Fra gymnasiet til universitetet

For to år siden begyndte dumpeprocenterne at vokse alarmerende i nogle af fagene på vores bacheloruddannelser i datalogi og software. Gad vide om der er tale om en sammenhæng mellem hvordan de studerende klarer sig i disse fag? Gad vide om der er tale om studerende, der har klaret sig dårligt i gymnasiet?

På institutmødet i dag præsenterede jeg de resultater, vi har fundet. Undersøgelsen har jeg foretaget sammen med Mikkel Meyer Andersen fra Institut for matematiske fag. Mikkel stod for det store arbejde med at lave selve dataanalyserne, og han har også datalogi som sit andet fag og kender derfor også noget til den uddannelse, undersøgelsen omhandler.

Karaktergennemsnittet er signifikant lavere hvis man har et matematikgennemsnit fra gymnasiet under 4. Karaktergennemsnittet hos dem, der udebliver fra en eller flere eksaminer i disse fag er signifikant lavere og risikoen for at dumpe i et eller flere af de fire fag er signifikant højere.

Resultaterne affødte en del kommentarer fra mine kolleger. Det skortede især ikke på hurtige løsningsforslag. Nogle foreslog at matematikkurserne på første studieår skulle laves om. Nogle foreslog at der skulle være særlige sommerkurser. Andre spekulerede på om sammenhængen mon var af generel natur eller kun gjaldt for de fire kurser, vi her havde fat i.

Diskussionen afslørede dog også noget andet: Vi, der underviser på universitet, ved simpelthen alt for lidt om matematikpensum på ungdomsuddannelserne.

Det eneste, vi kan se, er at der er en korrelation mellem matematikkaraktererne fra  ungdomsuddannelserne og nogle bestemte fag på universitetet. Men det er også vigtigt i sig selv.

Jeg tør ikke pege på nogen enkel løsning, for først skal vi forstå årsagerne meget bedre. Selv vil jeg foreslå to tiltag.

  • For det første at vi laver yderligere undersøgelser for at se om problemet også forekommer for andre fag end de fire fag, vi har undersøgt.
  • For det andet at vi laver nogle kvalitative interviews, der kan afdække de studerendes motivation for at studere på de datalogiske uddannelser.

 

Store lommepenge

lommepenge

Dagen i dag er gået med et heldagsmøde for alle ansatte på Institut for datalogi. Inden for det seneste år har der været et konstant og voldsomt fokus på universitetets problemfyldte økonomi og hvilke konsekvenser det vil have for os.

Det er lige lovlig interessant at vænne sig til den universitetsøkonomi, der er opstået inden for det seneste årti. En af kongstankerne er huslejeideen: Det enkelte institut lejer lokalerne af universitetet og betaler husleje. Huslejen finansieres af instituttets økonomi, og den kommer fra basismidler og eksterne bevillinger, som enkelte medarbejdere søger. Basismidlerne tildeles via finansloven, men udgør efterhånden kun omtrent halvdelen, og 5% af disse basismidler skal fordeles mellem de danske universiteter efter et konkurrenceprincip. De eksterne forskningsmidler skal man søge fra statslige forskningsråd, EU-bevillinger og private fonde.

Hvad så hvis vi ikke har råd til at have de lokaler, vi har brug for? Svaret er enkelt: Så får vi simpelthen færre kontorer, grupperum og mødelokaler. Dette princip om økonomisk selvstændighed er selvfølgelig kun tilsyneladende.  Universitetets underskud har nemlig ført til at alle universiteter har skullet spare. På nogle institutter er der sket afskedigelser; heldigvis er det ikke sket på Institut for datalogi, men til gengæld har vi stort set ikke kunnet ansætte nye medarbejdere, og med en stærkt stigende studentermasse betyder det at vi får mere at se til hver især.

På dagens møde skulle vi diskutere hvordan vi kunne håndtere en kommende situation med færre (eller måske bare ikke flere) lokaler end nu. Uanset hvad vil det gå ud over både undervisningens kvalitet og vores arbejdsforhold.

Man skal passe på med at drage populistiske analogier,men det økonomiske princip, der ligger bag fordelingen af resurser i den danske universitetsverden, minder i helt forbløffende grad om nogle forældres håndtering af lommepenge til større børn. Børnene får lommepenge, som de delvist skal bruge til at spare op til f.eks. en ny cykel, og derudover skal børnene have et fritidsjob. De børn i familien, der laver mest eller på anden måde gør sig særligt heldigt bemærket, får måske lidt flere lommepenge. Men hvis der omvendt er børn, der bruger for mange lommepenge på f.eks. slik eller biografture, får de aldrig en ny cykel.

I nogle familier giver den slags måske god mening, især hvis familiens midler er små. Basismidlerne svarer til lommepenge og de eksterne bevillinger svarer til fritidsjobbet. Men de danske universiteter er ikke en fattig familie; de eksterne midler er i stort omfang offentlige midler, der udbydes i konkurrence. Dette ville svare til at forældrene i familien også udbød fritidsjob, som familiens egne børn skulle konkurrere med deres klassekammerater om at få. Min begejstring for denne lommepenge-tilgang i den danske universitetsverden er lille; den baserer sig i høj grad på en tese om at tillid er godt, men konkurrence er meget bedre.

(På dagens møde var der også en helt urelateret diskussion af uddannelserne. Her holdt jeg et oplæg om sammenhængen mellem gymnasie- og universitetskarakterer, men det vil jeg skrive om her en anden gang.)