmende statistik. Tilbage i 2013 (dvs. inden den nuværende konflikt) steg indberetningerne af PTSD med mere end 100 procent, og 42 procent af dem, der blev behandlet, var børn under 9. Akihiro Seita, der er leder af UNRWAs sundhedsprogram, er citeret for dette:

On my first visit to Gaza after the war, I was overwhelmed by how much mothers and children suffered from the sheer scale and magnitude of the bombardments. All the mothers I met in UNRWA’s health centres said their children behaved differently during and after the war. Some don’t sleep well, some don’t eat well, and some don’t speak well.

En artikel fra al-Jazeera viser at det bestemt ikke er blevet bedre i forbindelse med den nuværende krig (det kan næppe komme som nogen overraskelse).

Ifølge israelske kilder er det “kun” 10 procent af den israelske befolkning, der har PTSD.  Hvor mange af dem, der er børn, har jeg ikke kunne finde ud af. Men i Gaza-striben er mere end 40 procent af den palæstinensiske befolkning børn under 15.

Hvem sørger for at alle disse mennesker med PTSD bliver behandlet? Der findes israelske traumecentre; hvor godt de dækker, ved jeg ikke, men deres kapacitet er i sagens natur begrænset. UNRWA gør tilsvarende noget for palæstinenserne, men også UNRWA har kun en begrænset kapacitet, og organisationen formoder at der er mange tilfælde, som ikke bliver opdaget.

Den ubehandlede PTSD giver i al fald næring til fortsættelsen af voldsspiralen, for mennesker med PTSD vil ikke kunne tænke klart. Vi ved fra andre sammenhænge (ironisk nok fra amerikanske soldater), at ubehandlet PTSD gør mennesker mere voldeligt anlagte.   Alle må bringes til at forstå, at denne krig smadrer tusinder af børns fremtid og ikke bringer nogen løsninger.