Europa geht durch mich

Manics_Futurology_Art_600

For tiden er et af de albums, jeg lytter meget til, Futurology, det nye album med Manic Street Preachers. Den walisiske trio har været fremme siden britpoppens dage, eller rettere: ligesom Blur og Pulp var de aktive i nogle år før, men blev midt i 1990’erne udnævnt af musikpressen til en del af en “bølge” af britisk rock. Manic Street Preachers var vel det mest pompøse og stadionrockende band i bølgen, tydeligt inspireret af Queen (og til dels af The Clash), og havde dengang også ry for at være de vrede unge mænd fra Wales.

Selv om rock ikke er så hip en musikgenre mere, har rockbands stadig en slags ry for være bedst som unge. Derfor er det ofte som om det bedste et meget rutineret rocknavn kan gøre, er at prøve at lyde som man lød i storhedstiden. Nogle af de albums, der er kommet siden gennembruddet med Everything Must Go tilbage i 1996, har da også enten forsøgt at tage tråden op fra dengang eller (for Journal for Plague Lovers’ vedkommende) at trække en tråd helt tilbage til de første to albums med den forsvundne tekstforfatter og pseudo-guitarist Richey Edwards.

Men på dette nye album prøver de tre walisere ligesom på sidste års album Rewind The Film ingen af delene, og resultatet er igen rigtig vellykket. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, er de to albums  indspillet i forlængelse, og de afsøger hver sin del af Manic Street Preachers’ udtryk samtidig med at de begge lyder umiskendeligt som – Manic Street Preachers. Rewind The Film, der også er et rigtig vellykket album, havde ikke ret meget elektrisk guitar, men til gengæld fik en del af numrene en lille blæser på.  Og sangene bar på en tydelig tvivl – første sang starter med linjen “I don’t want my children to grow up like me”, og sidste sang slutter med spørgsmålet “I ask you now: what is to be done?”.

Futurology er trods navnet også tilbageskuende, men her er blikket rettet mod den new wave-lyd, der omkring 1980 var fremtidens rocklyd, og den tyske krautrock, der inspirerede den. Det var dengang, Simple Minds var hippe – inden stadionrocken tog over. Forsiden af Futurology er da også en meget tydelig hilsen til Simple Minds’ tredje album, Empires and Dance. Hvis Rewind The Film var en  hyldest til Wales, er Futurology en hyldest til Europa – og er indspillet i de ikke helt ukendte Hansa-studier i Berlin.

Tonen er tydeligt mindre resigneret på Futurology.  Første sang er titelnummeret og starter med at proklamere at “We’ll come back someday, we never really went away”. Så er linjen ligesom lagt. Sangen “Europa geht durch mich” med gæstevokal af tyske Nina Hoss bliver en åbenlys hyldest til Europa netop via en hyldest til Empires and Dance, både på tekstsiden og musikalsk.  I vore dages Storbritannien, hvor det reaktionære nationalistparti UKip går sin sejrsgang og ser “Europa” som noget fremmed, er i det i sig selv en provokation at lave en sang om at være en del af Europas mangfoldighed og så endda lade den være delvis på tysk. Et andet nummer, der bruger samme march-agtige struktur, er den sørgeligt aktuelle “Let’s Go To War”, der på én og samme tid handler om magthavernes undskyldninger for at gå i krig og om behovet for at gå i en anden slags krig, nemlig en kamp for social retfærdighed.

Der er ganske meget elektrisk guitar og også en del synth på Futurology. I lydbilledet er bassen dog også kommet meget tydeligere frem, og også på dén måde er Futurology inspireret af de tidlige Simple Minds, hvor det som regel var Derek Forbes’ enkle men velgennemtænkte riffs, der drev numrene frem. Ofte har Nicky Wire mest indtaget rollen som det stortalende medlem af bandet i interviews, men han er jo faktisk også en dygtig bassist, kan man høre.

Førstesinglen “Walk Me To The Bridge” har et hook, der allerede ved første gennemlytning bliver en earworm af de bedre. På den anden side er de musikalske eksperimenter faktisk helt i tråd med hvad vi hørte på Rewind The Film. Dels er der igen instrumentalnumre (faktisk hele to denne gang), dels er der numre hvor James Dean Bradfield træder i baggrunden som sanger og gæstevokalister dukker op. Denne gang er det ud over Nina Hoss de walisiske sangere Georgia Ruth og Green Gartside (ja, det er ham fra Scritti Politti). Georgia Ruth er også harpenist, og her går det op for mig at der faktisk rundt omkring i Manic Street Preachers’ diskografi dukker indtil flere numre op med harpe – altid som en markør for længsel og vemod.

Futurology er strengt taget ikke nyskabende, og det vil formodentlig mest appellere til folk der voksede op med 90’er-rock og britpop, men det er vellykket på disse præmisser og er et godt eksempel på at også et meget rutineret band kan udvikle sig og have noget interessant på hjerte.

(Visited 44 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar